Uenighed i blå blok efter aftale om integrations­uddannelse

JOBFORLØB: Regeringen og arbejdsmarkedets parter har aftalt at forlænge integrationsgrunduddannelsen (IGU) til 2022. Men det huer hverken Liberal Alliance eller Dansk Folkeparti – de har dog forskellige grunde til at være imod.

Den er blevet et symbol på integration, og derfor er der delte meninger om, hvorvidt den fortsat skal eksistere.

Integrationsuddannelsen – den såkaldte IGU-ordning – er et toårigt forløb, som skal være en trædesten for flygtninge og familiesammenførte til arbejdsmarkedet.

Mandag indgik regeringen og arbejdsmarkedets parter en aftale om at forlænge ordningen, som efter snart tre års prøveperiode nærmede sig sin udløbsdato. Nu skal den køre til i hvert fald 2022.

Aftalen vækker dog langtfra begejstring hos Dansk Folkeparti, som under de turbulente forhandlinger om en skatteaftale i vinteren 2016/2017 lagde regeringen under pres for at foretage markante forringelser af ordningen.

"Det er ikke med vores accept, at de nu vil forlænge den her ordning. Og det er ikke noget, vi vil støtte, når det kommer i folketingssalen," siger arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted.

1.890 IGU-aftaler
Forløbet veksler mellem lønnet praktik og uddannelse og er målrettet flygtninge mellem 18 og 40 år, som har været i Danmark i mindre end fem år.

Siden ordningens fødsel i 2016 er der registreret 1.890 IGU-aftaler. Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) er derfor stærkt tilfreds med, at ordningen nu kan fortsætte.

Dansk Folkeparti er imod IGU-ordningen, fordi integration på arbejdsmarkedet ifølge partiet kan medvirke til at fastholde flygtninge i Danmark, som ellers skulle sendes hjem hurtigst muligt.

Konkret er det dog optjeningsretten til dagpenge under IGU-forløb, som udgør den største torn i øjet på DF.

"De får ikke nogen reel uddannelse eller et svendebrev, men de får ret til dagpenge, fordi de har gennemgået en introduktion til det danske arbejdsmarked. Spørgsmålet er, om ikke mange af dem, som går på en IGU-uddannelse, burde arbejdsprøves og sendes hjem i stedet for," siger Bent Bøgsted.

LA er imod, men stemmer for
Regeringen får dog næppe problemer med at få stemt forlængelsen af IGU-ordningen igennem uden støtte fra Dansk Folkeparti, da Socialdemokratiet, Konservative, Radikale, Alternativet og dele af SF i sin tid stemte for ordningen.

På de indre linjer skaber aftalen med arbejdsmarkedets parter dog uro. Liberal Alliance stemte nemlig imod ordningen, før de blev opslugt i regeringen.

Principielt er partiet fortsat modstandere af ordningen, forklarer integrationsordfører Joachim. B. Olsen.

"Vi har ikke ændret holdning. Det er egentlig fornuftigt nok, at man kan komme ind på arbejdsmarkedet til en lavere løn, men det er problematisk, at det kan bruges som en vej ind i dagpengesystemet," siger han.

Liberal Alliance har dog accepteret forlængelsen som led i et kompromis i regeringen, og Joachim. B. Olsen forsikrer, at alle medlemmer af folketingsgruppen kommer til at stemme for aftalen.

Læs hele artiklen på Altinget: arbejdsmarkedhvor du også får fagbevægelsens syn på aftalen.

Forrige artikel Her er syv nedslag i rapporten, der gør ligestillingsministeren bekymret over holdninger blandt etniske minoriteter Her er syv nedslag i rapporten, der gør ligestillingsministeren bekymret over holdninger blandt etniske minoriteter Næste artikel Her er regeringens nye kommission til grøn omstilling af personbiler Her er regeringens nye kommission til grøn omstilling af personbiler