Aftale om Storstrømsbroen på plads

STORSTRØM: Den grønne forligskreds har indgået aftale om Storstrømsbroen. Kamp om de resterende midler fra Infrastrukturfonden fortsætter.

Så faldt aftalen om Storstrømsbroen på plads.

Beslutningen kommer efter et længere ulven-kommer-forløb, hvor den et utal gange har været rygtet lige på trapperne. Men først syv måneder efter regeringen foreslog at bruge Infrastrukturfonden, er forligspartierne nu formelt blevet enige. Og lige tids nok til at der kan søges om EU-støtte til Femern-projektet, som en ny Storstrømsbro er forudsætning for. Den deadline udløber tirsdag 26. marts (Læs aftalen i linkboks).

"Vi får nu skudt etableringen af en ny Storstrømsbro i gang. Det er en vigtig beslutning, fordi Storstrømsbroen udgør en central del af korridoren mellem København og Tyskland, som i de kommende år vil blive væsentligt styrket med Femern Bælt-forbindelsen og den nye jernbane mellem København og Ringsted," siger transportminister Henrik Dam Kristensen (S) i en pressemeddelelse.

Aftalen betyder, at regeringen endte med at få sin vilje, da de 3,9 milliarder, som det koster at bygge broen, bliver reserveret fra Infrastrukturfonden. Det har været længe kendt, at blå blok har accepteret regeringens forslag, men da forligskredsen også har forhandlet andre tiltag, kommer aftalen først nu. 

At beslutningen ligger helt op til EU’s deadline, vidner om en forligskreds, der har meget svært ved at blive enig, og aftalen er derfor også kun udtryk for en delaftale. De resterende milliarder er man således ikke blevet enig om endnu.

Der er ifølge Altingets oplysninger meget små og få områder, der skiller parterne, hvorfor man derfor burde kunne lave den store aftale her og nu. Det er derfor Venstres og Konservatives nye krav om, at der skal overføres midler fra Finansministeriet til motorvejen mellem Herning og Holstebro, der tilsyneladende står i vejen.

Ifølge beregninger fra Banedanmark vil en ny Storstrømsbro stå færdig i 2021, samme år som Femern-forbindelsen åbner.

Forrige artikel Reallønnen udhules ikke længere - og skatten falder Reallønnen udhules ikke længere - og skatten falder Næste artikel SF's pressechef stopper SF's pressechef stopper