Corydon: Det er fællesskabets finanslov

FL15: Regeringen, SF og Enhedslisten blev torsdag enige om en aftale for næste års finanslov. SF og Enhedslisten er tilfredse, men understreger, at dagpenge-problemet ikke er løst endnu. 

Det var en tydeligt tilfreds Bjarne Corydon (S), som torsdag middag kunne slå Finansministeriets glasdør op og præsentere en aftale for næste års finanslov.

En aftale, som regeringen, helt som ventet, laver med støttepartierne SF og Enhedslisten.

"Jeg synes, vi med rimelighed kan døbe denne finanslov fællesskabets finanslov," sagde finansministeren og fortsatte:

"Den styrker vores velfærd og vores fællesskab i Danmark på en lang række områder, samtidig med at den er økonomisk ansvarlig og skaber flere job og mere vækst. Det kan man være meget, meget godt tilfreds med."

Corydon påpegede, at aftalen viser, at den røde blok kan lave politik sammen.

"Det vil også kunne lade sig gøre fire år frem, hvis vælgerne vil."

De seneste år har finanslovsforhandlingerne været yderst dramatiske, og sidste år endte regeringen overraskende med at lave en aftale med blå blok. I år har forløbet været betydeligt mindre dramatisk, selvom regeringen og dens støttepartier blandt andet har været uenige om dagpenge-området.

Men både SF's Pia Olsen Dyhr og Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen var torsdag tilfredse med aftalen, selv om de begge to understregede, at dagpenge-spørgsmålet endnu ikke er blevet løst.

Pia Olsen Dyhr kaldte både finansloven for ”rød” og ”grøn” og for en ”børnefinanslov”, og hun understregede ligesom Corydon, at aftalen viser, at rød blok faktisk kan samarbejde. 

”Det er positivt for centrum-venstre, at der både står en smilende Morten, Bjarne, Johanne og jeg,” sagde hun og pointerede, at finansloven havde set anderledes ud, hvis regeringen havde lavet aftalen med de blå partier.

Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen glædede sig over, at parterne er blevet enige om at afskaffe den gensidige forsørgerpligt.

”Enhedslisten sagde før forhandlingerne, at vi ville have en finanslov, som gjorde noget for velfærden, som bekæmper uligheden, og som hjælper de mennesker, som er ramt af arbejdsløshed, og jeg synes faktisk, at vi er lykkedes med det," sagde hun.

Finanslovsaftalen betyder blandt andet, at man på dagpengeområdet indfører en ny kontantydelse til personer, der ikke har ret til dagpenge eller kontanthjælp. Desuden bliver den gensidige forsørgerpligt for samlevende par afskaffet.

Aftalen indebærer, at det beløb, der skal tages fra ulandsbistanden for at finansiere asyl-området, er reduceret fra 2,5 milliarder til en milliard.

Aftalen indeholder også en sundhedspakke, hvor der afsættes ekstra 6,5 milliarder kroner i alt over de næste fire år. Desuden er der en penge til inklusion i folkeskolen, penge til en indsats mod social dumping, mere natur og penge til lidt flere pædagoger og hjemmehjælpere. 

Forrige artikel Holstein: Et professionelt finanslovsforløb    Holstein: Et professionelt finanslovsforløb   Næste artikel DF freder rød bloks afskaffelse af gensidig forsørgerpligt DF freder rød bloks afskaffelse af gensidig forsørgerpligt