Altinget.dk bag seriøst EU-program med tid til perspektiver

TV: EuropaMagasinet er Danmarks nyeste tv-program med et seriøst blik på EU. I ti tv-programmer sætter vært og chefredaktør på Altinget.dk Rasmus Nielsen fokus på de største revner i den europæiske dæmning.

”Elsker mig, elsker mig ikke?” Det må været et af de spørgsmål, unionen stiller sig selv oftest. Den noget komplekse og omfattende Europæiske Union, som er fyldt med tale, tal og talrige holdninger, har gennem sine mere end 60 års levetid vundet mere og mere indflydelse på Europas stater, institutioner og borgeres liv. Men mediernes og danskernes interesse er ikke fulgt med i samme tempo. Derfor er der behov for EuropaMagasinet, som vil behandle EU-formandskabet i ti programmer.
 
”Selvom der gradvist kommer mere stof om EU på public service-kanalerne, dækker de det ikke tilstrækkeligt. Derfor er det her en opgave for os,” siger vicedirektør på Altinget.dk Mette Vindfeld Rosendahl.

EuropaMagasinet bliver sendt på DK4, Altinget.dk, Kanal Hovedstaden og Bideo.dk.

God tid til ti temaer om EU
I et faktabaseret magasin stiller programmet skarpt på ét tema af gangen.
 
”Hvordan løser vi den eksploderende ungdomsarbejdsløshed, kommer det indre marked nogensinde op i fart, og vil det danske EU-formandskab skubbe til de danske forbehold? Det er spørgsmål som disse, vi tager op i udsendelserne,” siger Agnete Finnemann Scheel, redaktør på EuropaMagasinet.  
 
Idéerne, løsningerne og svarene kommer fra borgere berørt af udviklingen i EU, fra industriens og forskningens eksperter og ikke mindst fra Christiansborgs og EU's politikere. Spørgsmålene stilles af Altinget.dks chefredaktør Rasmus Nielsen.
 
EuropaMagasinet bliver produceret af Altinget.dk og Mediehuset København og sendes på DK4 første gang 24. april kl. 20.00. Programmet ligger online på altinget.dk/eusee og er støttet af Europa-Nævnet.

Forrige artikel Dokumentation: Her er Trøjborgs tal Næste artikel Politikernes uddannelsesmålsætning halter Politikernes uddannelsesmålsætning halter