Borgmestre frygter nedskæringer på dagtilbud efter udligningsudspil

UDSPIL: Regeringens udspil til en ny udligningsreform kan betyde forringelser på blandt andet daginstitutioner i rige kommuner, frygter borgmestre. 

Flere borgmestre frygter at måtte skære på tunge velfærdsområder som dagtilbud, skoler og ældreområdet, hvis regeringens udspil til en udligningsreform bliver til virkelighed.

Sådan lyder det fra borgmestrene i nogle af landets rigeste kommuner, som af regeringen er blevet udpeget til at skulle aflevere flere penge til yderkommunerne.

"Vi kommer til at skære alle mulige steder. Ikke kun på daginstitutioner, men hele vejen rundt," forklarer Skanderborgs socialdemokratiske borgmester, Frands Fischer. Han påpeger samtidig, at det bliver sværere at leve op til kravene om minimumsnormeringer, som er aftalt i finanslovsaftalen.

"Det korte svar er ja. Det gør det. Fordi det kommer til at fjerne vores finansieringsgrundlag. Vi får færre penge til at lave velfærd for," siger Frands Fischer.

Ifølge regeringen skal i alt 34 kommuner afgive mere, end de gør nu. Derfor vil regeringen give de pågældende kommuner mulighed for at sætte skatten op, så det ikke går ud over velfærden i kommunen.

Allerød Kommune er en af de kommuner, der er udset til at levere flere penge til resten af landet end i dag.

Derfor forventer Allerøds borgmester, Karsten Längerich, både at måtte hæve skatten og skulle finde besparelser på velfærden i kommunen. Og det vil gå ud over dagtilbudsområdet og gøre det sværere at leve op til normeringskravene, forventer borgmesteren.

"Det kommer til at ramme dagtilbuddene på den ene eller anden måde. Det kan også være, at det bliver på videreuddannelse af pædagogerne eller lokaler, vi kommer til at skære," siger Karsten Längerich.

Må skære i velfærd eller hæve skatter
Også borgmesteren i Dragør Kommune kan se frem til at aflevere flere af borgernes skatteindtægter fra kommunekassen til andre kommuner. Og det vil ifølge Eik Bidstrup (V) føre til velfærdsforringelser for borgerne.

"Det kommer til at betyde store velfærdsforringelser, hvis det står til troende. Ingen steder er hellige", siger Eik Bidstrup, borgmester i Dragør Kommune.

Regeringen lægger i sit udspil op til, at en række af de mest velstillede kommuner i landet – særligt i hovedstadsområdet og nord for København – skal aflevere i alt 1,4 milliarder, som i stedet skal overføres til fattigere kommuner.

Alene de fem rigeste kommuner i form af Gentofte, Rudersdal, Hørsholm, Lyngby-Taarbæk og Dragør skal aflevere 600 millioner.

Det stiller ifølge både Hørsholms Kommunes borgmester, Morten Slotved (K), og Lyngby-Taarbæks borgmester, Sofia Osmani (K), de rige kommuner over for to valgmuligheder. Enten at skære i kernevelfærden eller at sætte skatterne i kommunen op.

"Det er jo ikke sådan, at vi bare har nogle penge liggende, som vi venter på at forære til andre kommuner," siger Sofia Osmani.

Artiklen er et uddrag af en længere artikel fra Altinget Børn. Her får du flere kommentarer og mere perspektiv. Du kan tegne et prøveabonnement her

 

Forrige artikel Kampvalg i Alternativet: Disse kandidater kan blive Elbæks arvtager Kampvalg i Alternativet: Disse kandidater kan blive Elbæks arvtager Næste artikel Prøv quizzen: Har du fulgt med? Prøv quizzen: Har du fulgt med?