Bjerregaard stiler efter Fredericias borgmesterkontor
FREDERICIA: Medlem af Folketinget Jacob Bjerregaard (S) vil nu som ventet gå efter borgmesterposten i Fredericia.
Efter længere tids spekulationer blev det i dag officielt. Jacob Bjerregaard, der er medlem af Folketinget for Socialdemokraterne, vil i forbindelse med kommunalvalget i efteråret gå efter at blive borgmester i Fredericia.
"Efter modne overvejelser og mange opfordringer har jeg i dag sagt ja til at være borgmesterkandidat for S i Fredericia. Glæder mig enormt meget til arbejdet. Og glæder mig til et bredt og respektfuldt samarbejde i Fæstningsbyen," skriver han på sin facebook-profil.
Hvis det lykkes Jacob Bjerregaard at blive borgmester ved kommunalvalget til november, vil han samtidig forlade Folketinget. Bliver han derimod blot valgt som menigt byrådsmedlem i Fredericia, vil han fortsætte på Christiansborg.
Det siger han til Jyllands-Posten.
Det er fortsat Venstre, der sidder på borgmesterposten i Fredericia efter hele forløbet omkring Thomas Banke, der trak sig fra posten 10. januar. Siden tog venstremanden Kenny Bruun Olsen over.