Analyse: Kan Snowden få amnesti efter Obamas NSA-tale?

WASHINGTON DC - Det hele startede i forsommeren 2013. Gennem et stykke tid havde to aviser - amerikanske New York Times og britiske The Guardian - offentliggjort opsigtsvækkende nye oplysninger om omfanget og rækkevidden af den overvågning, som det amerikanske nationale sikkerhedsagentur (NSA) stod for både i USA og i udlandet.

Informationerne var sensationelle i sig selv, men de samlede sig hurtigt til en debat af stormstyrke, da den 29-årige Edward Snowden, selv tidligere NSA-ansat, stod frem i den første uge af juni og via et 12 minutter langt videointerview sendt fra en tv-skærm i Hong Kong bekendtgjorde, at det var ham, der havde lækket oplysningerne, der lå til grund for de sensationelle historier.

Derudover fortalte han, at han agtede at fortsætte med at lække oplysninger, sådan at amerikanerne - og verden - kunne "få taget den nødvendige offentlige debat om, hvorvidt disse programmer og politikker er rigtige eller forkerte".

Resten af historien er velkendt, og de 58.000 sider, som var en del af den første "oplysningsbølge" fra Snowden, var langt fra det sidste. Udvalgte aviser - som også inkluderede den tungeste politiske avis i den amerikanske hovedstad, The Washington Post - har lige siden bragt nyheder til torvs, som for blot et år siden ville have syntes utænkelige.

Nyhederne handler om alt fra den amerikanske efterretningstjenestes samlede budget, til de 16 tjenesters styrker og svagheder i udvalgte lande. Men hvad der først og fremmest har chokeret den globale offentlighed er omfanget af overvågning - registrering af de såkaldte meta-data fra muligvis alle borgeres telefoner og e-mail (mønstre i kommunikation snarere end selve indholdet af den) - samt mulig aflytning af en række udenlandske stats- og regeringsledere, som NSA har stået for. Og meget tyder på, at vi har mere til gode, for Snowden har angiveligt sikret sig oplysninger, der fylder over 1,7 millioner normalsider.

Obamas store tale
Protesterne over det nationale sikkerhedsagenturs metoder gik verden rundt og var ikke mindst højrøstet i USA. Her lød de forargede røster over Snowdens "forræderi" godt nok højest, men der var ikke desto mindre også bekymrede diskussioner om omfanget af statslig kontrol med den grundlovssikrede personlige frihed, som enhver amerikansk statsborger er udstyret med fra fødslen.

I lyset af de store protester varslede præsidenten før jul, at han i januar agtede at præsentere et udspil, der både skulle forøge kontrollen med efterretningstjenesterne og begrænse omfanget af tjenesternes aktiviteter.

Talen, som kan læses i sin helhed her, blev holdt 17. januar og fik en særdeles blandet modtagelse i offentligheden. Skudsmålene strakte sig over "historisk milepæl" til "gammel vin på nye flasker". Den generelle modtagelse i Kongressen var dog, at præsidentens tale var et positivt første bud på en reform, der nu skal udmøntes og implementeres.

Fortsat overvågning men bedre kontrol
Præsidentens overordnede tilgang var imidlertid klar. Om end han vil arbejde for at øge gennemsigtigheden i efterretningstjenesternes arbejde, så vil han "ikke stoppe disse programmer fuldstændigt: Ikke blot fordi jeg mener, at de gør os sikrere, men fordi der hverken i den oprindelige evaluering, eller i det jeg har fundet ud af senere, er noget, der tyder på, at vores efterretningstjenester har forsøgt at bryde loven, eller at de tager let på deres medborgeres borgerrettigheder," lød det fra Obama.

Samme dag fremlagde han planen om blandt andet at begrænse opbevaring af data fra mobiltelefoner i detaljer.

Præsidenten forsikrede også borgerne om, at NSA ikke er interesseret i "almindelige menneskers gøren og laden", og at agenter i øvrigt er mennesker "ligesom resten af os". Han mindede også om, at USA og andre regeringer verden over langt fra er de eneste der benytter sig af overvågning eller indsamling af store mængder data: private virksomheder sporer også i stor stil borgernes onlineaktiviteter i reklame-øjemed, sagde han.

Varsler flere store ændringer
Af konkrete ændringer foreslog præsidenten etableringen af en overgangsperiode, hvor efterretningstjenesternes anmodninger om at få adgang til data fortsat vil gå igennem den særlige domstol, Foreign Intelligence Surveillance Court (FISA), der i princippet skal udstede kendelser, inden de føderale efterretningstjenester lytter med.

FISAs dommere, der er regeringsudpegede, skal i "signifikante tilfælde" suppleres af et panel af uafhængige advokater, som skal konsulteres, før domstolen skal tage stilling til, om NSA må benytte sig af arkivet. Efterretningstjenesten og rigsadvokaten har fået tre måneder til at udforme et alternativ til regeringens nuværende praksis med at udarbejde en database over metadata, og herefter vil præsidenten bringe forslaget op i Kongressen.

Af andre konkrete tiltag var et forslag om, at telefonselskaberne selv holder på deres data, eller at der oprettes en ny, ikke-statslig enhed til at vedligeholde indholdet. Begge forslag blev prompte mødt med kritik:

"Hvis det er sådan, vi ender, så får de kamp til stregen," lød det eksempelvis fra Kevin Bankston, der er politisk direktør i den liberale tænketank New America Foundations Open Technology Institute.

Endelig forsikrede præsidenten også om, at statsoverhoveder og regeringschefer i "venligtsindede allierede lande" ikke længere skal udspioneres.

Ros fra demokratiske kritikere - kritik fra ACLU
Blandt Obamas partifæller var der ikke uventet ros til talen. De tre kendte NSA-kritikere og demokratiske senatorer; Mark Udall, Ron Wyden og Martin Heinrich, udsendte en fælles erklæring efter talen, hvor de især roste præsidentens løfter om begrænsninger af indsamlingen af meta-data:

"Afslutningen af den massive dataindsamling er et stort skridt på vej hen imod en genskabelse af amerikanernes forfatningsmæssige rettigheder og genopbygning af tilliden til staten. Tag ikke fejl, dette er en milepæl i vores langvarige bestræbelser på at reformere NSA's omfattende program til indsamling af informationer."

Omvendt var USA's største borgerrettighedsorganisation, ACLU, ikke imponeret. Organisationen hæftede sig blandt andet ved, at NSA's omfattende og usorterede indsamling af data fortsætter, også selvom det eventuelt ikke længere er NSA, der skal stå for at opbevare oplysningerne.

Direktør for ACLU Anthony Romer sagde i sin pressemeddelelse, at Obama må "afslutte og ikke blot justere regeringens indsamling og opbevaring af alle lovlydige amerikaneres data. Når regeringen indsamler og opbevarer oplysninger om alle amerikaneres telefonsamtaler, udøver den et klassisk lærebogseksempel, på hvad der må benævnes egentlig grundløs ransagning, hvilket strider mod forfatningen".

"Tomme, kosmetiske reformer"
Edward Snowdens nærmeste allierede i pressen, den tidligere the Guardian-journalist Glen Greenwald, var heller ikke begejstret for talen, som han kaldte for kosmetisk og udtryk for "den samme fortærskede taktik, som USA har anvendt i årtier over for større politiske skandaler".

Greenwald er sammen med kollegaen Laura Poitras de eneste journalister i verden, der har fået adgang til alle de dokumenter, Edward Snowden ligger inde med.

Greenwald mener, at de politiske ledere blot "forsøger at få det til at se ud som om, de forstår og endda imødekommer offentlighedens vrede, ved at hævde at denne sag har rejst alvorlige spørgsmål":

"Herefter sværger de på, at de vil råde bod på systemets skavanker, så tilsvarende problemer aldrig opstår igen. Hvorefter de foretager sig præcis det modsatte: nemlig at finjustere systemet for at bevare det og gøre det mere politisk spiseligt med tomme, kosmetiske reformer, der skal formilde den offentlige vrede. Systemets grundtræk består, men er nu vanskeligere at kritisere end førhen," lød det fra Greenwald i et svar, der bl.a. blev offentliggjort i Danmark i Dagbladet Information.

Greenwald bemærker også, at præsidenten kun har taget sine nye initiativer grundet det betydelige og stigende offentlige pres, "foruden fortsatte bekymringer og ubehag hos de amerikanske internetgiganter og en overraskende stærk modstand fra det internationale samfund mod det ukontrollable amerikanske overvågningsmaskineri".

En aftale om frit lejde?
I lyset af den stærkt delte debat om talen er der imidlertid vokset en amerikansk debat frem, hvor visse røster advokerer for, at Snowden - der pt. har fået midlertidigt asyl i Rusland, og som er eftersøgt i USA, og ville blive stillet for en domstol for at svare på de alvorlige anklager om forræderi, som regeringen har imod ham, hvis han vendte hjem - bør gives amnesti, mod at han indstiller offentliggørelsen af flere informationer.

Fortalerne mener, at man dels kan begrænse yderligere skade på den nationale sikkerhed, dels herved kunne anerkende, at lækagerne rent faktisk har udløst en produktiv og nødvendig diskussion, der fremmer det amerikanske demokrati.

Præsidenten har ikke forholdt sig til den debat, der først og fremmest er blevet båret frem på lederplads af den avis, der har profiteret mest af Snowdens oplysninger: New York Times. Men Obama har erkendt, at debatten ikke var blevet taget uden Snowdens handlinger, og han har tilkendegivet, at han hilser "den nødvendige debat" velkommen. I London har the Guardian ikke overraskende erklæret sig enige med New York Times.

Senest har en tredje, usandsynlig røst erklæret sig enig med de to aviser. Det skete for tre uger siden, da Rick Ledgett - som er den chef i NSA, der er ansvarlig for agenturets vurdering af, hvor stor skade den unge tidligere programmør har forvoldt på NSA's operationelle kapacitet - i programmet "60 Minutes" tilkendegav, at myndighederne burde tage diskussionen om amnesti til Snowden:

"Jeg ville dog kræve forsikringer for, at intet nyt materiale ville blive offentliggjort først," sagde Ledgett, der talte "på egne vegne", men som ikke desto mindre regnes for en af de fire øverste chefer i NSA.

Ledgetts offentlige opblødning udløste intense diskussioner i det indspiste efterretningsmiljø i og omkring Washington, hvor det imidlertid langt fra er alle medier, der stemmer begejstret i, når det gælder muligheden for amnesti til Snowden. Washington Posts ledere har konsekvent påpeget, at den afhoppede programmør har forbrudt sig mod den ed og de løfter, man afgiver, når man tager ansættelse ved efterretningstjenesterne, og har talt for nødvendigheden af en domstolsbehandling, skulle Snowden mod forventning vende hjem.

Republikansk anklage: Snowden er russisk spion
Andre kritikere er gået videre: som den republikanske formand for udvalget til kontrol med efterretningstjenesterne i Repræsentanternes Hus, Mike Rogers. Onsdag i denne uge udtalte han det, som mange i agentmiljøet hvisker om, men som ikke er blevet sagt højt: at Snowden intet andet er end en gemen "russisk spion."

På NBC's program "Meet the Press" i søndags sagde Rogers til vært David Gregory, at han ikke troede, Snowden havde handlet alene:

"Lad mig bare sige det sådan, at jeg tror, der er gode grunde til, at han er endt, hvor han er: i de kærlige arme, der tilhører en FSB-agent i Moskva," lød det fra Rogers.

"Det tror jeg langt fra er en tilfældighed."

Snowden kaldte mandag Rogers' udtalelser for "absurde," mens hans juridiske rådgiver, Ben Wizner, sagde til Washington Post, at den amerikanske regering er fuldt ud klar over, hvor den kan finde den unge programmør, hvis Washington ønsker "en produktiv og konstruktiv diskussion om løsninger, der ikke indebærer, at Edward Snowden havner bag tremmer".

Foreløbig er der ikke noget, som tyder på, at regeringen har konkrete planer i den retning, men til gengæld kan man være 100 procent sikker på, at vi ikke har hørt det sidste til hverken Edward Snowden eller den komplekse og vidtforgrenede diskussion om grænserne for statens overvågning vis-a-vis borgernes fysiske sikkerhed og individets retsstilling.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC.

annegrethe@altinget.dk