EU langer ud efter dansk fraflytterskat

SKATTELOV: Europa-Kommissionen kræver, at Danmark ændrer skattelovgivningen. Eksperter spår Danmark ringe chancer for at få medhold, hvis sagen ender ved EU-Domstolen.

EU-Kommissionen har givet Danmark en frist på to måneder til at ændre landets regler om exitbeskatning på aktier. Som lovgivningen ser ud i dag, strider den danske praksis mod EU's principper om fri bevægelighed og etableringsfrihed. Det mener Kommissionen.

Tvisten går på, hvornår man skal betale skat af sine aktier, hvis man flytter ud af landet. Danmark mener, at skatten skal betales løbende efter fraflytninig, blandt andet når man modtager udbytte af aktierne. EU mener derimod, at betalingen først skal ske, når aktierne sælges.

Retter Danmark ikke ind, er næste sanktionsmulighed at hive Danmark for EU-Domstolen.

Ringe muligheder for dansk medhold
Ender sagen om exitbeskatning ved domstolen, bliver det op ad bakke for Danmark. Det vurderer to skatteeksperter.

"Jeg mener, at de danske regler strider mod EU-retten. Derfor mener jeg også, at Danmark formentlig vil tabe," siger Daniel Bergstein, skatterådgiver ved revisionsfirmaet KPMG.

Søren Friis Hansen, professor i selskabsret ved CBS, er enig. Han henviser blandt andet til, at EU-Domstolen tidligere i to omgange har afgjort sager om exitbeskatning, der endte med at gå imod medlemslandene. I disse sager var der tale om beskatning af selskaber, men ifølge Søren Friis Hansen er problemstillingen den samme.

Daniel Bergstein understreger dog, at Danmark stadig kan nå at rette skattereglerne til, så man undgår en domstolssag. Han henviser i øvrigt til, at der i sagens natur altid er en del usikkerheder forbundet med at spå om udfaldet af en proces ved EU-Domstolen.

Danmark var advaret
I 2008 skærpede Danmark sin lov om exit-beskatning som et led i en strammere kurs over for smuthuller i skattelovgivningen. Da lovstramningen var i høring i 2008, kom der en række advarsler fra blandt andet Advokatrådet, om at de nye regler kunne komme på kant med EU.

"Stort set alle høringsparter sagde, at der var store EU-retlige problemer ved dette her, men det afviste man fuldstændig," forklarer Daniel Bergstein.

Også Skatteministeriet selv har tidligere advaret mod, at strammere regler ville kunne føre Danmark på kant med EU's regler. Det fremgår af et §20-spørgsmål fra 2005, hvor SF's Martin Homann spurgte ind til konkrete smuthuller i den daværende lovgivning.

I svaret peger ministeriet på, at EU-Domstolen tidligere har dømt stramme fraflytningsregler til at være i strid med EU-retten.

Kovending i ministeriets argumentation.
Da Kommissionen i 2010 første gang rettede henvendelse til Danmark og pegede på, at de danske regler kunne stride mod EU's principper, var Skatteministeriet dog kommet på andre tanker. Det fremgår af et notat til Europaudvalget, der omhandler Kommissionens henvendelse.

De elementer, som de tidligere havde konkluderet, ville være på kant med EU-retten, var nu ikke længere et problem. Danmark var ikke på kant med EU-lovgivningen.

Den modstridende argumentation til trods er der ifølge professor Søren Friis Hansen ikke noget underligt i, at Danmark endnu ikke har rettet sig efter Kommissionens ønsker.

"Det er jo et forløb, vi har set, hver gang der er kørt en skattesag for EU-Domstolen mod Danmark. Der har man hver gang - lige indtil dommen er faldet - fastholdt, at der ikke er noget problem i," siger han.

Altinget.dk har forsøgt at få en kommentar fra skatteminister Holger K. Nielsen. Dette har ikke været muligt, men Skatteministeriet oplyser, at der ikke er nogen aktuelle planer om at ændre i den eksisterende lovgivning.

Forrige artikel Den grønne dagsorden har det svært i Parlamentet Den grønne dagsorden har det svært i Parlamentet Næste artikel Ny departementschef lover reel åbenhed Ny departementschef lover reel åbenhed