Ellemann klar til at lempe planloven

PLANLÆGNING: Miljøminister Karen Ellemann (V) har fået opbakning fra Konservative, DF og Liberal Alliance til at lempe planloven. Konservative vil have kortlagt landskaberne, så naturen ikke ødelægges. Samtidig skal Detailhandelsforum se nærmere på vilkårene for detailhandlen.

Miljøminister Karen Ellemann (V) vil torsdag fremsætte et lovforslag, der vil lempe planloven i 29 udvalgte kommuner.

Regeringen mener, at forslaget vil hjælpe med at skabe vækst i yderområderne, mens opposition og grønne organisationer frygter, at lempelserne vil ødelægge landskabet.

Det er især forslaget om at åbne for bolig- og erhvervsbyggeri i kystnærhedszonen, som har vakt debat.

"Yderområderne skal have nogle nye muligheder for at bygge boliger og erhverv i kystnærhedszonen, så der kan skabes nogle arbejdspladser og attraktive boliger, som gør, at folk har lyst til at blive boende eller flytte til yderområderne," siger Karen Ellemann i en pressemeddelelse.

Hun understreger, at forslaget ikke vil skabe spanske tilstande med hoteller langs vandkanten.

"Ingen får lov til at bygge på stranden, og op til tre kilometer fra kysten må der kun planlægges med særlig tilladelse. Regeringen ønsker fortsat at værne om Danmarks smukke kyststrækninger, og det er jeg sikker på, at kommunerne også vil," siger Karen Ellemann i pressemeddelelsen.

Konservative: Fokus på landskab
Konservative, der tidligere har stået vagt om kystnærhedszonen, bakker op om forslaget, oplyser partiets miljøordfører, Tage Leegaard, til Altinget. Han har til gengæld fået lovning på, at der skal nedsættes et arbejde med fokus på landskabsplanlægning.

"Vi skal have defineret, hvad vi vil med vores landskaber, og hvor der særligt skal tages hensyn. Det er vigtigt og afbalanceret, så vi på den ene side lemper lidt, men på den anden side får slået fast, hvor der er landskabelige interesser, som skal sættes over menneskelige interesser. Det er et klart konservativt aftryk," siger han og understreger, at denne løsning er mere fleksibel end en fast kystnærhedszone.

Den konservative ordfører glæder sig desuden over, at forslaget giver mulighed for at oprette erhverv i nedlagte landbrugsbygninger. På den måde kan man fastholde job i yderområderne, mener han.

Når Karen Ellemann torsdag fremsætter lovforslaget, vil nogle af de oprindelige forslag om detailhandlen være pillet ud. De skal undersøges nærmere i regeringens Detailhandelsforum, som kommer med sin redegørelse efter sommerferien.

Ellemanns forslag vil dog stadig give alle kommuner bortset fra hovedstaden, Fanø, Læsø, Samsø og Ærø ret til at opføre en stor butik med udvalgsvarer på over 2000 m2 hvert fjerde år. I byer med over 3.000 indbyggere skal butikken ligge i bymidten. I byer med over 40.000 indbyggere kan butikken ligge uden for bymidten.

Forslaget bakkes op af Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.

Forrige artikel Uvis kontrol af ny fedtafgift Uvis kontrol af ny fedtafgift Næste artikel Regioner ønsker hårdere prioritering af medicin Regioner ønsker hårdere prioritering af medicin