Nu kommer forbuddet mod diskrimination af handicappede

HANDICAP: Socialminister Mai Mercado (K) har et lovforslag imod diskrimination af handicappede på trapperne. Stort skridt i kampen mod fordomme, siger Danske Handicaporganisationer.

Efter flere års tovtrækkeri er et forbud mod diskrimination af handicappede snart en realitet.

Børne- og Socialminister Mai Mercado (K) har nemlig om få uger et lovforslag klar til høring, der skal gøre det ulovligt at afvise en person på eksempelvis restauranter og i butikker alene på grund af vedkommendes handicap.

”I dag kan man klage, hvis man bliver nægtet adgang til et diskotek, en bar eller en restaurant, fordi man er homoseksuel eller mørk i huden. Men det samme gælder ikke for mennesker med handicap. Det skal vi have rettet op på," siger børne- og socialminister Mai Mercado i en skriftlig kommentar til Altinget. 

”Jeg er stolt af, at vi tager det skridt nu og sender et tydeligt signal om, at vi ikke accepterer, at mennesker med handicap bliver diskrimineret,” fortsætter hun.

Børne- og Socialministeriet forventer, at lovforslaget sendes i ekstern høring sidst i august og derefter bliver fremsat i Folketinget i november. Her forventes det vedtaget af et bredt flertal.

Danmark er det eneste land i norden, der ikke har et generelt forbud mod diskrimination af handicappede, og i 2014 rettede FN en kritik mod Danmark for netop det.

Opgør med fordomme
Danske Handicaporganisationer har længe har kæmpet for et generelt forbud på området. Her glæder det formand Thorkild Olesen, at der langt om længe er udsigt til et lovforslag.

”Alle er vel enige om, at mænd og kvinder i dag skal behandles ens. Det er lidt det samme, vi gerne vil på handicapområdet. At man kan få bevæget synet på mennesker med handicap til; selvfølgelig skal vi alle behandles mere ens,” siger Thorkild Olesen.

Forslagets mangler
Dansk Folkepartis Karina Adsbøl er glad for, at forslaget omsider ser dagens lys. Men hun savner, at 'rimelig tilpasning' bliver inddraget i forslaget. Den tilpasning kan eksempelvis bestå i, at en skole laver en rampe til elever i kørestol. Hun henviser til en sag, hvor en studerende i kørestol ikke kunne komme på podiet og få overrakt sit eksamensbevis.

”Det er sundt fornuft, at man tilpasser sig i sådanne tilfælde, hvor det ikke kræver store ombygninger,” siger Karina Adsbøl.

Dette kan dog være lig med meromkostninger. Karina Adsbøl har derfor bedt ministeren om at få Finansministeriet til at undersøge, hvor meget det vil koste at inkludere tilpasning.

Læs hele artiklen på Altinget: social (kræver abonnement). Tegn gratis prøveabonnement her.

Forrige artikel Politisk overblik: Regeringen vil forlænge forskerordning Politisk overblik: Regeringen vil forlænge forskerordning Næste artikel Mærsk-salg bekymrer Enhedslisten: Kan betyde tabt skat Mærsk-salg bekymrer Enhedslisten: Kan betyde tabt skat