Partier lægger ekstra millionstøtte i sparegrisen

POLSTRING: En tredjedel af de ekstra 52 millioner kroner, som partierne har bevilget sig selv, er ikke blevet brugt i 2017, viser nye tal. V og DF har gemt mest.

I 2016 bevilgede et flertal af Folketingets partier sig selv 52 millioner kroner i såkaldt eksperttilskud oven i den almindelige gruppestøtte på i alt 123 millioner kroner.  

Men i 2017, som er første år med de ekstra penge, blev cirka en tredjedel slet ikke brugt af partierne, viser de nyeste grupperegnskaber, som Altinget har gennemgået.

I alt videreførte partierne cirka 19 millioner i 2017 ud af den samlede gruppestøtte, som kan bruges senere. Det svarer til, at cirka en tredjedel af det skattebetalte eksperttilskud ikke er brugt.

Dansk Folkeparti var sammen med Enhedslisten de eneste partier i Folketinget, der stemte imod eksperttilskuddet. Men begge partier har alligevel valgt at ansøge om deres andel på henholdsvis 9,8 og 4,5 millioner kroner, som begge partier også fik.

Alligevel mener DF’s gruppeformand, Peter Skaarup, stadig, at partiet uden problemer ville kunne få økonomien til at løbe rundt uden de ekstra tilskud.

”De politiske partier burde holde sig for gode til at bevillige flere penge til sig selv. Men hvis nogen partier får fra staten, er vi også nødt til at være med for ikke at blive rendt over ende,” lyder det fra Peter Skaarup.

Dansk Folkeparti bruger midlerne til især ”at polstre” sig til dårlige tider, forklarer han. 

I de fleste andre statslige institutioner skal pengene ellers bruges, inden året er omme, ellers ryger de tilbage til Finansministeriet. 

(Artiklen fortsætter under grafen)

Behov for flere penge
Venstre har ikke brugt omkring seks millioner af deres udbetalte gruppestøtte i 2017, som de viderefører til 2018. Claus Richter er partiets partisekretær og synes, at det økonomiske boost har været nødvendigt:

”Der var et stort behov for, at partierne fik tilført flere ressourcer til at matche samfundsudviklingen. Vi får langt flere pressehenvendelser end tidligere, og vi mener, at vores folketingsmedlemmer har brug for mere hjælp i det parlamentariske arbejde,” siger han.

Ifølge Claus Richter ønsker folketingsgruppen at bruge de ekstra penge med omtanke. Og han er ikke nervøs for, hvorvidt de får brugt pengene på sigt.

Læs hele artiklen på Altinget: christiansborg. Her debatteres opsparingens rolle i en valgkamp, mens Altinget også giver oversigt over regnskaberne samt endnu mere baggrund og indsigt.

Forrige artikel Altinget lancerer daglig podcast Altinget lancerer daglig podcast Næste artikel Ugen i dansk politik: Partier samles til sommergruppemøder, og ministre står skoleret i sæsonens første samråd Ugen i dansk politik: Partier samles til sommergruppemøder, og ministre står skoleret i sæsonens første samråd