Corduas karakterer efter halvdelen af valgperioden: K og NB topper, mens fire partier dumper

Første halvdel af valgperioden er gået, og sommeren står for døren. Det er en passende anledning til at beskrive dagsformen for de politiske partier.

 

Socialdemokratiet

Ude af krisen rasler Socialdemokratiet ned i meningsmålingerne, men det sker fra et i mange år uset højt niveau.

Pludselig er det ikke længere så indlysende, at Mette Frederiksen skulle indkassere en stor vælgergevinst ved at udskrive valg til efteråret. Parlamentarisk er situationen fortsat gunstig. Der er et flertal til venstre og til højre, og regeringen kan skifte de radikale ud med Dansk Folkeparti, som det blandt andet skete, da man skulle vedtage "Arne-pensionsreformen". 

Mindre og mindre taler for, at Frederiksen skulle chance med et valg, når de parlamentariske forhold nærmest er optimale for at kunne gennemføre regeringens politik.

Alligevel er det grund til en vis bekymring. Mette Frederiksen sidder hårdt på magten og har efterladt ikke bare oppositionen på krigsstien, men også hendes parlamentariske grundlag føler, at de skylder hende og hendes regering meget lidt. Der er ikke nogen større kærlighed eller loyalitet mellem hende og de radikale.

En ydelsesreform kan ødelægge forholdet til Enhedslisten, og på det seneste har de ellers loyale venner hos SF måtte trække i bremsen, da regeringen ville placere et udrejsecenter i den kommune, hvor SF har sin eneste rigtige borgmester. Det er i øvrigt ikke det eneste nederlag, som regeringen har lidt, da man pludselig også måtte vende i sagen om de danske IS-mødre og deres børn.

Overordnet er regeringens største sejr, at landet er kommet så godt igennem coronakrisen i sammenligning med andre lande. Det er dog skæmmet af håndteringen af Mink-skandalen, hvor statsministerens rolle skal endevendes i en granskningskommission.

Præstation de første to år: Fem ud af seks A'er

Form her og nu: Fire ud af seks A'er

 

Venstre

Katastrofe eller nedsmeltning er vel de bedste ord, der kan beskrive Venstres præstation de første år.

Fire MF'er har forladt partiet, blandt dem både den tidligere formand, Lars Løkke Rasmussen, og sidenhen næstformanden, Inger Støjberg. Med dem er tæt på halvdelen af vælgerne sidenhen smuttet.

Sådan må det være, når et parti nærmest lå i permanent borgerkrig i de forløbne halvandet år. Den nye formand, Jakob Ellemann-Jensen, dummede sig ved ikke at insistere på fuld kontrol over partiet fra begyndelsen, men troede naivt på, at han kunne dele magten med Støjberg. Det samme gjorde tre fjerdedele af partiets delegerede. De tog fejl.

Ellemann fik langt om længe taget opgøret med Støjberg og fik hovedparten af Venstre til at stemme for en rigsret, som placerede Venstre på den rigtige side blandt retssamfundets støtter.

Venstres nye formand har haft meget svært ved at finde sig til rette i rollen, og fra at være "det store dyr på savannen" er Venstre nu "det syge dyr på savannen" og udsat for rivalers kannibalisering.

Det har både Nye Borgerlige og især De Konservative haft glæde af, hvorfor Venstre nu også har tabt den umiddelbare ret til at stille med det blå Danmarks statsministerkandidat. En position, som man har haft siden slutningen af 1990'erne.

I de seneste uger har Venstre stabiliseret sig i meningsmålingerne og er endda i nogle målinger gået frem. Der er også skabt ro i gruppen og i baglandet, hvor det er begyndt at gry med forhåbninger om, at situationen er ved at ændre sig til det bedre.

Der er dog stadigvæk meget lang vej hjem for Ellemann, som nok må påregne et kæmpe valgnederlag både til kommunalvalget til efteråret og til næste folketingsvalg.

Præstation: En ud af seks A'er

Form: Tre ud af seks A'er

 

De Konservative

Et parti, der har tredoblet sin opbakning i meningsmålingerne, kan kun opnå topkarakter.

Hatten må helt af for Søren Pape Poulsen, som er gået fra at være leder af et parti, der for få år siden var direkte udryddelsestruet til nu at kunne stille med en seriøs statsministerkandidat for første gang, siden Hans Engell var formand i 1990'erne.

Den enes død er den andens brød, siger man. Det er nemt at se, at de konservative har haft gavn af Venstres langvarige forsøg på at begå selvmord. Men man må også anerkende, at de konservative har haft held til at lægge en rimelig synlig linje, hvor man giver den som de kerneborgerlige og oveni synger med på de populistiske toner med symbolpolitiske udlændingestramninger.

Der er også en nationalkonservativ tidsånd, som er skyllet indover dansk politik, som Konservative også har haft gavn af. Søren Pape Poulsen slår ingen som den store ideolog eller den drevne taktiske forhandler.

Ligesom Ellemann er han ikke særlig dreven til forhandlingspillet, men overlader gerne scenen til andre, mens han til gengæld har evne for at sælge sit parti i medierne, hvor han giver den i rollen som den snusfornuftige mand fra Jylland, som ingen rigtig slår sig på.

Han har heller ikke rigtig villet blande sig i opgør om den politiske linje i Folketingsgruppen, hvor alle kan synge med deres næb. Skulle de konservative en dag stå i spidsen for en regering, skal Pape træde i karakter som leder på en helt anden måde end i dag, hvor ledelsesstilen er meget laissez faire. På det seneste er Pape også blevet udstillet som én, der også er tynd i billetterne.

Under afslutningsdebatten havde han eksempelvis svært ved at svare på spørgsmål fra politiske modstandere, hvorfor Konservative stemte for en lang række udgiftsgivende forslag uden at kunne opliste forslag om tilsvarende finansiering.

Tidligere på året kunne Pape i P1-programmet 'Slotsholmen' pludselig ikke huske sine egne "sigtelinjer" fra sin tale på partiets landsråd. Ingen forestiller sig, at det nogensinde ville ske for Mette Frederiksen eller Lars Løkke Rasmussen.

Med de konservatives nuværende vælgeropbakning i meningsmålingerne skal Pape nok hverken regne med flere fribilletter eller at blive knuskrammet af Mette Frederiksen. Han vil blive testet fra nu af.

Kommunalvalget ligner umiddelbart en kæmpe triumf for Pape, hvis altså ikke det lige var for Frederiksberg, hvor borgmester Simon Aggesen har formået at sætte sin personlige troværdighed over styr. Falder Frederiksberg, kan ingen fremgang bortvejre skuffelsen over tabet af denne kommunalpolitiske kronjuvel.

Præstation: Seks ud af seks A'er

Form: Fire ud af seks A'er

 

Radikale Venstre

Valgperioden har været en lang skuffelse for de radikale, der aldrig kom i regering som håbet, hvilket har været kilde til kæmpe frustration lige siden valget.

Det har også været en periode, der har budt på et spektakulært lederskifte med Morten Østergaards afgang til fordel for Sofie Carsten Nielsen. Man har mistet to folketingsmedlemmer, og vælgerne er løbet skrigende bort efter en farce, hvor (radikal,) moralsk overhøjhed, #metoo, overgreb og magtspil blev rodet sammen i en grad, at partiet røg helt i bund på troværdighedsbarometeret.

Den nye leder, Sofie Carsten Nielsen, har i foråret gjort en dyd ud af nødvendigheden og taget turen rundt i medierne et par gange med indrømmelser af, at man – hun – har fejlet på flere områder.

Der har været en magtdeling i partiet, hvor en ny gruppenæstformand, Martin Lidegaard, er blevet gjort medansvarlig for en ny mere pragmatisk kurs, hvor man ikke længere truer med at vælte regeringen, men til gengæld ikke vil holde hånden over ministre, der dummer sig.

Det så man et eksempel på i maj, hvor regeringen måtte hente danske IS-mødre og deres børn hjem for at frede justitsminister Nick Hækkerup og udenrigsminister Jeppe Kofod, der ellers ville være blevet mødt af mistillid fra de radikale og dermed de facto færdige.

Sofie Carsten Nielsen har også indledt en offensiv i forhold til de borgerlige, der skal bringe partiet ud af isolation som et værdimæssigt venstreorienteret parti, når det gælder flygtninge og retspolitik uden indflydelse, men med håb om at kunne skabe en reformalliance.

Foreløbig har den radikale leder formået at omfavne Liberal Alliance, Lars Løkkes parti, Moderaterne, Venstre med flere. Spørgsmålet er nok, om det er noget, der gavner de nævnte partier. Der er dog næppe tvivl om, at det er klogt af de radikale at forsøge sig med at sikre sig en plads som midterparti, før at Lars Løkke får solidt fodfæste.

Problemet er imidlertid, at vælgerne og der radikales base selv betragter sig som et parti, der hører til i rød blok. Det er snart 30 år siden, at de radikale sidst kunne støtte en borgerlig statsminister, og ingen tror rigtig på, at det vil ske igen.

I en enkelt af de seneste målinger – Gallup – er de radikale dog ved vinde de fleste af de tabte vælgere tilbage. I andre målinger som Voxmeter er der fortsat et stort efterslæb.

Præstation: To ud af seks A'er

Form: Fire ud af seks A'er

 

Dansk Folkeparti

De sidste to år har ikke været nemme for Kristian Thulesen Dahl. For første gang i sine mange år på formandsposten har han måttet kæmpe for fortsat at sidde i sadlen efter katastrofenederlaget i 2019, hvor Dansk Folkeparti mistede 60 procent af vælgerne.

Dansk Folkeparti har mistet positionen som magtpartiet på Christiansborg, og Thulesen Dahl har ikke formået at vende udviklingen. I de fleste målinger ligger man et par procent under valgresultatet på 8,7 procent.

Rivaliseringen med Nye Borgerlige fylder mere og mere i partiets agitation, hvor man tilsyneladende har accepteret at være et nicheparti, der har stram udlændingepolitik og socialdemokratisk velfærdspolitik på dagsordenen sammen med det nationalistiske campingpladsudtryk, som man har kørt med i flere år.

Heldigvis for Thulesen Dahl er han ikke truet på formandsposten længere, efter at den hidtidige rival in spe, Morten Messerschmidt, er endt med at blive stillet for retten i sagen om Meld/Feld.

Dansk Folkeparti har forsøgt at omfavne Inger Støjberg og afvise hendes rigsretssag nærmest på daglig basis på de sociale medier, men hidtil er det ikke noget, der har sat sig positivt i meningsmålingerne.

Kommunalvalget ligner endnu en vælgerkatastrofe, hvorfor man så partiets eneste borgmester på Læsø skamløst erklære, at han nu skiftede til Venstre, fordi genvalgschancerne var større dér.

Dansk Folkeparti er åbenbart en dødsejler og ikke de politiske lykkeridderes foretrukne galej at hoppe på under dette års kommunalvalg. Imens er Thulesen Dahl synlig overalt på Christiansborg og deltager flittigt i de politiske forhandlinger, hvor Dansk Folkeparti er langt mere pragmatiske og aktive end rivalerne i Nye Borgerlige, der satser anderledes fuldtonet på en protestlinje.

Man gør sig mange anstrengelser i Dansk Folkeparti, men resultaterne er på det jævne, og indimellem er det også tydeligt, at det hele ulmer i partiet, hvor alle kan følge med i uenigheden og frustrationen over, at Dansk Folkeparti slet ikke er det parti, som det var engang, og at man har svært ved at omstille sig til de nye, trange tider.

Præstation: Tre ud af seks A'er

Form: Tre ud af seks A'er

 

Socialistisk Folkeparti

SF har ligget i en politisk position, der tydeligvis har passet partiets pragmatiske leder, Pia Olsen Dyhr, godt.

Man har kunnet spillet rollen som den loyale hjælper, der har kunnet agere et behageligt korrektiv til Mette Frederiksens linje uden dog rigtig at have udfordret den.

SF er meget stolt af partiets politiske resultater, som man gerne fremhæver, og nedtoner til gengæld de ting omkring klima, flygtninge og velfærdsforbedringer, hvor det kniber.

Vælgerne kvitterer imidlertid med en lidt større opbakning over forrige valgs pæne valgresultat på 7,7 procent, og Olsen Dyhr selv er vellidt overalt på Christianborg.

Glemt er forrige tiders interne ballade i SF, som man så det under Thorning-regeringerne. For nylig fik man også demonstreret overfor regeringen, at hvis den udfordrer SF, så kan man sagtens bide fra sig, som man så det i sagen om placeringen af udrejsecenteret i SF-kommunen på Langeland. Sagen viste sig efterfølgende at være en regulær foræring til SF, der var tvunget til at give S-regeringen et stort nederlag.

Præstation: Fem ud af seks A'er

Form: Fem ud af seks A'er

 

Enhedslisten

Enhedslisten fik i årets begyndelse en ny politisk ordfører med den unge Mai Villadsen, der hurtigt er trådt ind på den politiske scene og har skullet samle stafetten op efter Pernille Skipper.

Hun har formået med sin rolige facon på rekordtid at blive det nye ansigt på venstrefløjspartiet, der i meningsmålingerne ligger over valgresultatet. Man må derfor konstatere, at det endnu engang er lykkedes for Enhedslisten at foretage et vagtskifte, uden at vælgerne er løbet dem af hænde.

Det skyldes formentlig det faktum, at partiets vælgere er trofaste, og at partiet evner at kommunikere deres politik, så man stadig er vedkommende. Man hører sjældent om bøvl og magtkampe, og når det sker, så er det meget hurtigt overstået.

På det seneste har Enhedslisten bevæget sig op i det røde felt, hvad angår krav om en ydelsesreform, som beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard ikke så noget behov for.

Regeringens udspil vil teste Enhedslistens tålmodighed med hensyn til at få indrømmelser i form af højere ydelser til de sociale grupper, herunder indvandrere og flygtninge, der har svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet.

Man er ligesom de radikale heller ikke dem, der freder ministre, som måtte tale usandt overfor Folketinget. Man havde nok trukket tæppet væk under forhenværende fødevareminister Mogens Jensen, hvis ikke han selv havde fundet døren i Mink-sagen, og man tog del i presset på regeringens ministre i sagen om de danske IS-mødre og deres børn.

Ligesom de radikale er Enhedslisten heller ikke imponeret over regeringens ambitionsniveau, når det kommer til klimaindsatsen og regulering af landbruget.

Præstation: Fire ud af seks A'er

Form: Fire ud af seks A'er

 

Liberal Alliance

Liberal Alliance er trods partiets lidenhed et meget synligt parti.

Det er imidlertid ikke noget, som man kan se i partiets vælgeropbakning i meningsmålingerne, der sædvanligvis ligger lidt over spærregrænsen. Meget over tre procent ligger partiet sjældent i målingerne.

Partiet blev hurtigt efter valget amputeret fra fire til tre medlemmer, der dog formår at præge den politiske debat. Især forskningsordfører med mere Henrik Dahl har ført an i et korstog mod den identitetspolitisk bølge, der efter hans mening har overtaget danske universiteter. Et synspunkt, som regeringen til dels har omfavnet.

Formanden, Alex Vanopslagh, er også tilstedeværende overalt, men måtte dog ud af cirkulation i begyndelsen af året på grund af stress. Mest iøjnefaldende er det dog, at Liberal Alliance ikke har formået at erobre nye vælgere ovenpå Venstres kollaps.

Forklaringen kan være den nye leder og hans politiske linje, hvor man har opgivet at kæmpe med højrefløjen om en hård kurs i udlændingepolitikken og som den eneste i blokken har bakket entydigt op bag Ellemann som den blå statsministerkandidat.

Det kan også hænge sammen med, at selve brandet "Liberal Alliance" fortsat lider under et gevaldigt troværdighedstab hos borgerlige vælgere, der stadigvæk har Anders Samuelsen og hans ultimative krav om topskattelettelser på nethinden.

De ultimative krav, der undervejs endte med at blive vekslet til en udenrigsministerpost og trusler om at stemme imod sin egen regerings finanslov. Alt det har Vanopslagh taget et opgør med, men vælgerne er ikke vendt tilbage, og det er et problem. Nu venter nok endnu en skuffelse ved næste kommunalvalg.

Præstation: Tre ud af seks A'er

Form: Fire ud af seks A'er

  

Nye Borgerlige

Målinger har vist, at Nye Borgerlige er blevet firdoblet siden Folketingsvalget. Det er en kraftpræstation af Pernille Vermund og hendes lille folketingsgruppe på kun fire medlemmer.

Synlighed, klare budskaber og en proteststrategi sammenfatter vel opskriften på successen. Det handler ikke som hos Dansk Folkeparti om at få politiske indrømmelser, men at påpege alle de andres fejl.

Det har givet Nye Borgerlige en foreløbig rekordhøst i meningsmålinger, som det nok er spørgsmålet, om man kan fastholde frem til folketingsvalget. Noget tyder på, at Vermund og company er ved at skifte gear fra en erobringsfase til en konsolideringsfase, hvor fokus er at indgå i et samarbejde med andre borgerlige partier, samtidig med at man kan holde på vælgerne.

Pludselig er der lidt mere forsonlige toner overfor Venstre, der nu gerne må lege lidt med de radikale om økonomiske reformer. Kappestriden om højrefløjen med Dansk Folkeparti er endt med den afklaring, at begge hævder at ville føre den strammeste udlændingepolitik, men står for vidt forskellig økonomisk politik.

Pernille Vermund kan kritiseres for, at partiet ikke har opdateret dens økonomiske plan, der er fem år gammelt, og at man bruger mere tid på lave selfies med protestpolitik på Facebook og mindre tid på at lave egentlige gennemarbejdede politiske forslag i Folketinget, der kunne angive en alternativ vej.

De tabloide medier er også for længst ophørt med sejrsmeldingerne og efterfølgende mikrofonholderinterviews fuld af benovelse over partilederens fantastiske præstationer.

Men til efteråret må partiet forvente en kommunalpolitisk valgsejr. Hvis det ender med at blive en fuser, som det overgik Dansk Folkeparti i sin tid, kan det måske indvarsle helt anderledes trange tider for Nye Borgerlige.

Præstation: Seks ud af seks A'er

Form: Fire ud af seks A'er

 

Alternativet, Frie Grønne, Veganerpartiet og Momentum

Hele rækken af små grønne partier ligner én stor vittighed.

Det er 2020'ernes svar på 1970'ernes splittede venstrefløj med SF, VS, DKP, SAP, KAP og så videre (og sikkert også noget, der bare for at gøre det hele sjovere måske hed KLAP, PAP og FLAP).

Alternativet blev decimeret ved forrige valg, men straks var stemmerne talt op, før partiet splintredes i flere dele under en magtkamp om at efterfølge Uffe Elbæk som leder.

Men hvor Enhedslisten for længst er konsolideret i et samlet venstrefløjsalternativ, er opsplitningen af den grønne bevægelse sket på baggrund af personopgør og amatørisme.

Nu er der tegn på samling af de grønne partier under én hat, hvis man skal tro en udtalelse på Folkemødet fra Alternativets leder, Franciska Rosenkilde. Hun er klart det mest seriøse bud som en samlet lederskikkelse, hvis den grønne bevægelse skal overleve.

I mellemtiden er bevægelsen ved at ødelægge det for sig selv. Veganernes formand trak sig pludselig, hvorfor partiet, der ellers kunne mønstre en procent i opbakning en overgang, er helt væk fra offentligheden.

Sikandar Siddique fra Frie Grønne har længe spillet rollen som en slags provokatør i Folketinget, der har kunnet hidse højrefløjen op, men endnu har anstrengelserne ikke ført til, at partiet er blevet opstillingsberettiget.

Senest har partiets pressechef fyret sig selv efter en skandaløs optræden på Folkemødet, hvor han ifølge mediet Frihedsbrevet har blottet sig selv under en heftig brandert på det lokale værtshus Hutlihut. Det er næppe vejen frem, hvis den grønne bevægelse vil tages seriøst.

Præstation: Nul ud af seks A'er

Form: Nul ud af seks A'er

 

Uden for bedømmelse: Moderaterne og Kristendemokraterne