Tag med i forhandlingslokalet: Rasende Lykketoft, formandens tasketrick og Hjorts metode

PODCAST: I 20 år har Bent Hansen (S) været med til den årlige armlægning mellem regeringen og regionerne om økonomien i sundhedsvæsenet. Hør ham fortælle om de episoder i Finansministeriet, han aldrig glemmer.

Find os på iTunes her | Find os på Soundcloud her.

Hvordan foregår armlægningen mellem regeringen og regionerne til de årlige økonomiforhandlinger, når over 100 milliarder kroner til sundhedsvæsenet skal fordeles?

Det ved den nu tidligere formand for Danske Regioner Bent Hansen (S), der i 20 år har været med til de centrale forhandlinger i Finansministeriet.

I Altingets nye podcast-afsnit fortæller Bent Hansen i detaljer om forløbet, mens Danske Regioners og regeringens embedsmænd i disse dage langsomt starter de uofficielle sonderinger efter internt at have forberedt sig i næsten et år.

Vis mig pengene
Danske Regioners formand og næstformand dukker dog først op i Finansministeriet i maj. Og så starter en række møder med indlagte regne- og tænkepauser.

"Men i det sidste døgn så er tiden til udenomssnak forbi. De papirer, som skal udveksles, er udvekslet. De bestilte beregninger er klar. Kom så til core business: Hvordan ser pengene ud?" fortæller Bent Hansen om stemningen til forhandlingerne.  

Styrken mellem regionerne og regeringen bølger op og ned med cirka fire års interval, vurderer Bent Hansen. "Udsigten til et Folketingsvalg kan gøre den siddende regering mere rundhåndet."

"Regeringen har de største muskler to år efter et valg. Det har jeg også sagt til mine efterfølgere: Husk her til foråret, at det er sidste gang, I skal forhandle økonomi inden næste folketingsvalg," siger Bent Hansen. 

Til sidst sidder der kun to
Der sidder ganske mange embedsmænd med til forhandlingerne. Men ifølge Bent Hansen så er en del økonomiforhandlinger endt med, at både regionernes og Finansministeriets embedsmænd er blevet sat uden for døren.

Så er det kun Danske Regioners formand og finansministeren, som forhandler ansigt til ansigt. Bent Hansen fortæller, hvordan en regionsformand og en finansminister under fire øjne prøver at nå til enighed.

Ifølge Bent Hansen er forhandlingerne en god blanding af spin i medierne, talanalyser, som er meget lidt uvildige, og logikken fra Hjallerup Marked – man mødes på halvvejen.

Krestens taske-trick 
Bent Hansen har som forhandlingsdeltager både oplevet en rasende finansminister som Mogens Lykketoft (S) og en formand for Amtsrådsforeningen, Kresten Philipsen (V), der flere gange lavede sit berømte taske-trick i Finansministeriet, når tonen blev for ubehagelig. Bent Hansen er selv en enkelt gang udvandret fra Finansministeriet i vrede over daværende økonomiminister Lene Espersen (K).

Samtidig kan Bent Hansen også fortælle, at han og tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) havde en særlig metode til at forkorte natte-forhandlingerne i slutspurten.

Find os på iTunes her | Find os på Soundcloud her.

Forrige artikel Bent Hansen: Sundhedsstyrelsen skal samles igen Bent Hansen: Sundhedsstyrelsen skal samles igen Næste artikel Bent Hansen om dårligt forhold til KL: Har ikke mødtes i et år Bent Hansen om dårligt forhold til KL: Har ikke mødtes i et år