Barnepigestaten pakker mennesker ind i et tykt lag bobleplast
Når vi udbetaler tårnhøje offentlige ydelser til folk, som ikke har brug for det, er det både uretfærdigt over for dem, der har et arbejde og gerne vil bidrage til samfundet, og for dem, der faktisk har brug for hjælp, skriver Mads Strange.
For nylig kunne man i Politikens debatspalter læse om den 38-årige Jonathan Hansen, der var faret i blækhuset for at annoncere, at han enten er nødt til at sælge sin bil eller aflive sin hund, da han ikke har råd til begge dele.
Siden han i sommer blev kandidat i uddannelsesvidenskab, har Hansen nemlig været på dagpenge til en månedlig sats på mere end 14.000 kroner, som han kan modtage i to år.
Men med den nye aftale om dagpenge kan han "kun" se frem til modtage 12.000 kroner om måneden i ét enkelt år.
Det er Hansen blevet så provokeret af, at han er gået på barrikaderne med et budskab om, at den nedsatte sats "skaber splittelse, smadrer nyuddannede unges eksistensgrundlag og er urimelig".
Historien om den privilegieblinde Jonathan Hansen, der – på trods af at have fået foræret en lang, videregående uddannelse og modtaget verdens bogstaveligt talt højeste SU – alligevel kræver flere af fælleskassens penge, er langt fra at være en enlig svale.
For ti år siden var der sagen om 'Dovne Robert', der hellere ville være på kontanthjælp end at have et job, som han ikke fandt interessant.
Og forrige år kunne man læse om 33-årige Mette Madsen, der på grund af sin akademiske filosofiuddannelse følte sig for fin til at tage et rengøringsjob, og derfor havde været på dagpenge i to år.
Når historier som disse med jævne mellemrum dukker op i medierne, er det et vidnesbyrd om, at der er noget helt galt med den måde, vi har indrettet vores samfund på.
For når vi udbetaler tårnhøje offentlige ydelser til folk, som ikke har brug for det, er det ikke blot uretfærdigt over for den del af befolkningen, der har et arbejde og gerne vil bidrage til samfundet. Overfloden af offentlige ydelser til folk, som godt kan – men bare ikke vil – arbejde, betyder nemlig også, at der uvægerligt vil være færre ressourcer tilbage til alle andre.
De danskere, der reelt ikke kan arbejde, og som vi bestemt bør hjælpe, kommer derfor til at få ringere eller i værste fald ingen hjælp. Det gætter jeg på, at folk Jonathan Hansen ikke har skænket en tanke.
For de fleste mennesker, der aldrig selv tager ansvar og er vant til at få alt serveret på et sølvfad, har ofte svært ved at se længere end til sin egen næsetip.
{{toplink}}
De er nemlig blevet lullet ind i en tung tornerosesøvn af manglende virkelyst, fordi den omklamrende barnepigestat hele deres liv har pakket dem ind i et tykt lag bobleplast af tilskudsordninger og bistandsydelser.
Problemet er bare, at man gør folk en bjørnetjeneste, når man ikke stiller krav til dem. For Hansens udfordring er jo ikke, at han ikke har noget at bidrage med. Tværtimod.
Han er dygtig og begavet nok til at tage en lang, videregående uddannelse, få bragt klummer i Politiken og stille op til adskillige interviews i medierne. Men i stedet for selv at tage ansvar for at finde et job, dyrker han troligt sin offermentalitet ved at skyde skylden på alle andre for, at han ikke kan finde et arbejde.
Jonathan Hansens problem er derimod, at han ikke er blevet mødt med en forventning om, at han som voksen og myndig borger selvfølgelig selv skal tage ansvar for sit eget liv.
Hans offermentalitet er ikke opstået på trods af den socialdemokratiske velfærdsstat, hvor der hvert år bliver brændt milliarder af kroner af på høje offentlige ydelser, socialpolitiske initiativer, ressourceforløb og jobcentre. Hans offermentalitet er opstået på grund af systemet.
Hvis vi giver folk som Hansen ret i, at det er synd for dem ved at forøge deres ydelser eller forlænge den periode, som de kan modtage dem i, kommer de ikke til at få det bedre.
Det, de har brug for, er, at det omkringliggende samfund møder dem med nok respekt til at fortælle dem, at også de har en masse at bidrage med.
Men det kræver, at de lægger offermentaliteten på hylden og selv begynder at tage ansvar.
Alle politikere kan lære af Ida Auken
Hvorfor fylder danskernes hverdag så lidt for politikerne?
