Danskerne foretrækker Haarder frem for Jakob Axel

MENINGSMÅLING: Danskerne foretrækker Bertel Haarder (V) som sundhedsminister frem for forgængeren Jakob Axel Nielsen (K).

Bertel Haarder starter med vælgermæssig medvind som sundhedsminister. Det viser en ny meningsmåling, som meningsmålingsinstituttet A&B Analyse har foretaget for Altinget.

Halvdelen af de adspurgte svarer nemlig "ja" på spørgsmålet, om Bertel Haarder bliver en bedre sundhedsminister end Jakob Axel Nielsen.

25 procent svarer "nej" til, at Bertel Haarder bliver bedre, mens 20 procent har svaret "ved ikke". (Læs mere om undersøgelsen nederst.)

Politisk kommentator på Berlingske Tidende Thomas Larsen vurderer, at meningsmålingen både er udtryk for både Bertel Haarders slagkraft og erfaring som minister og Jakob Axel Nielsens mangel på samme.

"Jeg tror simpelthen, at masser af vælgere - også dem, der er uenige med Haarder - de har alligevel en klar mening og forventning om, at her kommer en mand, der kan sit kram. En driftsikker herre, der hurtigt kan sætte sig ind i tingene, og så være med til at lægge en linje på dette ekstremt vigtige område," siger Thomas Larsen,

Ansigt til ansigt med rasende vælgere
Han peger dog også på, at Jakob Axel Nielsen som ministerdebutant arvede nogle ekstremt vanskelige opgaver.

"Men man skal heller ikke glemme, at Jakob Axel Nielsen fik den meget utaknemmelige opgave at skulle argumentere for en sygehusstruktur, som rundtomkring i landet var kontroversiel. Ikke mindst i det vestjyske i forhold til placeringen af "super-sygehuset", hvor han har været ude til gigantiske folkemøder, der nærmest har været uden sidestykke i dansk politik. Her har han stået direkte over for store dele af vælgerkorpset i de områder, der simpelthen har været rasende over, at man ikke lyttede til dem," siger Thomas Larsen.

En af måderne, som rivaliseringen mellem Dansk Folkeparti og De Konservative har vist sig på, er gentagen kritik af nogle af K-ministrene i medierne.

Det tydeligste eksempel var med Lars Barfoed, der endte med at blive fyret som familie- og forbrugerminister, efter Dansk Folkeparti mistede tilliden til ham. Også Connie Hedegaard havde som miljøminister ofte problemer med samarbejdet med partiets miljøordfører, Jørn Dorhmann.

Blev angrebet af DF og V
Og det problem har Jakob Axel Nielsen også kæmpet med, vurderer Thomas Larsen.

"I Venstre og i Dansk Folkeparti har man hele tiden undermineret hans person," siger Thomas Larsen.

Jakob Axel Nielsen havde en række konflikter med sundhedspolitikere fra både Venstre og Dansk Folkeparti. Politikere fra de to partier har til medier betegnet ham som visionsløs og løbende kritiseret hans håndtering af en række sager. Og Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard har tidligere nævnt Jakob Axel Nielsen som en af de udskiftningsmodne ministre.

Forrige artikel Prognose: 33 nye navne klar til Folketinget Prognose: 33 nye navne klar til Folketinget Næste artikel Henrik Høegh ansætter særlig rådgiver