Cordua: Sådan har Løkke klaret det første år

Statsminister Lars Løkke Rasmussens smalle Venstre-regering er ved at være i mål efter dets første regeringsår. Og hvordan er det så gået?

Ja, i følge regeringen selv ikke så skidt endda. I flere aviser påpeger regeringen i dag den kendsgerning, at den faktisk regerer og kommer igennem med sin politik med skiftende flertal, der involverer samtlige af Folketingets partier. Faktisk er regeringsgrundlaget – på nær et par iøjnefaldende områder – ved at være tømt.

Det er i øvrigt ikke særligt usædvanligt, at en regering kommer igennem med sin politik, hvis den altså vel at mærke sørger for at fremlægge forslag, som har en chance for at komme igennem efter forhandling med partierne. Det vil sige, at det politiske håndværk så at sige skal være i orden.

Det politiske håndværk
Den forrige og med enkelte undtagelser helt uprøvede regering lærte dette håndværk hen ad vejen. Denne regering er mere erfaren, og det har den så haft mulighed for at få lov at demonstrere, til trods for at vi oplever et stadigt mere polariseret politisk klima, hvor Folketingets partier bruger det meste af deres taletid i medierne på at løbe storm mod regeringen i de relativt få sager, hvor man er uenig med den.

Det sker selvfølgelig i den uendelige jagt på stemmer. I de ganske mange sager, hvor man taler sig til rette i al stilfærdighed, behøver de syv oppositionspartier slet ikke den høje stemmeføring, de bistre blikke og de alvorlige miner foran de rullende kameraer.  Her laver man de politiske studehandler med håndslag i al gemytlighed. Men pragmatisme sælger altså ingen spaltemillimeter i aviserne eller airtime i tv og (talk)radio.

I al fald lagde regeringen hurtigt fra land med en overraskende aftale med Alternativet og SF, der støttede Løkkes valgløfte om en boligjob-fradragsordning, da Konservative pludselig stillede sig på bagbenene.

Støtten fik Alternativet og SF en særdeles god politisk betaling for, da fradragsordningen fremover udelukkende gik til grønne forbedringer. Det endte til gengæld skidt, da Dansk Folkeparti i går sprang i målet, fordi man tilsyneladende ikke ville medvirke til en aftale om en skatte/afgiftsomlægning for PSO-ordningen uafhængigt af, hvad der ellers bliver aftalt på skatteområdet til efteråret.

Pinlige sager
Efter en flyvende start blev regeringens første efterår dog skæmmet af pinlige sager. Blandt andet måtte forsvarsminister Carl Holst (V) gå af, efter medierne havde gravet en masse gamle sager op fra hans regionsborgmestertid, og efter en helt eventyrlig ringe håndtering af de nye sager, der dukkede op blandt andet ved ansættelsen af hans spindoktor.

Ikke desto mindre: Regeringen regerer. Og mange forslag er gået igennem. I hvert fald på de områder, hvor der relativt nemt kan samles flertal. Det er ikke usædvanligt under forhandlinger, at man begynder det lette sted for så til sidst at slutte med en aftale om det svære.

Lige efter drejebogen
Det er sådan set lige efter drejebogen i enhver politisk forhandling. På andre områder som eksempelvis på asyllovgivning og andre kontroversielle indgreb, er regeringen blevet tvunget til at handle, men dog hjulpet af udviklingen, hvor især Socialdemokraterne har rykket sig markant og nu har placeret sig ovre i det flygtninge-skeptiske flertal i blå blok.

Økonomisk er resultaterne ikke prangende. Væksten er der, om end den er beskeden, og beskæftigelsen stiger. Arbejdsløshedstallene er støt faldende samt på et relativt lavt niveau, og der er allerede mangel på arbejdskraft i visse sektorer. De offentlige finanser er også under kontrol. Dansk økonomi er derfor på ingen måde i krise.

Derfor er politikerne heller ikke pisket til at handle lige nu, selvom en del økonomer jo vil mene, at det ville være klogt eksempelvis at vedtage reformer, der sænker de højeste marginale indkomstskatter for at øge arbejdsudbuddet og skabe ro om boligernes økonomi, blandt andet ved at droppe skattestoppet og afklare skatteforholdene.

Ingen krisebevidsthed
Lige her løber Løkke-regeringen ind i det problem, at krisebevidstheden i befolkningen ikke er, hvad den har været. Der er intet folkeligt pres for at hæve boligskattestoppet eller sænke de højeste marginalskatter. Partier som Liberal Alliance har imidlertid gjort kravet om en sænkning af de høje marginalskatter til et spørgsmål om regeringens liv eller død. Det synspunkt deler  ingen andre partier i Folketinget imidlertid. 

Tilbage til spørgsmålet om PSO-afgiftens nye finansiering, som næppe er nogen folkelig sællert. I dag betaler virksomheder og borgere over elregningen en afgift for at finansiere dyre grønne vindmøller. I stedet for at betale afgiften kunne man lade alle borgere betale den over indkomstskatten selv – selvom det strider mod regeringens egen politik om at sænke indkomstskatten af hensyn til arbejdsudbuddet.

PSO-problemet
Forslaget støder imidlertid på grund hos de ideologiske liberale i LA og de lukningstruede Konservative, der ikke længere har råd til at forsømme en eneste lejlighed til at markere en forskel til Venstre-regeringen.

For DF handler det om, at man ikke vil bære ansvaret alene for en stigning i bundskatten og så senere lægge stemmer til, at LA vil sænke marginalskatterne.

Regeringen har dog det problem, at hvis Danmark skal have godkendt en omlægning af PSO-afgiften, så har man ikke uendelig lang tid. For at en ny finansiering kan nå at være på plads inden 1. januar 2017, skal EU have tid til at godkende en sådan ordning. I august er der ferie i Bruxelles, som for tiden har mange andre ting at tage sig til og i øvrigt kan nå at få endnu mere på tallerkenen, hvis afstemningen i UK 23. juni ender med et Brexit. 

Dermed er regeringen formentlig nødt til at tilrettelægge efterårets forhandling på en måde, hvor dem, der vil være med til at give skattelettelser i toppen, også skal være med til at finde finansieringen til PSO’en. Og her bliver det spændende at se, hvor langt Liberal Alliance (og dermed Konservative) kan være med.

Topskatten
For de kan næppe insistere på, at PSO’en udelukkende skal finansieres ved nedskæringer i den offentlige sektor. Det vil hverken S eller DF være med til. Og S og K vil næppe heller være med til at putte flere planlagte vindmøller i mølpose.

Løkke kan tilrettelægge forhandlingerne sådan, at LA reelt melder sig selv ud af forhandlingerne om topskat ved ikke at være rede til et kompromis om PSO’en. Men hvordan vil LA så reagere på det?

I gennem et halvt år har Samuelsen gået rundt i offentligheden som en testosteron-pumpet hangorilla og slået sig på brystet som en New Hampshire-borger fra 1700-tallet, der råber ”Live Free or Die!”. Vil det ende med, at LA stemmer for en mistillidsdagsorden og dermed vælter regeringen?

Men tør DF og ikke mindst Venstre-regeringen selv at løbe linen helt ud? I foråret lod det ikke til, at Løkke var frisk på et valg, da Konservative savede benene væk på miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V).

Måske kan Løkke bare komme fri af klemmen ved proforma at fremsætte forslaget om lavere marginalskatter for så ved afstemningen at konstatere sammen med LA og Konservative, at der ikke var flertal for forslaget. Dermed har han holdt sit løfte til Anders Samuelsen, der så må forklare, hvorfor han nu vil vælte Løkke-regeringen.

Big Bang i efteråret
Det politiske efterår kan således ende enten med et Big Bang, hvor en række aftaler efter en del teatertorden pludselig falder stille og roligt på plads. Men det kan også ende med et stort skrald og et valg.

Endelig kan det endda også ende med en fuser, hvor kun få aftaler kommer på plads, og hvor regeringen må humpe videre uden at have løst problemerne. Udfaldet afhænger nok af meningsmålingernes udvikling henover sensommeren og det tidlige efterår.

Regeringens egen opbakning i meningsmålingerne ligger lige nu på halvanden til to procent under Venstres elendige valgresultat ved det seneste valg i fjor. Det er nok ikke helt umuligt, at man i en valgkamp kan nå et lignende resultat.

Mellem blokkene er der også stort set dødt løb, men med en lille føring til rød blok. Det kan dog også indhentes i en valgspurt. Det har man set ved de sidste par valg.

Ringe forhandlingsposition
Vi ved desuden, at Løkke reelt set ikke er den store gambler, når det kommer til udskrivelse af folketingvalg. Oven i det køber ingen rigtig hans bluff, når det kommer til at true med folketingsvalg. I øvrigt er han ikke ligefrem drevet af impulser, når det kommer til at BESLUTTE at udskrive valg. Endelig vil alle også vide, at Lars Løkke efter at have tabt regeringsmagten er færdig i toppolitik. Det lægger nok en dæmper på iveren for at udskrive det før tid.

Løkkes forhandlingsposition er ringe, men han er dog hjulpet af en udbredt forventning i offentligheden om, at partierne finder sammen i kompromiser, og at det også vil gå ud over blå bloks levedygtighed og troværdighed som regeringsalternativ, hvis ikke den formår at finde løsninger.

Udskudte problemer
Nu venter en sommer, hvor der er tradition for, at partier i deres iver efter at markere deres positioner kravler endnu højere oppe i træerne. Det bliver spændende at se, om den sport får betydning for Løkkes muligheder for at få samlet et flertal bag den pænt store reformpakke, der skal løse alle mulige udskudte problemer.

Lykkes det for ham, så kan det jo puste nyt liv i hans tidligere - om end siden landbrugs-pakkesagen let flossede - renommé som dygtig politisk håndværker.

---
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno” på Radio 24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger