Konsulenter udvikler klimatips og kommunikation for regeringen: "Topmålet af hykleri"

UDGIFTER: Regeringen har blandt andet købt sig til en opdatering af Forsvarsministeriets kommunikationspolitik og klimatips til hverdagsmad, selv om statsministeren har lovet at skære ned på konsulenter til fordel for borgernær velfærd. 

Mette Frederiksen (S) kom med et håndfast løfte, da hun i valgkampen lovede at flytte tre milliarder fra eksterne konsulenter til borgernær velfærd, hvis Socialdemokratiet vandt regeringsmagten.

Men nu møder regeringen hård kritik for blandt andet at købe konsulentydelser til udvikling og udbredelse af klimavenlig mad samt kommunikationsindsatser. 

Venstres finansordfører, Troels Lund Poulsen, kalder den prioritering fra regeringen for “topmålet af hykleri”.

“Det passer ikke med den virkelighed, Socialdemokratiet prøvede at skabe i valgkampen. Det gik til valg på én ting, og nu gør de det stik modsatte,” siger han og fortsætter: 

"De bruger penge på ting, som de lovede ikke at bruge penge på."

Mere tidssvarende kommunikation  
Udtalelsen kommer på baggrund af Altingets aktindsigter i næsten alle ministeriers konsulentindkøb, der er bestilt, efter at S-regeringen trådte ind i ministerkontorerne. 

Blandt andet er der i Forsvarsministeriet blevet brugt 250.000 kroner på en opdatering af koncernens fælles kommunikationspolitik, der skal være mere "tidssvarende", så den "i langt højere grad end i dag støtter op om ministerområdets mål, udfordringer og virkelighed".

Forsvarsministeriet underskrev aftalen med konsulentbureauet Creative ZOO 26. august 2019, mens Trine Bramsen var minister. Det viser en aktindsigt.

I en mail til Altinget fremhæver Trine Bramsen dog, at selve beslutningen om at opdatere kommunikationspolitikken med eksterne konsulenter blev indgået under den forrige regering. 

”Det er en klar prioritering for regeringen, at det offentliges brug af konsulenter reduceres. Det gælder også Forsvarsministeriet. Arbejdet med en ny kommunikationspolitik for den samlede koncern er igangsat før min tiltrædelse. Jeg har klart bedt om, at projektets brug af eksterne konsulenter udfases,” lyder det fra Trine Bramsen.

Spild af penge
I Klima- Energi- og Forsyningsministeriet er der blevet brugt en million kroner på "udvikling og segmentbaseret udbredelse af klimatips til hverdagsmad" hos organisationen Madkulturen.

I en mail oplyser ministeriet, at Madkulturens bidrag bliver vurderet som "ekspertbistand", da ministeriet ikke selv har de rette kompetencer til at løfte opgaven.  

“Det er et eksempel på noget, der er helt spild af penge,” siger Troels Lund Poulsen, der også tidligere har været ude med riven over for regeringens brug af konsulenter.

Tidligere har Jyllands-Posten og DR kunne fortælle, at Uddannelses- og Forskningsministeriet, Kulturministeriet, Børne- og Undervisningsministeriet og Forsvarsministeriet har brugt flere hundrede tusind konsulentkroner på rekruttering af nye medarbejdere, efter Socialdemokratiet overtog regeringsmagten.

S: Vi forholder os kritisk til alle konsulenter 
Christian Rabjerg Madsen, der er Socialdemokratiets finansordfører, nægter at kommentere på de specifikke konsulentudgifter, som Altinget har fremlagt ham.

Men han afviser Troels Lund Poulsens påstand om, at Socialdemokratiet siger et og gør noget andet.

“Jeg vil ikke kommentere på de enkelte ydelser. Opgaven er, at vi i alle ministerier får forholdt os kritisk til alle konsulenter og får overvejet, om der er nogle opgaver, som kan laves internt. Og så skal vi undersøge, om der er opgaver, vi tidligere har fået løst, som ikke behøver at blive løst fremadrettet. Jeg tror, man kan finde eksempler på begge dele.”

Altinget Embedsværk kan du læse den fulde version af artiklen. Her er der endnu flere eksempler på konsulentprojekter, som ministerierne har sat i gang, efter Socialdemokratiet overtog regeringsmagten i slutningen af juni.  

Forrige artikel Demokratikommission anbefaler forsøg med stemmeret til 16-årige Demokratikommission anbefaler forsøg med stemmeret til 16-årige Næste artikel Dagens overblik: Kommunerne skal betale for regeringens mål om flere anbragte børn Dagens overblik: Kommunerne skal betale for regeringens mål om flere anbragte børn