Center for Ludomani: Spilindustrien omklamrer desværre professionel idræt

I kampen om at beskytte vores børn og unge mod spilafhængighed møder vi desværre spilindustriens omklamring af professionel idræt, skriver Henrik Thrane Brandt.

I 2012 fik Danmark et liberaliseret spillemarked. Danske Spils monopol blev brudt og konkurrencen givet fri. I mellemtiden er der sket en fordobling af mennesker med ludomani de sidste fem år.

Op mod 30.000 mennesker har udviklet ludomani, og 161.000 har så store problemer med spil, at de er i risiko for at udvikle ludomani. I alt har knap 500.000 voksne danskere som minimum et lavt niveau af pengespilsproblemer den dag i dag. 500.000!

Værst af alt er måske, at andelen af mindreårige på 12-17 år, der er afhængige af pengespil, er lige så stor som andelen af voksne.

Politikerne er nødt til at vågne op

I Center for Ludomani har vi fulgt den triste udvikling tæt, og alle alarmklokker bør ringe. Spilafhængighed har store menneskelige og økonomiske konsekvenser. Op imod 43 procent af vores klienter har overvejet at begå selvmord. 13 procent har reelt forsøgt selvmord.

Efter 10 år med et liberaliseret spillemarked er det på tide, at politikerne erkender, at spilbranchen ikke kan regulere sig selv. Ikke nok med, at alt for mange voksne danskere har spilproblemer, der er ødelæggende for deres egen og pårørendes trivsel, men også vores børn og unge har store problemer i forhold til spilafhængighed.

Det er på høje tid, at vi i Danmark vågner op og får øjnene op for, at spil om penge er dybt afhængighedsskabende. Der er brug for politisk handlekraft for at vende en udvikling, som har store menneskelige- og samfundsmæssige konsekvenser.

Den delvist liberaliserede spillelov i Danmark har betydet mange nye spiludbydere i Danmark. Det betød også en massiv kamp om markedsandel og profit, som har stået på siden da. Spiludbyderne har samtidig udviklet deres produkter, så de er blevet endnu mere afhængighedsskabende.

Resultatet er entydigt: Danskernes mentale sundhed er truet, og spiludbyderne kan på ingen måde regulere sig selv, da det koster markedsandele, og derved mange penge, at være ansvarlige.

Betting og idræt må ikke gro fuldstændigt sammen

Markedsføring for spil har nået et niveau, som aldrig er set før. Der er en reklame for spil hver 74. sekund døgnet rundt.

Vi er oppe imod en spilbranche, der hvert år bruger i omegnen af en halv milliard kroner på markedsføring. Til sammenligning allokerer staten hvert år fire millioner kroner til forebyggelseskampagner. Det er nærmest umulige vilkår.

Vi har brug for hurtigt at få inddæmmet problemet. Vi ønsker:

  • Strammere regulering af spilindustriens markedsføring.
  • Nye og obligatoriske tiltag der beskytter voksne og unge mod spilproblemer.
  • At spil sidestilles med tobak og alkohol i sundhedsreformer.
  • At forebyggelse og forskning bliver prioriteret i et helt andet omfang end i dag.

Ovenstående initiativer skal have særlig fokus på at redde mindreårige fra, at spil normgøres som harmløs underholdning. Spil er underholdning, men det er ikke harmløs underholdning – og den fortælling er vi kommet bagud med.

I netop kampen om at beskytte vores børn og unge møder vi desværre også spilindustriens omklamring af professionel idræt. Om du i dag ser live-sport fra sofaen eller fra stadion er fortællingen ens. Du mødes af spilreklamer overalt.

Bettingpartnerskaber i idrætten fylder. Om det er på bannerne eller spilletrøjerne, og de mindreårige kigger med.

Skatteminister Jeppe Bruus (S) har for nyligt præsenteret et udspil, hvor han blandt andet vil lave et forbud mod brug af autoriteter i markedsføring, således at professionelle sportsudøvere, kendisser og andre autoriteter skal forbydes at reklamere for pengespil.

Her omtales altså ikke problematikken ved et bettingpartnerskab, hvor logoet fra bettingvirksomheden fremtræder på spillertrøjerne – eller bannereklamerne på stadion rundt om i landet, hvor de profesionelle sportsudøvere løber rundt og beundres af voksne – men i særdeleshed af børn og unge.

{{toplink}}

Med denne massive markedsføring er det lykkedes at normgøre spil som harmløs underholdning, og konsekvenserne er nu tydelige; vi har aldrig før set så mange ludomane i Danmark.

Derfor er det vigtigt, at vi skaber nogle vilkår, som kan håndtere de udfordringer, vi desværre står overfor på ludomaniområdet. Ud over en styrkelse af vilkårene for behandlingsinstitutionerne, så er der behov for en styrket indsats både på forebyggelsesområdet og forskningsområdet.

Vi hilser debatten velkommen. Men mest af alt er der brug for politisk handling nu, da ansvarligheden i den grad har glippet.

Forrige artikel Valg i en krisetid er dybt uansvarligt Valg i en krisetid er dybt uansvarligt Næste artikel Concito: Von der Leyens nødhjælp mod energikrisen rammer rigtigt. Men djævlen ligger i detaljen Concito: Von der Leyens nødhjælp mod energikrisen rammer rigtigt. Men djævlen ligger i detaljen