Statsrevisor-formand forventer intet af Dong-undersøgelse

DONG-SAGEN: Det er i højere grad ideologi og ”kalkunjagt” end saglige argumenter, der er årsag til, at Rigsrevisionen skal se nærmere på Dong-salget, mener Statsrevisorernes formand, Peder Larsen.

Godt nok har Statsrevisorerne bedt Rigsrevisionen om at undersøge børsnoteringen og salget af energivirksomheden Dong. Det er dog ikke en undersøgelse, statsrevisorernes formand Peder Larsen (SF) forventer sig meget af.

Han ser den mere som en gestus og en del af det politiske spil.

Ønsket om at undersøge sagen kommer fra Dansk Folkepartis statsrevisor Henrik Thorup, men opdraget til Rigsrevisionen afspejler dog en uenighed blandt Statsrevisorerne. Derfor er der i praksis lagt op til, at Rigsrevisionen selv kan vælge at lave et relativt afgrænset ”notat” om Dong-salget, eller udvide det til en reel undersøgelse og en ”beretning”.

SF-statsrevisor Peder Larsen er skeptisk over for en undersøgelse.

”Nogle vil måske mene, at jeg skulle være mere SF'er her. Men jeg skal jo ikke sidde og kræve undersøgelser, fordi det pleaser SF,” siger Peder Larsen.

Spild af krudt
Han mener, der allerede er blevet stillet mange spørgsmål og boret meget i børsnoteringen og salget af Dong, og intet umiddelbart tyder på urent trav.

Peder Larsen er desuden skeptisk over de politikere, som forestiller sig Rigsrevisionen er i stand til at vurdere, om en pris på Dong var den rigtige på et givent tidspunkt. Rigsrevisionen har jo trods alt ikke investor-erfaring.

”Jeg har det lidt sådan: hvorfor spilde krudt på noget, som sandsynligvis ikke fører til noget? Jeg har meget svært ved at se, at man kommer til en entydig konklusion om, at Dong blev solgt for billigt,” siger han og tilføjer:

”Det er jo blevet en kalkun-jagt, hvor nogle mener, deres største mål i livet er at skyde på Bjarne Corydon (S). Men det var en bred politisk beslutning at sælge, og jeg tror ikke, det kunne have været meget anderledes,” siger Peder Larsen.

 

Rigsrevisionen har endnu ikke meddelt Statsrevisorerne, om der lægges op til at lave en større undersøgelse og beretning af Dong-salget eller blot nøjes med et ”faktuelt notat”.

Der er derfor heller ikke endnu en dato på, hvornår arbejdet ventes afsluttet.

Læs hele interviewet med Peder Larsen på Altinget: energi og klima (kræver abonnement). Tegn gratis prøveabonnement her.

Forrige artikel Danske unge gider godt politik Danske unge gider godt politik Næste artikel Regeringen bebuder samlet udspil mod hævnporno Regeringen bebuder samlet udspil mod hævnporno