Dan Jørgensen stiller op til Folketinget

KANDIDAT: MEP Dan Jørgensen er nu klar til at droppe Europa-Parlamentet og i stedet stille op til Folketinget for Socialdemokraterne i Middelfartkredsen.

"Så er det afgjort. Jeg stiller ikke op til EP næste gang. I stedet forsøger jeg at blive valgt til Folketinget."

Det skriver MEP Dan Jørgensen i en statusopdatering på sin facebook-profil og understreger samtidig, at han indtil valget vil fortsætte på sin post:

"Jeg fortsætter selvsagt på fuld gas i Bruxelles indtil valget! Jeg er ikke træt af EP, men efter 10 år skal der nye udfordringer til. Og så er Fyn jo min fødeø."

Dan Jørgensen har været medlem af Europa-Parlamentet siden 2004, og han blev i 2009 gruppeformand for de danske socialdemokrater i Parlamentet.

Allerede i december 2011 løftede han sløret for sine planer om at forlade sit sæde i Parlamentet og i stedet stille op i forbindelse med det kommende folketingsvalg. (Læs mere)

Fristen for at stille op som Socialdemokraternes folketingskandidat i Middelfartkredsen udløb søndag - og ingen andre end Dan Jørgensen har meldt sig. Det oplyser han til P4 Fyn.

Så selvom han officielt skal vælges på et kredsbestyrelsesmøde 26. marts, bliver det blot en formalitet. I Middelfart erstatter han Poul Andersen, der efter mere end 20 år har valgt at trække sig.

 

Forrige artikel Vælgerne kræver opgør med politikernes pensionsalder Vælgerne kræver opgør med politikernes pensionsalder Næste artikel DF vil ændre valgloven DF vil ændre valgloven