Byggeriets Videnscenter får ny administrerende direktør
Christina Hvid er ny administrerende direktør i Molio – Byggeriets Videnscenter. Hun skal lede indsatsen for at gøre byggebranchen digital.
Byggeriets Videnscenter, Molio, har fået ny administrerende direktør. Det oplyser den erhvervsdrivende fond i en pressemeddelelse.
Der er tale om Christina Hvid, der tidligere har stået i spidsen for digitaliseringen af den kollektive transport i Rejseplanen A/S. Nu skal hun lede Molios forretning inden for blandt andet udvikling af digitale værktøjer og efteruddannelse.
"Jeg vil bruge min viden om digitalisering, globalisering og samarbejde. Der er vi førende i Danmark, og det skal vi drage endnu mere fordel af. Min opgave vil være at sikre, at viden og kompetencer på disse områder bliver bredt endnu mere ud og anvendt – også af de mange små og mellemstore virksomheder i bygge- og anlægsbranchen," siger Christina Hvid.
Molio på landkortet
Christina Hvid skal blandt andet være med til at gøre Molio mere synlig, herunder fondens arbejde inden for især digitalisering. Det siger bestyrelsesformanden i Molio, Christian Listov-Saabye:
"Molio skal for alvor på landkortet. Der skal prøves nye idéer, retninger og produkter af, og dem vil vi i bestyrelsen i den kommende tid prioritere sammen med Christina Hvid."
Christina Hvid er 48 år og er uddannet cand.scient.pol. Hun afløser Jørn Vibe Andreasen, der nu vil fungere som seniorkonsulent.