Ny måling: Stort flertal vil have Vestager til at fortsætte som EU-kommissær

POPULÆR: EU’s danske konkurrencekommissær skal have fem år mere i Bruxelles, lyder det fra både røde og blå vælgere. Hendes politik appellerer bredt, siger forsker.

70 procent af danskerne mener, at Margrethe Vestager bør fortsætte som Danmarks EU-kommissær, når hendes nuværende mandat som konkurrencekommissær udløber efter sommerferien.

Det viser en ny meningsmåling foretaget af Norstat for Altinget og Jyllands-Posten.

Målingen tyder på, at den tidligere radikale økonomi- og indenrigsminister er populær blandt både røde og blå vælgere.

For eksempel mener 75 procent af de socialdemokratiske vælgere, at Vestager bør fortsætte som Danmarks repræsentant i EU-Kommissionen.

I Venstre mener 80 procent, at Margrethe Vestager bør få fem år mere i Bruxelles, mens 85 procent af de konservative vælgere er af samme overbevisning.

Vestager er selvsagt mest populær blandt hendes egne i Radikale, hvor 92 procent vil have hende til at fortsætte. Men hun får også gode resultater hos Alternativet, Enhedslisten og SF’s vælgere.  

Ifølge Derek Beach, der forsker i EU på Århus Universitet, skyldes Margrethe Vestagers brede popularitet, at hun beskæftiger sig med konkurrencepolitik, der appellerer til begge sider af det politiske spektrum.

”De blå og de liberale bliver glade, når hun kæmper for bedre konkurrencevilkår for virksomheder. Og de røde synes, det er godt, når hun bekæmper og kontrollerer multinationale selskaber, der ikke betaler skat,” siger han og fortsætter:

”Og så er hun bare en enormt dygtig og talentfuld politiker. Hun er god til at kommunikere, og vi kender hende alle sammen,” siger Derek Beach.

Margrethe Vestager er mindre populær blandt Dansk Folkepartis vælgere, hvoraf omkring halvdelen foretrækker at give hende en chance mere.

Den mulighed blev også pure afvist af paritets formand Kristian Thulesen Dahl, efter hans næstformand Søren Espersen luftede idéen i Jyllands-Posten.

Læs hvem, der ifølge Derek Beach laver et selvmål, hvis vedkommende ikke genudpeger Margrethe Vestager som EU-kommissær, i den fulde artikel på Altinget: eu.

 

Forrige artikel Konservative henter Rud Elberth til valgkampen Konservative henter Rud Elberth til valgkampen Næste artikel Her er Løkkes tjekliste før valget Her er Løkkes tjekliste før valget