Briterne spenderer hvor Danmark sparer

CAMBRIDGE - Da Baroness Stowell of Beeston på vegne af dronning Elizabeth i marts kunne give det endelige royale samtykke til The International Development Bill, blev Storbritannien samtidig det første G7-land til at forpligtige sig til FN’s mål om udviklingsbistand.

0,7 procent af landets BNI hedder den FN-målsætning, som briterne den 26. marts før første gang nogensinde forpligtede sig til at opfylde.

Dermed har Storbritannien på få år bevæget sig op ad listen over donorlande fra en position langt under de 0,7 procent. I samme periode har Danmark taget turen fra en udviklingsbistand på over én procent af BNI til – hvis den siddende regering får sin politik igennem – at lægge sig på niveau med FN’s måltal.

I nationens interesse
En af de afgørende personer bag den britiske udvikling på området, er den konservative udviklingsminister Justine Greening, som har siddet på posten i de seneste tre år. Historisk set er udviklingsbistanden ellers faldet, når hendes parti har siddet på magten.

I en tale hos NGO’en Chatham House i London repeterede hun tidligere på måneden den centrale forklaring bag regeringens investeringer i udviklingsområdet, nemlig den at det både er ”rigtigt og kløgtigt i forhold til Storbritanniens nationale interesser”.

For nok gives britisk udviklingsbistand også af humanitære og altruistiske årsager, men erhvervs- og sikkerhedspolitiske kalkuler har for alvor skubbet Storbritannien frem i køen af donorlande, lød det fra Justine Greening.

”Når vi tager fat om fattigdom og ustabilitet uden for vores grænser, så tager vi samtidig fat på grundlæggende årsager til globale problemer som sygdomme, immigration, terrorisme og klimaforandringer, som også rammer os inden for grænserne. Hvis ikke vi hjælper andre lande med deres problemer, så bliver de vores problemer, hvilket vil true vores nationale sikkerhed,” sagde hun i talen og understregede de erhvervsmæssige gevinster ved investeringer i international udvikling.

”Når vi skaber job for andre, betyder det i sidste ende at vi skaber markeder, som kan understøtte britisk eksport og britiske job,” forklarede hun og tilføjede: ”Og jeg vil afvise alle påstande om, at det er et valg imellem hjælp til vores egne borgere og hjælp til folk uden for Storbritannien.”

Økonomi og blød magt
Ifølge Dr. Emma Mawdsley, som forsker og underviser i international udviklingspolitik ved University of Cambridge, er det ”bemærkelsesværdigt”, at den konservative regering har øget udviklingsbistanden trods modstand fra flere medier, dele af befolkningen og ikke mindst internt i partiet.

Hun slår samtidig fast, udviklingen ikke er forårsaget af partiets tidligere regeringsfæller fra Liberaldemokraterne, men derimod skal betragtes som et ”konservativt projekt”.

Emma Mawdsley ser en række forklaringer på det politiske skifte og peger på såkaldte ’geoøkonomiske overvejelser’ og ønsket om at styrke nationens soft power (bløde magt, red.) som de mest centrale.

”Med den løbende udvidelse af DFID (ministeriet for international udvikling, red.), har Storbritannien med succes kastet store kræfter bag soft power. Ministeriet er derfor blevet indflydelsesrigt i forhold til at forme internationale normer og politik på udviklingsområdet. Det vil regeringen ikke smide fra sig igen. Storbritannien har bragt sig i en position, hvor det effektfuldt kan udøve soft power. Det vil man ikke miste,” siger hun.

Mens rationalet om mere blød magt ifølge Emma Mawdsley er forståeligt for den politiske elite og dele af forretningsverdenen, møder den ikke stor forståelse blandt befolkningen.

Det gør til gengæld det geoøkonomiske rationale, som ifølge Emma Mawdsley primært handler om styrkelse af den britiske økonomi. Her bliver udviklingsbistanden i høj grad brugt som et eksportstimulerende instrument, hvilket ifølge forskeren er en væsentlig årsag til det boomende udviklingsbudget.

”Stadigt flere offentlige midler går i Storbritannien til strategier for den private sektor. Regeringen har så i stigende grad valgt at gøre det igennem institutioner og via fortællinger, som er knyttet til udviklingsområdet,” siger hun og forklarer, at den konservative regering dermed også er ved at rykke ved selve forståelsen af udviklingsbistand.

”Samtidig med at man investerer i udvikling, bevæger man sig væk fra den brede bistand. Sammenhængen mellem vækst og udvikling bliver stærkere, hvilket ikke nødvendigvis er positivt. En økonomi kan nemlig sagtens vokse uden at udvikle sig. I Storbritannien vokser økonomien eksempelvis, selvom der samtidig er kommet flere fattige.”

”I en forandringsfuld verden forandrede vi os”
Når den britiske regering ikke på samme måde som den danske vil knytte spørgsmålet om udviklingsbistand til en debat om velfærdsgoder til egne statsborgere, handler det ifølge Emma Mawdsley til dels om de ”post-imperialistiske tømmermænd”, landet stadig bærer på.

Briterne har endnu en følelse af storhed og deraf også ansvarsfølelse for resten af verden, lyder vurderingen.

Spørger man udviklingsminister Justine Greening, skyldes den udviklingspolitiske forandring imidlertid ikke så meget hverken fortiden eller forandringer i hendes eget parti. Det er tværtimod den omkringliggende verden, som har ændret sig, og som regeringen derfor nu naturligt tilvænner sig.

”En gennemgang af alle disse (globale udfordringer, red.) efterlod en forståelse af, at hvis vi skulle håndtere udfordringerne, så var vi nødt til at handle på de underliggende årsager og ikke på deres symptomer. Dengang, såvel som nu, står vi over for en kompleks og farlig verden. I en forandringsfuld verden forandrede vi os,” sagde hun i sin tale, før hun afsluttede med en mindre hyldest til Storbritanniens nye plads blandt verdens førende donorlande.

”Når det kommer til udvikling, er der ikke noget andet land, som gør mere end os lige nu. Der er ikke andre, som gør det så fleksibelt, hurtigt og smart. Det er ikke bare rigtigt, men det er også klogt for Storbritannien, som kan holde hovedet højt på verdensplan. Vores investering på 0,7 procent af BNI er 100 procent i vores nationale interesse.”

tyson@altinget.dk