Cordua: Protest mod indvandring er politisk megatrend

I disse år går den vestlige verden fra den ene politiske krise til den næste. Årsagerne er flere, men der er en megatrend, som er gennemgående for en meget stor del af vælgerne: De siger nej til indvandring fra den tredje verden af frygt for at miste job, identitet, politisk kontrol og velfærd.

I Storbritannien kæmper premierminister David Cameron for at holde sit land inde i EU, men målingerne er i den seneste uges tid imod ham. ”Briterne vil bestemme selv”, siger modstanderne. Og målinger viser klart, at indvandring er det helt store slagnummer for ”leave”-kampagnen.

Mange briter er simpelthen trætte af den ganske betydelige indvandring – ikke bare fra de gamle kolonier og fra Mellemøsten, men også fra de nye EU-stater, som længe har fundet sted.  Store britiske byer - herunder London - er blevet multietniske på under en generation, og det er ikke alle briter, som ser det faktum, at mere end 300.000 netto hvert år indvandrer til UK, som et plus.

For eller imod indvandring
Imens står folk i Afrika og Mellemøsten på spring for at nå det forjættede land, hvor de originale hvide englænderne ser EU som en del af årsagen til, at det er kommet så vidt. En analyse, som i øvrigt deles af højrevendte EU-skeptikere og modstandere over hele kontinentet. Men er det alle Labour-vælgere som synes, at mere indvandring og dermed mere jobkonkurrence fra ufaglærte, er vejen frem?

Alle spørger sig selv, om David Cameron er færdig som britisk premierminister efter 23. juni, hvis det bliver et ”Brexit” til EU. Og hvad sker der så med resten af EU? Vil alting bare køre videre? Vil UK gå midt over, fordi skotterne så vil ud af den britiske union fra 1707, for så siden at tilslutte sig EU anno 1992? Vil det tage UK adskillige år at komme ud? Vil investeringerne rasle ned i landet og EU, fordi Europa nu spås at være under afvikling politisk og dermed også økonomisk? Mange frygter det, men ingen ved det. Og hvad sker der med den anseligt store britiske finanssektor? Flytter kapitalen fra City og til Frankfurt?

I øvrigt. Hvem vil frem over holde folkeafstemninger om EU, hvis det hele kan koges ned til et valg om for eller imod indvandring?

Trumps mur
I USA har republikanernes præsidentkandidat Donald Trump gjort forsøget ved at tordne mod indvandringen fra Mexico, hvor der jo skal opføres en mur ved grænsen for at holde alle disse ”voldtægtsforbrydere” mm. ude.

I New Hampshire, hvor jeg befandt mig under primærvalget i februar, og som er en relativ rig stat med lav arbejdsløshed, vandt Trump stort blandt andet på frygten for indvandring. Hans modkandidater af latino-/indvandrerbaggrund havde ikke en chance ved med troværdighed at love de republikanske arbejder- og middelstandsvælgere en ligeså håndfast indsats mod migrationen fra syd.

I USA, hvor adskillige mennesker dør hver eneste dag på grund af landets enestående og direkte tåbelige liberale våbenlovgivning, hvor almindelige mennesker kan købe automatrifler til en mindre krig, ja der myrdede en ung mand op mod 50 mennesker på en homobar i Orlando, Florida. Forinden havde han erklæret IS/Daesh-troskab, selv om nye oplysninger tyder på, at udåden muligvis hang sammen med, at han havde svært ved at forene sin muslimske baggrund med sin homoseksuelle orientering.

For Donald Trump er det sagen helt uvedkommende: Muslimer skal holdes helt ude af USA, fordi de ifølge kandidaten udgør en sikkerhedsrisiko. Selv amerikanere af latinobaggrund kan man ikke stole på ifølge Trump, som forleden indtog det selv for ledende republikanere helt uholdbare og racistiske synspunkt, at en dommer med latino-rødder ikke kunne dømme upartisk, da han jo dermed var imod Trumps forslag om at bygge en mur til Mexico.

Vrede hvide mænd 
Trumps problem er dog, at han kun formår at bygge en koalition af vælgere, der består af vrede hvide mænd og i lidt mindre grad hvide kvinder. Det ville han nok have vundet på for en generation siden, men nu er vælgerbasen simpelthen for lille, fordi de vrede hvide ikke længere udgør et flertal. Det er muligt, at han med terrorangrebet i Orlando kan vinde nogle vrede bøsser over på sin side, men det er ellers ikke det republikanske parti, som man forbinder med fortalere for homoseksuelles rettigheder. Faktisk slet ikke.

Men hvad nu hvis republikanerne havde stillet en mere charmerende person op, som er lidt mindre grov, åbenlyst racistisk, narcissistisk og firkantet? En som er bedre til at opbygge koalitioner og gør mindre ud af at fornærme afgørende vælgergrupper, men som stadigvæk havde det centrale valgtema på programmet, at man vil lukke af for mere migration til USA?

Indvandrerspørgsmålet 
Mange vil hævde, at indvandrings-spørgsmålet har afgjort alle folketingsvalg siden 2001 undtaget i 2011, hvor rød blok vandt. Hvis nogle stadig er i tvivl om, hvorvidt indvandring også er et tema, som optager vælgerne i Danmark– og som kan flytte dem – så kan man i dag i Politiken læse en analyse fra Infomedia, hvor hver anden – 47 procent -  mener, at regeringen bør føre en strammere udlændingepolitik.

En ud af fire danskere efterspørger et parti, der fører en strammere udlændingepolitik end Dansk Folkeparti. Ydermere har Infomedia målt, at vælgernes holdninger har rykket sådan at de i gennemsnit i højere grad end før ønsker færre flygtninge til Danmark. Nogle kan indvende, at flygtninge og migration ikke er det samme. Her må man bare henvise til den erfaringsmæssige kendsgerning, at flygtninge ender som migranter. Er man først kommet hertil, så slår man rod og tager ikke hjem igen til en usikker fremtid, nu hvor man både har adgang til rettigheder og penge.

Radikales rolle i dansk politik
Udlændingepolitik har ført Dansk Folkeparti frem til at være Danmarks næststørste parti. Men det har også ændret magtforholdene ”radikalt” så at sige. I gamle dage i Danmark - dvs. i perioden 1913- 2001 - var Radikale stort set altid tungen på vægtskålen i dansk politik, og derfor et parti, centraladministrationen vænnede sig til at lytte ekstremt meget til for at kunne udvirke de nødvendige politiske kompromiser.

Partiet hørte sidst til ”blå blok” indtil 1993, hvor man med Poul Schlüters exit på grund af tamilsagen (der også havde sit udgangspunkt i en sag om indvandring) atter skiftede til rød blok, hvor man så har befundet sig siden. I blandt har Radikale koketteret med, at de var sig selv, og at de skam ikke tilhørte en fast blok.

Ingen iagttagere, og sikkert også de færreste vælgere ved deres fulde fem, tror på det. Det ses tydeligst i udlændingepolitikken, hvor Radikale sammen med Alternativet og Enhedslisten udgør en rimelig samlet venstrefløj i spørgsmålet.

Hvor udlændingepolitik tilsyneladende samler blå blok, hvor ingen længere hører om LA's gamle forslag om ”åbne grænser og lukkede kasser”, ja så er splittelsen i rød blok total.

Ingen politisk fællesmængde
Som Venstres politiske ordfører Jakob Ellemann-Jensen (der selv hører til de bløde venstrefolk i spørgsmålet) rammende bemærkede i går: ”Vi har da en blok - det har de andre ikke. De har en udsplattet plamage”.

Det gør sig netop særligt gældende i udlændingepolitikken, hvor Socialdemokraterne – klogt – henover efteråret har flyttet sig så markant politisk, så man ofte ligger et sted mellem Venstre og Dansk Folkeparti i disse spørgsmål. Ingen kan således få øje på fællesmængden af radikal og socialdemokratisk udlændingepolitik. Den eksisterer ikke. 

I Politiken i dag har Infomedia også spurgt de enkelte partiers vælgere, hvad det er for et ord, de tænker på, når de tænker på den danske flygtningesituation (som pt. er under langt større kontrol, end da situationen var værst i efteråret):

Her svarede ”Socialdemokraten”, som jo er sammensat af flere vælgere, som stemmer S, nærmest i både øst og vest: ”Dyrt”, ”Trussel mod velfærdssamfundet”, ”Stil krav til integration”, ”mindre arbejde til os selv”. Det var den ”hårde” socialdemokrat. Den bløde udgave svarer: ”Stakkels mennesker”, ”manglende medfølelse” og ”medlidenhed”.  Og de er sikkert fælles om ”EU spiller fallit”, hvad deres partiformand jo tydeligvis er enig i med hendes seneste melding, om at EU skal begrænse sig.

Hvor Radikale vælgere er konsekvent ”bløde” og skælder ud på  ”fremmedhad” og ”den grove debattone”, så er det ikke det samme entydige billede, man får ved at læse svar som ”send dem hjem og hjælp dem dér” (Alternativets vælger), ”alt for mange” og ”store økonomiske udgifter” (SF's vælger) og mere overraskende: ”De tager vores job”, ”Sænker den danske velfærd” og ”Der kan være terrorister imellem” (Enhedslistens vælger). 

Splittet venstrefløj
Konklusion: Langt ind i venstrefløjens rækker fylder megatrenden om spørgsmålet om færre flygtninge og indvandring også op i vælgernes bevidsthed, og det vil næppe hjælpe rød blok, jo længere det med tiden flytter op på dagsordenen.

Med mindre man som Socialdemokraternes nuværende leder opgiver synspunktet om accept af mere indvandring. I al fald så længe, man er i dansk politik. Siden kan hun jo skifte synspunkt. Ligesom Helle Thorning- Schmidt.

 ---
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno” på Radio 24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.