Danmark stemmer nej til EU-budget

BUDGET: I sidste øjeblik fik EU's ministre og parlamentarikere natten mellem mandag og tirsdag fundet fælles fodslag for Unionens 2014-budget. Fire lande, herunder Danmark, stemte imod.

BRUXELLES: Danmark har valgt ikke at stille sig bag det 1.010 milliarder kr. store EU-budget for 2014, som blev vedtaget natten mellem mandag og tirsdag efter 16 timers maratonforhandlinger mellem EU's ministre og repræsentanter for Europa-Parlamentet.

Sammen med Storbritannien, Holland og Sverige vendte Danmark tommelfingeren nedad. Begrundelsen fra dansk side lyder, at der ikke er lagt nok luft ind i næste års budget til at håndtere uforudsete hændelser som naturkatastrofer, nødhjælp eller massefyringer, der kan komme til at dræne EU-kasserne.

Da parterne gik ind i lokalet, var de omkring 11 milliarder kr. fra hinanden på de såkaldte betalingsbevillinger. Ministrene gik i nattens løb med til at lægge yderligere knap fire milliarder i puljen, hvilket fik flere af de førnævnte strammerlande til at stejle.

En grundlæggende uenighed
Anne E. Jensen fra Venstre forhandlede på Parlamentets vegne. Hun påpeger, at de i Parlamentet har en helt anden opfattelse af, hvorvidt udgifter til uforudsete hændelser skal betales inden for de budgetlofter, som er lagt i det store syvårige budget for 2014 til 2020.

"Vi sagde ja til den flerårige budgetramme med udtrykkeligt den tolkning, at det er midler, der lægges oveni," siger hun og beklager samtidig, at Danmark valgte at stemme nej.

"Jeg synes, at det er noget underligt noget. Der var jo ikke særlig stor økonomisk forskel. Men det bunder i en principiel diskussion om, hvordan vi tolker aftalen om det flerårige budget mere end en uenighed om de meget små beløb, der har været på bordet. Det er en strid om principper, og den strid er ikke slut her. Den vil komme op igen til næste år," siger hun.

Hun kalder resultatet for "et sparebudget", der er seks procent lavere end 2013-budgettet. Men hun hæfter sig ved, at der kom midler til vigtige områder.

"Jeg er glad for, at vi fik sikret flere midler til vækstpolitikker, forskning, uddannelse og innovation og til humanitær hjælp i Mellemøsten," siger hun.

Flere penge til grænsekontrol og humanitær hjælp
Forhandlingerne faldt på plads i sidste øjeblik, inden den såkaldte forligsprocedure mellem de to EU-lovgivere udløb onsdag. Det glæder den litauiske vicefinansminister, der som formandsland ledte forhandlingerne.

"Vi har styrket prioriterede områder som vækst, beskæftigelse og innovation. Vi blev også enige om at styrke migration, grænsekontrol og humanitær hjælp," sagde Algimantas Rimkunas.

Han medgiver dog, at de har lagt et budget, som ikke giver plads til uforudsete ekstraudgifter.

"Jeg kan ikke afvise, at der kan blive brug for yderligere finansiering," sagde han.

Parlamentets forhandler, Anne E. Jensen, mener dog at vide sig helt sikker på, at der vil komme ekstraregninger oven i det aftalte budget, netop fordi det er så stramt.

"Man skubber en snebold foran sig af ubetalte regninger," siger hun.

EU's budgetkommissær, Janusz Lewandowski, gør klart, at han håber, at vejen nu er banet for, at også EU's næste syvårige budget kan komme helt på plads.

"Det er en god prognose for næste uges parlamentssamling, hvor vi også kan få en aftale om den næste flerårige finansielle ramme for 2014-2020," sagde Lewandowski.

Budgettet for 2014 skal nu godkendes formelt i af både parlament og råd.

 

Forrige artikel Så meget tjener regeringens spindoktorer Så meget tjener regeringens spindoktorer Næste artikel Regeringen går til kamp mod skattely