Anders Samuelsen: "Vi er ikke i krig med de andre partier"

LANDSMØDE-TALE: Liberal Alliances formand Anders Samuelsen vil styrke samarbejdet i blå blok, og det må gerne munde ud i en flertalsregering.

AALBORG: ”Kom nu, lad os komme i gang, lad os finde ud af det samarbejde – lad os få en flertalsregering.”

Sådan lød opfordringen fra Liberal Alliances formand, Anders Samuelsen, under hans tale ved partiets landsmøde lørdag i Aalborg.

Han mener, der er behov for at styrke det borgerligt-liberale samarbejde, og han afviser i samme ombæring, at Liberal Alliance bekriger de andre partier i blokken.

”Vi er ikke i krig med de andre partier. Vi ønsker faktisk et fordomsfrit samarbejde. For uden et samarbejde, der opnår man faktisk ikke rigtig nogen resultater. Så opnår man stilstandspolitik, og det er det sidste, Danmark har brug for,” sagde Anders Samuelsen.

Formanden inviterede de tre andre blå partier til at tage deres partiprogrammer under armen, sætte sig sammen og lægge en fælles plan.

Han er overbevist om, at de sagtens kan finde hinanden i et borgerligt-liberalt samarbejde

”Hvor der er plads til noget til de Konservative, plads til Dansk Folkeparti, plads til Liberal Alliance og plads til Venstre,” sagde Samuelsen.

Stormende genvalg
Hvis det lykkes partierne at udstikke en fælles kurs, så er Anders Samuelsen overbevist om, at det vil komme dem alle til gavn ved et fremtidigt folketingsvalg.

”Tænk, hvis de fire borgerlige partier gik sammen om at lægge sådan en plan, lægge nogle konkrete lovforslag frem og fik dem vedtaget, og man kunne nå at se effekten af det inden næste folketingsvalg,” sagde Anders Samuelsen og tilføjede:

”Ved I hvad, jeg er overbevist om, at hvis man gjorde det, så vil man få et tordnede genvalg, og man vil få fremgang til alle partierne – ikke kun til Liberal Alliance.”

Truslerne udeblev
Landsmødetalen indenholdt ingen gentagelser af tidligere trusler om at hive tæppet væk under regeringen, hvis Liberal Alliance ikke får opfyldt sin politiske mærkesag om at gøre noget ved topskatten i forbindelse med regeringens skatteforhandlinger til efteråret.

Krisen i blå blok blev ligeledes heller ikke nævnt. Dog bragte Anders Samuelsen kortvarigt landbrugspakken på banen i forbindelse med sin opremsning af Liberal Alliances politiske resultater:

”Den er blevet sværtet til af noget andet undervejs, som jeg ikke skal nævne med ord her, men det synes jeg bare er beklageligt, fordi det bliver et bedre landbrug, og det bliver bedre landbrug for os alle sammen,” sagde han.

Selvom truslerne var blevet skiftet ud med ønsket om samarbejde, så fik Anders Samuelsen alligevel tid til at understrege, at det stadig er partiets store målsætning at gøre noget ved skatten.

”Ja, vi går stadig ind for at fjerne topskatten, det gør vi. Og ja, vi går stadig ind for, at ingen danskere, som har en arbejdsindtægt, skal betale skat af de første 7000 kroner, man tjener hver måned,” sagde han.

Se hele talen her.

Forrige artikel Se programmet og gæstelisten til Ankers bisættelse Se programmet og gæstelisten til Ankers bisættelse Næste artikel Frank Dahlgaard rimede sig gennem LA-tale