Dagbog fra Cancun

Af Connie Hedegaard,
EU-kommissær for klima

Lørdag den 4. december
Bliver hentet kl. 8:00 og kørt til lufthavnen i Bruxelles. De fleste fly er forsinkede på grund af sne og temperaturer under frysepunktet, så ventetiden i lufthavnens lounge bliver brugt på at gennemgå mødemateriale og læse dagens aviser. De beretter om slående ligheder mellem forhandlingsklimaet i Cancun og vejret i Bruxelles.

Japans kontante afvisning af en ny forpligtelsesperiode under Kyoto-protokollen har ifølge The Guardian sendt stemningsbarometeret under nul, og flere lande truer med at forlade forhandlingerne. 10:30 er flyet klar til take-off, og 17 timer senere lander vi i Cancun efter mellemlandinger i New York og Houston.

Søndag den 5. december
Konferencen foregår på et stort strandresort ved navn Moon Palace omkring 20 km fra selve Cancun. Området strækker sig over flere kilometer med udendørs restauranter, palmer, swimmingpools og liggestole. Men der er ikke afsat tid til solbadning i programmet.

Formiddagen går med bilaterale møder, og om eftermiddagen indkalder det mexicanske formandskab til møde, hvor der bliver gjort status over den første uges forhandlinger. Beskeden fra den mexicanske udenrigsminister Patricia Espinosa, som sidder i formandsstolen, er klar. Der skal mere fart på, hvis aftalen skal falde på plads den kommende fredag. Hun nedsætter derfor en række grupper, der hver består af en minister fra et i-land og u-land, som skal drive forhandlingerne frem på de vigtige områder. Europa er godt repræsenteret i grupperne.

Mandag den 6. december
BASIC-landene - koalitionen af de store udviklingsøkonomier Brasilien, Sydafrika, Indien og Kina, der dannede fælles front forud for COP15 i København holder for første gang pressekonference, hvor de præsenterer tre ultimative krav.

De vil have en ny forpligtelsesperiode under Kyoto, opstartsfinansieringen fra de rige lande skal flyde hurtigere, og teknologiaftalen skal på plads. Ikke den mest opmuntrende melding, eftersom Japan ikke viser nogen tegn på opblødning i forhold til Kyoto- spørgsmålet og Rusland, som også er forpligtet under Kyoto, virker lige så umedgørlig. Men bag kulisserne bliver der talt om splittelse i BASIC-alliancen, og medierne bliver brugt meget målrettet i det politiske spil.

Ofte bliver der givet meget forskellige signaler i henholdsvis presse, plenarer og bilaterale møder. For eksempel bliver jeg i en direkte tv-udsendelse bedt om at kommentere en markant, ny melding fra Kina. Ifølge en historie på Reuters er Kina nu klar til at binde sig internationalt, måske endda juridisk. Jeg svarer med moderat optimisme på tv- værtens spørgsmål. Men da vi efterfølgende spørger kineserne bilateralt, slår de historien hen og siger, at der må være tale om en oversættelsesfejl. Alligevel gør de tilsyneladende ikke noget særligt for at få manet historien i jorden.

Tirsdag den 7. december
Forhandlingerne kommer ikke rigtig ud af stedet. Jeg er løbende på sms og mobil med folk fra nøglegrupperne, men alle melder om dødvande. På et tidspunkt møder jeg den japanske minister på gangen. Han hilser begejstret og siger, vi ikke må dræbe barnet, der blev født i København. Det er Københavnsaftalen, der i modsætning til Kyoto-protokollen indeholder mål både for i-lande og udviklingsøkonomier, han hentyder til. Jeg er naturligvis enig, men svarer, at barnet måske ikke vil overleve, hvis vi tager livet af Kyoto-protokollen. For u-landene er Kyoto stadig den eneste sikkerhed for, at der bliver leveret. Og det vil være dumt at smide noget væk, vi allerede har og ved virker, før vi har en ny bindende aftale på plads.

Onsdag den 8. december
Tempoet skifter. Der bliver fremlagt nye tekster i de to forhandlingsspor, og vores forhandlere har travlt med at færdiggøre deres rapporter til ministrene forud for EU-koordinationen. For en kommissær er koordinationen i kredsen af EU- ministre et af de helt centrale omdrejningspunkter på en COP.

Det er her, man skal sikre, at Europaparlamentet, Kommissionen og 27 medlemsstater taler med én stemme. For selv de mindste sprækker i EU's position vil der blive boret i af de andre parter. Efter at der er blevet koordineret positioner i forhandlingsgrupperne er der indkaldt til et uformelt plenarmøde, hvor mexicanerne fremlægger teksterne.

Espinosa beder om lov til at nedsætte en mindre gruppe af ministre, der skal sætte sving i tingene. Det får hun lov til, og der er klapsalver fra salen for hendes måde at lede mødet på. Men på gangene bliver der hvisket om store problemer. Intet er givet, og det forlyder, at mexicanerne bliver mere og mere frustrerede.

Efter mødet inviterer kineserne til et kort bilateralt møde, hvor de gør det meget klart, at indrømmelser i forhold til reglerne for transparens kun vil ske under forudsætning af, at Kyoto-protokollen fortsætter. Til gengæld er det interessant, at de synes at være i bevægelse m.h.t. øget transparens. Det vil være et stort skridt fremad.

Senere mødes vi med Europaparlamentets delegation i Cancun. Parlamentet har ingen formel rolle, men er gode ambassadører for EU's synspunkter, så det er vigtigt at briefe dem om, hvor forhandlingerne står. Under mødet fortæller de, at Bolivia vil obstruere processen, der er foreslået af Mexico.

Torsdag den 9. December
Deadline nærmer sig, og stemningen er mildest talt trykket. Mexicanerne er tidligere på ugen blevet tvunget til at udvide gruppen af ministre fra 30 til 50, men det er ikke lykkedes for ministrene at gøre fremskridt af betydning.

Bolivia er udvandret fra skov-forhandlingerne, fordi de mener, at et forhandlingsforum uden alle lande er udemokratisk. Men det er positivt, at de andre ALBA-lande i gruppen - Cuba og Venezuela m.fl. - ikke har tilsluttet sig bolivianerne. EU bliver i The Guardian beskyldt for at ville aflive Kyoto-aftalen. En absurd og urigtig påstand, da vi er den eneste industrialiserede part, der er åbne for en ny forpligtelsesperiode. Alligevel løber rygtet som en steppebrand blandt journalisterne, men heldigvis hjælper NGO'erne til med at aflive det usande rygte.

Vi cykler rundt på området - blandt andet til et konstruktivt bilateralt møde med LDC'erne, gruppen af mindst udviklede lande. Senere på dagen ankommer Evo Morales fra Bolivia og tordner mod kapitalismen på et stort anlagt pressemøde. Vi må vælge mellem Markedet og Moder Jord, mener han. Det emmer ikke ligefrem af konsensus og kompromis. Det gør japanerne heller ikke, da vi mødes til en benhård bilateral. Men som Kommissionens chefforhandler Artur Runge-Metzger siger: "Det er bare en almindelig torsdag." Ja, på en COP måske...

Fredag den 10. december
Mexicanerne indkalder parterne om morgenen for at gøre status over forhandlingerne, der har kørt hele natten. Ministerparrene, der har ført konsultationer på nøgleområderne, giver status og melder om fremgang, men understreger, at der er brug for mere tid.

Norges miljøminister, der fører an i skovforhandlingerne, afslutter sin status med et følelsesladet indlæg. Nogen opfatter viljen til kompromis som et tegn på svaghed, siger han. Men det er tværtimod tegn på det modsatte. Ingen familie kan leve uden kompromiser, intet fællesskab og intet land kan leve uden kompromiser. Og det kan verdenssamfundet heller ikke, understreger han og bliver hyldet med klapsalver fra salen.

Ventetid. Her i den sidste fase skal ministrenes input kanaliseres ind i forhandlingsteksterne. Så jeg beslutter på EU's vegne at opsøge Espinosa sammen med den belgiske minister for at gøre det klart, hvor Europas røde linjer går. Hun tager hjerteligt imod og understreger, at det uden Europas konstruktive rolle ville have været umuligt at få processen tilbage på sporet. Vi fremlægger på vegne af Europa tre ultimative krav til aftalen.

For det første skal gabet mellem 2- gradersmålsætningen og landenes hidtidige klimaløfter nævnes og landene tilskyndes til at styrke deres indsats. For det andet skal pakken være balanceret - og det indebærer, at der SKAL være fremskridt i forhold til reglerne for transparens. Og for det tredje må aftalens ordlyd ikke underminere muligheden for at indgå en juridisk bindende aftale i fremtiden. Espinosa lytter til vores krav og lover at strække sig langt for at imødekomme dem. Hun fortæller samtidig, at de vil fremlægge en take it or leave it-tekst. Helt klart en satsning, men nødvendigt.

Mere ventetid. Tidspunktet for, hvornår aftaleteksten er klar, bliver hele tiden skudt. Da den endelig kommer tidligt på aftenen, går vi straks i gang med at granske den. Det står hurtigt klart, at aftaleudkastet ikke løser spørgsmålet om Kyoto- protokollen, der har domineret konferencen. Alligevel er konklusionen klar: Teksten er bestået. Den rummer konkret og substantiel fremgang på mange områder, og vores hovedprioriteter er inde. Det bliver der nikket til i den europæiske ministerkreds. Europa kan tilslutte sig aftalen.

Lørdag den 11. september
De afsluttende plenarer kører til langt ud på natten. Bolivia holder som eneste land stædigt fast i, at de ikke vil acceptere aftalen og kritiserer både processen og ambitionsniveauet. Der er helt stille i salen, hver gang de har talt, hvorimod alle indlæg til støtte for aftalen bliver mødt af vedholdende klapsalver. Alle andre vil have den aftale. Og Espinosa vil ikke lade Bolivia stå i vejen. Hun driver langsomt, men sikkert processen frem.

Ud på morgenen lader hun hammeren falde for sidste gang. Hun erklærer aftalen vedtaget under stor jubel fra salen. Og allerede mens den mexicanske præsident Felipe Calderon holder tale, begynder de udmattede forhandlere at sive. Udenfor plenaren venter snurrende kameraer og en sværm af ventende journalister. Europas afsluttende pressekonference starter ved 6-tiden om morgenen. Den belgiske minister er for udmattet, så på vegne af EU slår jeg fast, at de første skridt, vi tog i København nu er accepteret af alle og suppleret med vigtige nye skridt. Men at vi stadig har en lang rejse foran os.