Christiansborg elsker reformer, men systemkritikken udebliver
Velfærdsstaten forandrer sig grundlæggende i disse år, men det til trods er der ingen politikere, der tør tage teten og diskutere, hvad staten er, og hvilken rolle den skal spille i borgernes liv.
Radikales frihedsbrev i denne måned er som et vulkanudbrud, der havde været undervejs i årevis. Med åbningen for at kunne pege på en borgerlig statsministerkandidat fandt partiet endelig med års forsinkelse sine ben i forhold til Mette Frederiksens socialdemokrati, der har været krystalklar i budskabet om, at Radikale ikke skulle forvente meget andet end tough love for deres støtte. Et socialdemokrati, som fra et radikalt synspunkt allerede har givet blå blok baghjul i værdipolitisk henseende.
Under afslutningsdebatten i Folketinget lagde den radikale leder, Sofie Carsten Nielsen, op til Jakob Ellemann-Jensen, og senere sagde hun i DR’s nyhedspodcast Genstart, at hun kunne forestille sig at pege på Konservatives leder Søren Pape Poulsen som statsminister.
Og i et fælles interview med Politiken i denne uge luftede Sofie Carsten Nielsen så, at hun sagtens kunne forestille sig at lave et regeringsgrundlag med Alex Vanopslagh og Liberal Alliance.
De to "abonnerer på tanken om en reformorienteret regering, der skal fremtidssikre velfærdssamfundet og sikre Danmark som en konkurrencedygtig og åben økonomi," hed det sig i interviewet.
Der skal ellers en del til at få et vulkanudbrud til at virke søvndyssende, men her var det. Reformer, konkurrencedygtighed, økonomi - snork!
Der er jo ikke i sig selv noget galt med reformer. De offentligt ansatte er vandt til, at der kommer en ny regering, og så skal man tage sin stol med hen et andet sted eller organisere sit arbejde i modsætning til, hvad, man med sin professionelle viden ved, er bedst, for nu skal en ny minister sætte et fingeraftryk eller sende et signal til vælgerne. Og budgetbalance og ordentlig infrastruktur skal man i øvrigt ikke kimse ad.
Men hvor er de dybere overvejelser over, hvad staten er og skal være i borgernes liv? De er i det store hele fraværende.
Det til trods for, at befolkningen i løbet af velfærdsstatens levetid har forandret sig grundlæggende uddannelses- og kompetencemæssigt. Staten skal ikke længere mobilisere et uuddannet eller underuddannet land- og byproletariat. Befolkningen har i global målestok alle forudsætninger for at møde livet, arbejdsmarkedet og en global økonomi med selvtillid og virkelyst.
Og det til trods for, at det offentlige system paradoksalt nok på trods af store forandringer i befolkning, demografi, økonomi og globalisering over tid reproducerer samme resultat: nemlig immobiliseringen af en del af arbejdsstyrken.
Systemkritikken udebliver til trods for, at velfærdsstaten grundlæggende ændrer karakter i disse år - fra assistent til kontrollant. Ikke bare af underklassen, men af det brede borgerskab, som kontrolleres og registreres og overvåges ned til mindste detalje, uanset om det er i a-kassen eller i skole- eller socialvæsenet eller på åben gade.
Der er faktisk ingen systemkritik noget sted fra, trods det at staten og dermed det nationale magtmonopol på en historisk ildevarslende måde er blevet synonym med godhed og rigtighed, og at det danske fællesskab bruges som retfærdiggørelse af lovmæssige svinkeærinder eller af direkte legalistisk spøgelsesbilisme i meget politisk retorik i disse år.
Systemkritikken udebliver på trods af, at det har føltes nødvendigt for generationer af politikere at tale nation og stat op som det, der tilvejebringer alt godt til det danske folk. Og – helt kontrastfuldt - på trods af så hyppigt gentagne eksempler på systemfejl i form af arbitrær, subjektiv og urimelig magtanvendelse over for borgerne i særligt sundhedsvæsen, socialvæsen og pleje- og pasningssektoren, at det begynder at ligne det væsentligste problem for både skattebetalingsvillighed og tryghed blandt befolkningen.
Måske er det partiernes rodløshed i disse år, hvor tanker og idéer på Slotsholmen ikke iltes neden- eller udefra, der gør, at det politikske miljø ikke stiller grundlæggende spørgsmålstegn ved det offentlige system og dets indretning.
Men det er påfaldende i den ballonfest, som det danske demokrati i øvrigt er, hvor masser af politiske aktører spæner rundt og tramper på de samme mærkesager og markeringer.
Og der er et ledigt standpunkt, lige der, hvor formålet med systemet er borgerens liv, trivsel og rettigheder - og ikke omvendt.
Vær på vagt, Mette Frederiksen: Svensk mistillidsvotum kan smitte dansk politik
Corduas karakterer efter halvdelen af valgperioden: K og NB topper, mens fire partier dumper
