Bag om Løkkes integrations-succes: Hver fjerde IGU-forløb ender som fiasko

INTEGRATION: Regeringen og arbejdsmarkedets parter er svært tilfredse med, at der er oprettet 1.890 jobforløb for flygtninge siden trepartsaftalen i 2016. Men med til historien hører, at kun knap halvdelen bliver gennemført.

Næsten 1.900 flygtninge er blevet udpeget til et såkaldt IGU-forløb siden trepartsaftalen i 2016 om integration på arbejdsmarkedet.

Men knap halvdelen af de oprettede IGU-forløb bliver aldrig gennemført. En del flygtninge havner alligevel i job eller uddannelse efter det afbrudte forløb, mens knap hver fjerde af det samlede antal IGU-forløb forliser uden resultater.

Det viser en opgørelse, som Altinget har indhentet fra Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) ønsker ikke at kommentere det store frafald, men Venstres integrationsordfører, Mads Fuglede, fastholder, at ordningen er en succes.

"Nogle ryger ud, og nogle går videre til noget andet, men vi kan se, at den samlede erhvervsfrekvens blandt flygtninge stiger meget voldsomt − især blandt kvinder. Det er enormt vigtigt for at få gjort flere selvforsørgende, det er vigtigt for samfundet, og det er vigtigt for deres børn," siger han.

Toårigt forløb skal skaffe flygtninge i job
Formålet med IGU-ordningen er at skaffe flygtninge hurtigere i job. Forløbet varer i to år, som består af lønnet praktik på en virksomhed afbrudt af kortere skoleperioder.

Opgørelsen fra Udlændinge- og Integrationsministeriet er baseret på 1.524 IGU-forløb, der blev oprettet i perioden juli 2016-juli 2018 − og omfatter dermed ikke samtlige af de 1.890 oprettede forløb.

Heraf fremgår det, at 37 procent af de oprettede forløb blev afbrudt før tid, mens otte procent aldrig blev påbegyndt.

Ud af de 45 procent, som ikke gennemfører IGU-forløbet, er der 45 procent, som tre måneder senere er kommet i job eller i uddannelse.

Tilbage står 55 procent af de afbrudte IGU-ansættelser, som hverken fører til job eller uddannelse. Det svarer til en fjerdedel af det samlede antal IGU-forløb.

Det store frafald er i sig selv ikke overraskende, vurderer Lars Larsen, direktør i LG Insight, der rådgiver kommuner og myndigheder på flygtninge- og integrationsområdet.

"Men tallene indikerer, at vi skal være bedre til at indstille kikkerten på de rigtige i målgruppen," siger han.

Ordning forlænget til 2022
IGU-ordningen var i første omgang kun en treårig prøveordning, men regeringen og arbejdsmarkedets parter aftalte i februar at forlænge ordningen til 2022.

Læs mere: Uenighed i blå blok efter aftale om integrations­uddannelse 

Mads Fuglede anerkender, at det vil være en fordel at målrette ordningen.

"Jeg er sikker på, at vi kan blive bedre til at udvælge de rigtige og målrette ordningen, men jeg er også sikker på, at vi ikke skal forvente at få succesrater, hvor der ikke falder en vis andel fra. Især når man har med folk at gøre, som har en meget anderledes kulturel og erhvervsmæssig baggrund, så er det vanskeligt at få alle forløb til at sidde lige i skabet," siger integrationsordføreren.

Læs hele artiklen på Altinget:arbejdsmarked, hvor Lars Larsen fra LG Insight uddyber forklaringen på det store frafrald.

Forrige artikel KL ansætter ny direktør for digitalisering og sundhed KL ansætter ny direktør for digitalisering og sundhed Næste artikel Nu bliver det lettere for EU-borgere at få danske dagpenge Nu bliver det lettere for EU-borgere at få danske dagpenge