Status på målinger: Venstre største taber siden valget

RISBJERG-SNITTET: Det første folketingsår efter valget har været hårdt for regeringspartiet Venstre, der står svækket tilbage, viser snit af meningsmålinger.

Det nuværende regeringsparti Venstre fik ved Folketingsvalget for godt et år siden en ordentlig øretæve.

Med 19,5 procent af stemmerne mistede partiet mere end hver fjerde stemme i forhold til 2011-valget og opnåede sit ringeste valgresultat i mere end 25 år.

Siden er det gået fra ondt til værre for liste V. Venstre er således det parti, der siden valget i fjor har mistet flest vælgere.

Det fremgår af Risbjerg-snittet – et kvalitetsvægtet snit af meningsmålinger, som professor Kasper Møller Hansen laver for Altinget.

I det nyeste Risbjerg-snit står Venstre således til 17,5 procent af stemmerne – 2,0 procentpoint under det historisk ringe valgresultat sidste år og partiets næstlaveste niveau i et Risbjerg-snit nogensinde.

Læs også: Venstre rammer historisk lavpunkt i snit af målinger

Venstres tilbagegang har mange årsager, vurderer Altingets politiske kommentator Erik Holstein.

"Venstre-regeringen står i en meget svær situation med tre støttepartier, der hver især skal gøres tilfredse. Så udgangspunktet var vanskeligt,” siger han og fortsætter:

"Men når det er sagt, har man også truffet nogle tvivlsomme politiske valg. Regeringen har ikke fundet en stabil løsning i forhold til asyl-og migrantkrisen, selvom det var slagnummeret i valgkampen. Og udsigten til nye barske reformer til efteråret møder næppe heller jubel i en befolkning, der for nylig måtte æde en beskæring af efterlønsordningen og en barsk dagpengereform."

[Artiklen fortsætter under figuren.] 

Svag forhandlingsposition
Professor Kasper Møller Hansen mener, at Venstres svage position i målingerne til dels kan tilskrives det, at partiet sidder i en smal et-parti-regering. Han vurderer, at Venstres dårlige målinger svækker regeringens forhandlingsposition.

“De dårlige målinger betyder, at der ikke er noget valg lige om hjørnet. De stiller Venstre i en svag position i forhold til både de forhandlinger, der er i gang, og de meget hårde forhandlinger, der venter til efteråret," siger Kasper Møller Hansen.

Han henviser til, at de øvrige partier ved, at når Venstre står så dårligt, vil Løkke næppe smide håndklædet i ringen og udskrive valg, men hellere søge et kompromis for stort set enhver pris.

Forrige artikel Regeringen pønser på at udskyde kystbyggeri Regeringen pønser på at udskyde kystbyggeri Næste artikel Højesteret: Said Mansour udvises og fratages statsborgerskab Højesteret: Said Mansour udvises og fratages statsborgerskab