La Cour Sell forlader naturfredningsforening

NAVNE: René la Cour Sell forlader stillingen som direktør i Danmarks Naturfredningsforening med øjeblikkelig virkning.

Direktør i Danmarks Naturfredningsforening, René la Cour Sell, forlader sin stilling og fratræder med øjeblikkelig virkning. Det meddeler Danmarks Naturfredningsforening mandag. 

"Det er med beklagelse, at vi har modtaget Renés opsigelse, men jeg respekterer selvfølgelig hans beslutning," siger Danmarks Naturfredningsforenings præsident, Ella Maria Bisshop-Larsen i en pressemeddelelse.

René la Cour Sell siger:
"Jeg har haft fire gode år i Danmarks Naturfredningsforening, og jeg synes, at vi har skabt nogle gode resultater sammen. Men nu er tiden kommet, hvor jeg har fået lyst til at søge nye udfordringer. Jeg vil fortsat være aktiv i min lokale afdeling af DN, og jeg ønsker alt godt for DN's vigtige sag fremover."

Opsigelsen kommer kort efter, at Ella Maria Bisschop-Larsen ved et kampvalg blev genvalgt til præsident i DN. Præsidenten og direktøren havde sidste sommer flere sammenstød og ifølge Altinget.dks kilder havde la Cour Sell håbet på, at foreningen havde valgt en ny præsident.

René la Cour Sell har været i DN i fire år. Han har tidligere været direktør i Rådet for Større Færdselssikkerhed og været opstillet som folketingskandidat for daværende Ny Alliance.

Forrige artikel Venstres nye Venstres nye "killer" vil levere valgsejre Næste artikel Mange tager to ungdomsuddannelser Mange tager to ungdomsuddannelser