Analyse: Hvad Ukraine siger om USA's udenrigspolitik

WASHINGTON DC - Hvordan står det til med amerikansk magt i verden, og hvordan håndterer præsident Barack Obama udfordringerne på den globale scene? Disse spørgsmål bakser analytikere, kommentatorer og eksperter med i den amerikanske hovedstad i disse uger, i anledning af eskalationen af krisen i Ukraine.

På overfladen er Obamas linje konsistent. Præsidenten er, siger han, overbevist om, at konflikten mellem Ukraine og Rusland kan løses på en diplomatisk og fredelig måde, som tilgodeser begge parter:

"Internationale observatører skal lukkes ind over alt i Ukraine. De skal sørge for, at alle ukrainere bliver behandlet ordentligt. Også de russere, der opholder sig i landet," lød det fra Obama ved et velbesøgt pressemøde i Det Hvide Hus torsdag.

Flere sanktioner mod Rusland
På det samme møde annoncerede præsidenten også, at USA støtter EU i de nye sanktioner, som Unionen har meddelt, samt at Amerika sammen med sine allierede vil stå ubrydeligt fast og sammen på en hård linje, hvis ikke Rusland trækker landets styrker tilbage fra den strategisk vigtige Krim-halvø.

USA indstillede i løbet af ugen forhandlinger og direkte kommunikation med Rusland, lige som Obama torsdag besluttede at indføre visumsanktioner samt sanktioner mod "personer, som har truet freden, sikkerheden, stabiliteten, suveræniteten eller den territoriale integritet for Ukraine."

Samtidig indefryser USA også alle værdier, som de omtalte personer måtte have deponeret i Amerika. Sanktionerne kom i stand via en såkaldt executive order - et præsidentielt dekret, hvor Det Hvide Hus ikke behøver af afvente en godkendelse fra Kongressen.

Risikerer at ødelægge Moskva og Washingtons forhold
I en timelang telefonsamtale med Ruslands præsident Vladimir Putin torsdag aften understregede Obama, at omend krisen i Ukraine ikke ville "ødelægge forholdet mellem Moskva og Washington", så repræsenterer de russiske tropper på Krim en krænkelse af Ukraines territoriale suverænitet. Tropperne må returnere til deres base, lød det fra den amerikanske statsleder.

Præsident Putin var enig med Obama i, at de "russisk-amerikanske relationer ikke skal ofres grundet uenigheder om enkeltstående, omend ekstremt vigtige, internationale problemer."

Det var anden gang, at de to ledere talte i telefon i denne uge, hvor de to landes udenrigsministre også mødtes. Obama slog i løbet af samtalen også fast, at USA ikke anerkender den planlagte afstemning i Krims parlament, om hvorvidt halvøen skal blive russisk territorium.

En sådan afstemning strider både mod Ukraines forfatning og folkeretten, siger Obama, der understregede, at en folkeafstemning kun kan finde sted, hvis den godkendes af regeringen i Kiev.

Svag Obama indbyder til aggression
Og mens verdens interesse med andre ord således fortsat er rettet mod Ukraine og Krim, udkæmpes der en verbal krig i den amerikanske hovedstad: krigen om USA's udenrigspolitik.

Eller måske rettere: opfattelsen af den. Og her er det ikke for meget sagt, at temperaturen er oppe i det røde felt. Den kendte republikanske kritiker af Obamas håndtering af de globale udfordringer, senator Lindsey Graham fra South Carolina, udtrykte det således i løbet af ugen:

"Hver gang præsidenten går på nationalt tv og truer Putin, eller nogen, der opfører sig som Putin, så vender alle det hvide ud af øjnene, også jeg. Vi har en svag og ubeslutsom præsident, der indbyder til aggression. Hvad vi ser i Ukraine er det ultimative resultat af en uduelig udenrigspolitik, hvor ingen tror på Amerikas styrke længere."

Den kritiske melodi er velkendt og er senest også blevet fremført af Grahams faste allierede i Senatet, John McCain, i forbindelse med borgerkrigen i Syrien og præsidentens håndtering heraf.

Farlig situation i Europa
Den kendte udenrigspolitiske ekspert, tidligere viceudenrigsminister og NATO-ambassadør Nicholas Burns, der i dag er tilknyttet Harvard University og Global Post, siger til NPR (National Public Radio), at det første skridt for præsident Obama bør være "faktisk at erkende, at han står med den vigtigste og farligste sikkerhedspolitiske krise i Europa siden afslutningen af den kolde krig i 1991. Og, tror jeg, den mest vanskelige udenrigspolitiske udfordring, præsident Obama har stået over for i sit præsidentskab, fordi den ligger i hjertet af, hvad der er af vital betydning for USA: et frit, forenet og fredeligt Europa samt princippet om at store lande som Rusland ikke har ret til at rulle hen over grænsen og kræve en del af et andet lands område."

Burns vurderer, at det i den forbindelse er positivt, at USA sammen med Europa har hastevedtaget en betydelig bistandspakke til den nye regering i Ukraine.

EU har forpligtet sig på 15 milliarder dollar, og USA har tilføjet en milliard dollar i lånegarantier: En omfattende pakke, der erstatter den lovede støtte fra Rusland, der fik den nu afsatte regering i Ukraine til at satse på Putins lånepakke, frem for en frihandelsaftale med EU.

USA skal passe på Europa
Den tidligere NATO-ambassadør påpeger, at et "næste afgørende skridt er, at præsidenten bekræfter vor faste sikkerhedspolitiske forpligtelse over for vore allierede i Europa og NATO, fordi de er meget bekymrede. Hvis du taler med esterne, letterne, litauerne og polakkerne, som alle har levet i den sovjetiske virkelighed i Warszawa-pagten og Sovjetunionen, så frygter de, at Putin bliver opildnet af konflikten i Ukraine, hvis ikke linjen er helt fast. Så præsidenten er nødt til via NATO at bekræfte vores sikkerhedspolitiske engagement."

Hans vurdering er, at det er skidt, at Europa og USA endnu ikke er blevet enige om en samlet og enig strategi over for Putin:

"Vi kommer ikke til at bruge militær magt, men der er et udestående spørgsmål om sanktioner. Vi ønsker at sanktionere, men Angela Merkel er meget tilbageholdende."

USA's forfejlede Rusland-politik
En anden ekspert, professor Peter Feaver fra Duke University, der tidligere har været strategisk sikkerhedspolitisk rådgiver for præsident George W. Bush, er mere kritisk:

"Amerikas diplomatiske strategi har været afhængig af Rusland, både når det gjaldt Syrien og Iran. Her betaler vi en pris."

Feaver mener heller ikke, at den såkaldte "reset policy" over for Rusland, der med brask og bram blev lanceret i præsident Obamas første periode, har virket. Reset-knappen - der symbolsk blev overrakt af daværende udenrigsminister Hillary Clinton til den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov, som også dengang bestred posten i form af en lille træboks med en rød knap på - skulle, som termen angiver, nulstille forholdet, så de to stormagter kunne starte på en frisk.

Feaver påpeger, at den hånlige replik, Obama mødte den daværende republikanske præsidentkandidat Mitt Romney med, under de to mænds anden præsidentdebat i 2012, der handlede om udenrigspolitik, nu slår tilbage på præsidenten selv. Romney talte om faren fra netop Rusland, og præsidenten svarede ved at sige, at "1980'erne har ringet, og de vil gerne have deres udenrigspolitik tilbage."

"Set i bakspejlet var Romneys advarsler langt mere forudseende end Obamas latter," påpeger Feaver.

Den erfarne professor påpeger dog, at uanset den hårde retorik fra de konservative kritikere er det værd at huske, at når det kommer til praktisk politik, er der ikke meget, som skiller republikanerne fra den demokratiske præsident:

"Baseret på lækager, der altid kommer fra Det Hvide Hus, synes drejebogen at være stort set ens."

En tredje iagttager, chefkorrespondent Michael Hirsh fra tidsskriftet National Journal, vurderer også over for NPR, at der i praksis ikke har været den store forskel mellem præsidenterne fra de to store partier:

"Det er klart, at man kan sætte spørgsmålstegn ved Obamas politik over for Syrien. Og om han har været naiv i forholdet til Putin, men hvis man ser tilbage på 2008, da George W. Bush var præsident, og Putin invaderede ​​Georgien, var det amerikanske svar altså også temmelig ydmygt."

Svækker hjemligt bagholdsangreb Obama?
Et andet forhold, som har været til debat i den forgangne uge, er det mildest talt kølige forhold mellem partierne og mellem præsidenten og hans republikanske kritikere: "Svækker det USA og præsidenten som institution, hvis kritikerne går til stålet?," lyder bekymringen. Her har flere fremtrædende republikanere, herunder formanden for Repræsentanternes Hus, John Boehner, understreget, at man ikke skal "underminere USA's leder i krisetider."

Det udsagn er den tidligere, mangeårige forsvarspolitiske veteran i Kongressen og nuværende direktør for tænketanken Wilson Center Jane Harman enig i:

"Den giftige partipolitik, der styrer Washington, ødelægger alt. Det er en destruktiv udvikling, der hæmmer vedtagelsen af ​​ordentlig politik. Jeg sad i Kongressen i 17 år som medlem, og jeg var stolt af det tværpolitiske arbejde, jeg har været med i. Nu er Kongressen faldet ned i et sort hul. Det er ked af det, og jeg tror, det er sandsynligt, at det bliver udnyttet af udenlandske ledere. Men jeg tror ikke, det er grunden til Putins aktuelle opførsel."

Kissingers diagnose
Harman minder også - som Hirsh - om, at både situationen og den foreløbige håndtering af situationen i Ukraine minder om krisen i Georgien i 2008. Hun henviser til en analyse, som tidligere udenrigsminister Henry Kissinger offentliggjorde i Washington Post onsdag. Her siger den berømmede udenrigspolitiske grand old man, at "man bør bekymre sig om, hvordan politik ender, ikke hvordan den begynder."

Kissinger påpeger vigtigheden af at forstå de russisk-ukrainske relationer i historisk lys, og han mener ikke, at det vil tjene noget nyttigt formål at "dæmonisere Putin," og mener også, at Vesten burde give Rusland en underhåndsgarant, for at Ukraine ikke bliver medlem af NATO. 

Hvis man følger den gamle nestors ord, bør de to partier i Washington arbejde tæt sammen for at skabe et samlet strategisk svar til Rusland, der er samlet og solidt, med klare diplomatiske udgange og garantier for Rusland. Samtidig med at USA har en sikkerhedspolitisk forpligtelse over for de amerikanske NATO-allierede i Baltikum og Polen, om at deres sikkerhed ligger fast og altid vil blive forsvaret af NATO og USA.

Hold et NATO-topmøde nu
Nicholas Burns - der er uenig med Kissinger om NATO, som han mener, Ukraine har enhver ret til at ønske sig medlemskab af, hvis det er det, landet ønsker - har denne afsluttende vurdering af Amerikas interesser og prioriteringer i den aktuelle konflikt:

"Det er i USA's vitale og altafgørende interesse at bevare demokrati, frihed  og enhed i Europa. Vi kæmpede 1. og 2. verdenskrig og fire årtier under Den Kolde Krig om dette princip, om fraværet af fred og enhed i Europa. Men det har vi opnået siden den kolde krigs afslutning, hvor Europa i vid udstrækning har været demokratisk og i det store hele har levet i frihed og i fred."

"Det er det, Putin har splittet. Han forsøger at genvinde magt over dele af Centraleuropa. USA kommer ikke til at kæmpe mod Rusland militært, men vi må reagere klart og tydeligt og gå op imod dette forsøg fra Moskva. I den forbindelse er det vigtigt, at præsident Obama viser Europa, at hans regering ikke kun tænker på Asien og Mellemøsten. Europæerne føler sig usikre lige nu, og Barack Obama er lederen af NATO. Så mit råd ville være at indkalde til NATO-topmøde. Præsidenten bør rejse til Europa og berolige de baltiske lande og Polen. Vi skal understrege over for de af Ukraines naboer, der er medlemmer af NATO, at vi står bag dem. Vi er 100 procent forpligtede på NATO's kollektive sikkerhedsgaranti," lyder den erfarne, tidligere topdiplomats spådom over for NPR.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington, DC

annegrethe@altinget.dk