Arnfeldt sigtet for læk

SKATTESAG: Tidligere spindoktor Peter Arnfeldt bliver sigtet for at have lækket Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnocks skatteoplysninger.

Københavns Politi har valgt at sigte Peter Arnfeldt for at have lækket Helle Thorning-Schmidt (S) og Stephen Kinnocks skatteoplysninger.

Peter Arnfeldt, der var spindoktor for fhv. skatteminister Troels Lund Poulsen (V), blev i sidste uge afhørt af Skattesagskommissionen. Her gentog han adskillige gange, at han ikke havde lækket oplysninger.

Peter Arnfeldts advokat Henrik Stagetorn fortalte tidligere i dag, at han havde sendt et brev til Københavns Politi, hvor han krævede, at politiet opgav en eventuel sigtelse. Ifølge advokaten kom der i sidste uge ikke oplysninger frem, der ville belaste Peter Arnfeldt så meget, at det ville kunne føre til en sigtelse.

"Vi er overraskede over sigtelsen. For i marts måned udtalte politiet på skrift, at de ikke mente, der var grundlag for at rejse en sigtelse. Det har de altså ment nu," siger Henrik Stagetorn til TV 2 NEWS og fortsætter:

"Jeg må bare konstatere, at politiet har en helt anden udlægning af sidste uges afhøringer, end jeg har. Det er en situation, vi er kede af."

Forrige artikel Per Ørum forlader Kristendemokraterne Per Ørum forlader Kristendemokraterne Næste artikel Søvndal går som formand Søvndal går som formand