Naturfredningsforening: Ny nationalpark udhuler konceptet

NATUR: Politikerne på Christiansborg har vedtaget Kongernes Nordsjælland, selvom Naturstyrelsen har stillet faglige spørgsmålstegn ved parkens kvalitet. Man udhuler nationalpark-konceptet, lyder kritikken fra DN. Nationalparken skal nok blive bedre med tiden, fastholder LA.

Efter en årelang proces valgte politikerne onsdag at sige endegyldigt ja til Nationalpark Kongernes Nordsjælland.

Dermed nikker Folketinget til et meget omdiskuteret forslag, som de nordsjællandske kommuner præsenterede i december 2014. Danmarks Naturfredningsforening er ikke begejstret.

”Jeg er ked af, man har vedtaget noget, der er så tyndt. Det er et forslag, der udhuler det danske nationalpark-koncept,” siger direktør for natur og plan Michael Leth Jess og fortsætter:

”Vi er tilfredse med, at der endelig er sat punktum. Men vi ikke tilfredse med resultatet. Vi har sagt, at man burde have droppe Kongernes Nordsjælland og være gået videre med en nationalpark på Bornholm.”

Michael Leth Jess understreger også, at DN vil arbejde konstruktivt med for at gøre nationalparken bedre fremadrettet.

Styrelse: Forslag mangler kvalitet
Naturstyrelsen (nu under navnet Svana) vurderede i et notat fra januar 2016, at kommunernes forslag ikke lever fagligt op til forudsætningerne for en nationalpark. Naturområderne er ikke godt nok forbundet:

“I realiteten vil det ikke kunne lade sig gøre at skabe de naturmæssigt og landskabeligt meget værdifulde overgangszoner mellem skovnatur og lysåbne naturtyper,” skriver styrelsen i sit notat og konkluderer til sidst:

”Det er Naturstyrelsens faglige vurdering, at forslaget, primært med hensyn til fragmentering og afgrænsning, ikke rummer kvaliteter, der i tilstrækkelig grad understøtter en funktionel og sammenhængende nationalpark.”

Sådan ser parken ud (artiklen fortsætter under kortet):

Næsten hele naturparkens areal er fra offentlige arealer, da nordsjællandske lodsejere ikke har vist den store villighed til at lægge jord til (se faktaboks). 

Partierne på Christiansborg peger i en pressemeddelelse på, at nationalparken med tiden skal udvikle sig til en mere sammenhængende nationalpark.

LA: Der kommer flere med
Liberal Alliances miljøordfører, Carsten Bach, medgiver, at det nuværende forslag ikke er noget at råbe hurra for.

”Men vi hører også fra kommuner og lodsejere, at stemningen er vendt. Jeg har stor tiltro til, at der kommer flere lodsejere med undervejs,” siger Carsten Bach.

Kongernes Nordsjælland er den femte nationalpark. Og dermed er de fem parker på plads, som Folketinget blev enige om at etablere helt tilbage i 2007. Der er ikke planer om flere nationalparker.

,

Forrige artikel På Amager skal trendy storbyfamilier møde byens udsatte borgere På Amager skal trendy storbyfamilier møde byens udsatte borgere Næste artikel Det sker i dansk politik: Ungdommens Folkemøde, flagdag og samråd om attentat Det sker i dansk politik: Ungdommens Folkemøde, flagdag og samråd om attentat