Professor: Ny valglov vil give mere retfærdige byråd

Der findes andre og mere retfærdige måder at omregne et partis valgresultat til antal sæder i et regionsråd eller en kommunalbestyrelse end den, man benytter i dag.

Det er budskabet fra en af dansk valgforsknings grand old men, professor Jørgen Elklit fra Aarhus Universitet, efter Folketinget i forrige uge diskuterede et beslutningsforslag fra Enhedslisten, Dansk Folkeparti og SF.

Forslaget lægger op til at ændre matematikken bag fordelingen af mandater ved kommunal- og regionsvalg.

Den nuværende fordeling sker på baggrund af den såkaldte d’Hondtske metode og foretrækkes især af Venstre og Socialdemokratiet. Den metode vil partierne bag forslaget have ændret til den såkaldte største brøks metode.

”Efter min opfattelse er den d’Hondtske metode mindre retfærdig, fordi den nogle gange favoriserer de store partier. Største brøks metode favoriserer nogle gange de store og nogle gange de små. Det er tilfældigt,” siger Jørgen Elklit.

Matematisk retfærdighed
Retfærdighed er naturligvis en bøjelig størrelse, ikke mindst i en politisk debat.

Men hvis man holder sig nøgternt til at se på, i hvilken grad den konkrete fordeling af mandater afspejler et valgresultat, er Jørgen Elklit ikke i tvivl.

”Hvis man taler om ren matematisk retfærdighed, så er største brøks metode mere præcis,” siger Jørgen Elklit.

Netop spørgsmålet om, hvem der bliver favoriseret af den ene eller den anden metode, stod centralt, da beslutningsforslaget blev førstebehandlet i slutningen af marts.

Ikke mindst i økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbølls (LA) argumentation for at afvise forslaget.

”Med den d’Hondtske metode bliver store partier marginalt overrepræsenteret. Ved den største brøks metode bliver små partier marginalt overrepræsenteret. Det er jo et meget åbenlyst dilemma, som vi dermed skal tage stilling til,” sagde Simon Emil Ammitzbøll. 

Ingen systematiske fordele for små partier
Og det kan jo lyde som et klassisk politisk dilemma, hvor nogle partier har én egeninteresse, de forfølger, mens andre partier ud fra et lige så partiegoistisk hensyn forfølger en dagsorden.

Problemet er bare, at Simon Emil Ammitzbølls udsagn ikke rigtig holder vand. Der er ikke noget dilemma.

”Det en uheldig formulering. Største brøks metode er ligeglad med, om det er store eller små partier,” siger Jørgen Elklit.

Ifølge ham er det en formulering, som ofte kommer fra de store partier, når de skal argumentere for, at det, de foretrækker, ikke er værre end det, andre går ind for.

”Men det er forkert at sige, at det er et skifte fra noget, der favoriserer de store til noget, der favoriserer de små,” siger Jørgen Elklit og fortsætter:

”Største brøks metode har efter min bedste opfattelse den kvalitet, at den blæser på, om det er store eller små partier. Det er lige som at spille lotto.”

Fakkeltog og demokratisk desperation – næppe
Et andet element i diskussionen for og imod at ændre mandatfordelinger er spørgsmålet om, hvornår et parti med under halvdelen af stemmerne kan få flertal i en kommunalbestyrelse.

Den situation har den nuværende d’Hondtske metode blandt andet være med til at skabe i såvel Brøndby, Billund og Ishøj Kommune ved valget i 2013.

Omvendt hæfter modstanderne mod at ændre metode sig ved, at største brøks metode vil kunne betyde, at et parti, som får over 50 procent af stemmerne, i nogle tilfælde ikke vil få flertal i kommunalbestyrelsen efterfølgende.

”Der tror jeg, at man vil se fakkeltog og desperation over et demokratisk system,” sagde blandt andet Socialdemokratiets kommunalordfører, Magnus Heunicke, da han afviste at pille ved mandatfordelingen.

 

Det argument efterlader imidlertid Jørgen Elklit med indtrykket af, at de store partier er på jagt efter argumenter for at fastholde den nuværende mandatfordeling.

”Det vil ske overordentligt sjældent. Måske vil situationen opstå ét sted ved hver tiende valg. Og det kan man lovgive sig ud af så nemt som at klø sig i nakken,” siger Jørgen Elklit.

Valgforbund – et svagt argument
Ifølge ham vil man blot kunne skrive ind i en lovændring, at et parti altid er sikret et flertal af sæderne i et regionsråd eller en kommunalbestyrelse, hvis partiet får over 50 procent af stemmerne.

Og netop den tilføjelse har partierne bag forslaget om at ændre mandatfordelingen tænkt sig at tilføje. I håb om så at kunne samle flertal.

”Argumentet, der indgår i diskussionen, handler om, at man på et tidspunkt havde et eksempel i USA i forbindelse med fordelingen af pladser til kongressen mellem staterne. Derfor hedder det Alabama-paradokset. Men det kan man nemt lovgive sig ud af,” siger Jørgen Elklit.

Et andet argument mod at ændre mandatmatematikken er, at de små partier bare kan indgå valgforbund. På den måde begrænser man også risikoen for stemmespild.

Men heller ikke det argument imponerer Jørgen Elklit.

”Det er virkeligt et svagt argument,” siger han.

Inden for valgforbundet fordeles stemmerne også efter den nuværende d’Hondtske metode. Og i nogle tilfælde vil det ifølge Jørgen Elklit bidrage til, at større partier støvsuger stemmer fra de mindre partier.

Partipolitisk egeninteresse
Et helt tredje argument, som ifølge Venstre og Socialdemokratiet taler mod at ændre mandatfordelingen, er, at største brøks metode vil kunne give partier incitament til at splitte sig op i mindre enheder for at få flest mulige mandater ud af deres valgresultat.

Realistisk set vurderer Jørgen Elklit også her, at der er tale om et lidt fortænkt modargument.

Han anerkender, at det kan ske. Men kan dog ikke komme i tanke om andre tilfælde, end da Venstre sidst i 1940’erne splittede sig op i to forskellige partier i Folketinget og vandt et ekstra mandat på manøvren.

Men risikoen for bagslag er stor.

”Hvis vælgere ser det som udtryk for splittelse i et parti eller et lidt for smart nummer, så er det slet ikke sikkert, man får så mange stemmer, at det giver den ekstra mandatgevinst. Så det med at tisse i bukserne vil også passe på den situation,” siger Jørgen Elklit.

Helt overordnet ser han de store partiers modstand mod at ændre mandatfordelingen som ren og skær partipolitisk egeninteresse.

”De to store kommunale partier, Venstre og Socialdemokratiet, er enige om, at det er en fordel med d’Hondts metode. De har sikkert nogle ideelle argumenter, men det er også til deres egen fordel,” siger Jørgen Elklit.

 

kim@altinget.dk