Det sagde de om skattestoppet

OVERBLIK: Læs her en række reaktioner på S og SF's opgør med skattestoppet.

LA: En rød regering vil give højere skatter og mindre velfærd
"Skattestigninger giver ikke mere velfærd - i stedet ødelægger højere skatter virksomhedernes produktivitet og konkurrenceevne og mindsker danskernes lyst til at arbejde længere tid. Vi har brug for skattelettelser, der kan skabe vækst og velstand. For uden velstand bliver der ikke råd til velfærd. Hvis Nyrups lærling Helle Thorning-Schmidt kommer til magten, og hendes økonomiske plan bliver en realitet, kan danskerne se frem til at skulle lægge en endnu større del af deres løn i statskassen. Jeg synes, det er foruroligende, at danskerne skal beskattes yderligere, når vi allerede har det højeste skattetryk i verden," siger Liberal Alliances partileder, Anders Samuelsen.

R: Farvel til skattestoppet!
"Socialdemokraterne og SF's farvel til skattestoppet gør opgaven med at opnå enighed om skattepolitikken langt mere overskuelig. Det er et klogt og ansvarligt træk, som vi støtter varmt. Radikale Venstre har som bekendt altid været modstandere af skattestoppet. Det har indtil nu kostet knap 80 mia. Det er penge, som man nu står og mangler rundt omkring på landets skoler, sygehuse og plejehjem. Skattestoppet er en klar favorit til en Top 3 over Anders Foghs dårligste ideer, og derfor ser vi nu frem til, at vi efter et folketingsvalg kan få det afskaffet," siger Radikale Venstres gruppeformand, Margrethe Vestager.

K: Danmark har ikke brug for utryg politik
"Da partierne i efteråret præsenterede deres fælles udspil Fair Forandring, der indeholdt en række skattestigninger, lovede Helle Thorning og Villy Søvndal, at det var de skattestigninger, som danskere kunne vente. Nu kan jeg forstå, at de allerede er klar til yderligere skattestigninger. Det er ikke den form for utryg politik, som vi har brug for i Danmark. Tværtimod," siger de Konservatives partileder, Lene Espersen.

V: Skattestoppet er en del af fundamentet under den her regering
"Skattestoppet er en del af fundamentet under den her regering. Og det bliver der ikke pillet ved," siger statsminister Lars Løkke Rasmussen.

"Der er gået godt og vel et halvt år, siden S og SF præsenterede deres fælles skattepolitik. Dengang garanterede de, at der ikke kunne ændres så meget som et komma. Udspillet var underfinansieret fra fødslen, men flere gange siden har de ændret mere end kommaer i det. Nu vil S og SF igen finansiere flere ting med øgede skatter. Det er et klokkeklart løftebrud," siger Venstres politiske ordfører, Peter Christensen.

"Som om løftebrud ikke var slemt nok, så er udspillet fra S og SF også økonomisk uansvarligt. De blæser højt og flot på at løse udfordringen med konvergensprogrammet - faktisk forøger de problemerne med et tocifret milliardbeløb. De blæser også på det skattestop, som de ellers så ofte og begejstret har tilsluttet sig tidligere," siger Peter Christensen.

DF: Skattestoppet er et godt instrument
"Hvis skattestoppet er et godt instrument i nogle tider, så er det vel netop i de her tider. For hvad er skattestoppets primære funktion? Det er at skabe tryghed for familierne, så de ved, hvordan deres økonomi ser ud," siger Dansk Folkepartis politiske ordfører, Kristian Thulesen Dahl.

Forrige artikel Politikere vilde med tøjrens gennem Folketinget Næste artikel 19. marts: Christel Schaldemose 19. marts: Christel Schaldemose