Her er Konservatives nye folketingsgruppe

ROKADE: Tre nye MF'ere indtræder i den konservative folketingsgruppe efter udnævnelsen af de nye K-ministre.

Det er store skiftedag i dansk politik, hvor den nye VLAK-regering netop er præsenteret. 

Mens Liberal Alliances seks nye ministre alle beholder deres plads i Folketinget, har Konservatives tre nye ministre valgt at overlade folketingsmandaterne til deres førstesuppleanter.

Dermed tilføres den konservative folketingsgruppe to helt nye ansigter og en enkelt gammel kending: Brigitte Klintskov Jerkel, Orla Østerby og Anders Johansson. Derudover forbliver Naser Khader, Mette Abildgaard og Rasmus Jarlov i folketingsgruppen.

Mai Mercados stedfortræder fortsætter 
Den nye børne- og socialminister Mai Mercado afløses af 35-årige Anders Johansson, der allerede er et kendt ansigt i den konservative folketingsgruppe.

Han har to gange tidligere været stedfortræder for Mai Mercado: Første gang, da hun i slutningen af sidste år tog en måneds pause grundet graviditetsgener. Og igen, da Mai Mercado i foråret 2016 gik på barselsorlov.

Han er, ud over sit nye FT-medlemsskab, 2. viceborgmester i Ærø Kommune og har under sit vikariat været ordfører på blandt andet uddannelses- og forskningsområdet.

To nye ansigter i gruppen
Mens Anders Johansson allerede har smagt på livet i Folketinget, har ingen af de to andre suppleanter erfaring fra Christiansborg.

Partileder Søren Pape Poulsen overlader sit mandat til den 64-årige vestjyde Orla Østerby.

"Jeg er født, opvokset og bosat i Vestjylland, så jeg ved, hvor jeg kommer fra. I Folketinget vil jeg derfor selvfølgelig arbejde for et Danmark i balance," siger Orla Østerby, der siden 1997 har siddet i byrådet i Lemvig Kommune, i en pressemeddelelse. 

Sidste nye navn er den 47-årige Brigitte Klintskov Jerkel, der supplerer for erhvervsminister Brian Mikkelsen.

Hun er uddannet socialrådgiver og blev i sidste måned valgt som konservativ borgmesterkandidat i Greve Kommune, hvor hun siden 2006 har siddet i byrådet. 

"Jeg er super glad for at være en del af C-holdet og ser meget frem til at starte i Folketinget. Mange års arbejde og drømme er endelig blevet til virkelighed. Det er næsten ikke til at forstå," skrev hun i morges på sin Facebook-profil.

Konservative oplyser til Altinget, at de tre afløsere indtil videre overtager deres forgængeres ordførerskaber.

Forrige artikel Holstein: Solide overraskelser på Løkkes nye ministerhold Holstein: Solide overraskelser på Løkkes nye ministerhold Næste artikel Sådan flytter Løkke rundt på ressortområderne Sådan flytter Løkke rundt på ressortområderne