Professor om lavere bilafgift: Regeringen slipper overraskende billigt

UDSPIL: Regeringen forventer at kunne sænke registreringsafgiften markant - uden de store konsekvenser for statens indtægter. Regnestykket er overraskende, men ikke nødvendigvis urealistisk, siger økonomiprofessor.

Regeringen vil lade den enkelte borger slippe mange tusinde kroner billigere, når vedkommende køber en ny bil. Vel at mærke uden at det for alvor vil kunne mærkes på statens husholdningsbudget.

Det er bundlinjen på regeringens forslag om en reduktion af registreringsafgiften.

Udspillet indebærer en solid rundbarbering af registreringsafgiften, der hvert år skæpper omkring 20 milliarder kroner i statskassen.

Alligevel vil staten ifølge regeringen kun miste godt 900 millioner kroner svarende til knap fem procent af de nuværende indtægter fra afgiften.

Den vurdering kommer bag på professor Mogens Fosgerau, der er tilknyttet Økonomisk Institut på Københavns Universitet.

”Det er umiddelbart overraskende, at det kun skulle koste knap en milliard kroner at sætte registreringsafgiften ned til det niveau, regeringen lægger op til,” siger Mogens Fosgerau.

Ikke urealistisk
Med skatteudspillet lægger regeringen op til helt at afskaffe den forhøjede registreringsafgift, som pålægges den del af bilers værdi, der overskrider 109.000 kroner.

I stedet skal der betales en afgift på 100 procent uanset bilens samlede værdi (jf. boks til højre).

Når omlægningen ifølge regeringen ikke vil reducere statens indtægter i samme omfang som borgernes udgifter, skyldes det blandt andet, at man i Finans- og Skatteministeriet forudsætter en række afledte effekter.

Det handler ikke mindst om, at den lavere pris forventes at føre til, at der sælges flere og større biler.

”Derfor kan det godt være realistisk. Tilbageløbet til statskassen er specielt stor for registreringsafgiften, fordi en reduktion ikke kun kan påvirke folks adfærd, så der købes flere og større biler. Det vil samtidig betyde, at der køres flere kilometer. Og selve kørslen er der også høje afgifter på igennem benzin- og dieselforbruget,” siger Mogens Fosgerau.

Vender den tunge ende ned
Hos regeringens støtteparti Dansk Folkeparti er man ikke umiddelbart vilde med regeringens udspil.

Finansordfører René Christensen ærgrer sig blandt andet over, at regeringens forslag vil give de største afgiftslettelser målt i både kroner og øre såvel som procent til de dyreste biler.

”Det er ærgerligt, hvis vi kommer til at skulle bruge mange penge på at lette prisen på nogle produkter, som der ikke er ret mange, der efterspørger. Derfor synes vi, det er mere fornuftigt at målrette lempelsen mellemklasses bilerne,” siger partiets finansordfører René Christensen.

Professor Mogens Fosgerau bekræfter, at den fordelingsmæssige profil af regeringens udspil i en vis grad vender den tunge ende ned ad.

”Som udgangspunkt fungerer den nuværende registreringsafgift som en fint omfordelende skat, fordi den i højere grad beskatter de dyre biler, som mere velhavende folk køber,” siger Mogens Fosgerau.

Læs hele artiklen på Altinget: transport (kræver abonnement). Tegn gratis prøveabonnement her.

Forrige artikel Ammitzbøll om overophedning: De andres plan er mere risikabel Ammitzbøll om overophedning: De andres plan er mere risikabel Næste artikel Politisk overblik: Det ved vi om finanslovsforslaget Politisk overblik: Det ved vi om finanslovsforslaget