12. december: Jørn Dohrmann

JULEKALENDER: Hver dag frem mod juleaftensdag vil Altinget.dk bringe et interwiev med en folketingspolitiker. I dag er det Jørn Dohrmann fra Dansk Folkeparti

Af Simone Stegenborg-Grathwohl

Hvorfor gik du ind i politik?

Jeg ville gerne være med til at ændre skolesystemet i den gamle Vamdrup Kommune, så det var egentlig lokalpolitik, der fik mig til at gå ind i politik i første omgang. Jeg blev opfordret til at stille op til Folketinget også, men jeg regnede ikke med at komme ind, da det jo kun er ganske få folk, der bliver valgt ind.

Hvad er dit vigtigste politiske mål?

Det er at aflevere et miljø til vores efterkommere, hvor de kan være sikre på, at verden kan bestå, og hvor vi kan sørge for, at vi ikke bliver overladt på naturen. Vi skal skabe et samfund, som tilgodeser de fleste. Mit mål er, at vi ikke lever i fattigdom, og at alle har mulighed for at realisere sine drømme. Det er mit hovedformål med at være i politik.

Hvilken dansk politiker har været en inspiration for dig?

Det har jeg ikke. Dengang jeg gik ind i politik, var jeg mest optaget af de lokale spørgsmål. Jeg syntes, at kommunen var regeret af for mange gamle mænd og kvinder uden visioner og ideér til forandring.

Hvilken politisk modstander har du størst respekt for?

Jeg synes, man skal have respekt for alle modstandere. Også dem, som reelt ikke er de største og har den største viden. Dem skal man hjælpe mest muligt, så man undgår at havne i samme situation som den nye regering, som fører en løftebrudspolitik. Der har man en udfordring i forhold til at sige til dem, at de løber over evne. Vi skal have et godt system, hvor alle får del i rigdommen i Danmark, i stedet for at man deler ud, inden vi har råd til det.

Politikere har en travl hverdag. Hvad gør du for at rekreere?

Jeg kan godt lide at gå en tur eller tage ud og fiske i naturen. Jeg nyder meget at kunne se, at dyrene i skovene har det godt. Jeg hygger mig allermest, når jeg bruger tid med min familie, uanset om vi laver store eller små ting. Udover dette er der ikke meget fritid tilbage, når man er politiker. Der er jo folk, der ringer til mig hele døgnet. Også midt om natten, efter kl.22. Derfor betragter jeg ikke fritiden som en stor ting, selvom det er en god ressource at have til rådighed.

Hvad er den bedste bog du har læst i år?

Bøger er ikke det, jeg bruger allermest tid på, da jeg synes, jeg får læst nok i hverdagen. Derfor kan jeg ikke lige komme i tanke om nogen bedste bog. Dog kan jeg godt synes, det er sjovt at læse sådan noget som f.eks. Harry Potter. Den er meget god at slappe af til og er også rigtig god underholdning.

Ser du stadig dig selv som politiker om 5 år?

Ja, på et eller andet plan gør jeg. Ellers så ser jeg, hvad tiden bringer.

Hvad fortryder du fra 2011?

Der er ikke noget, jeg fortryder. Jeg synes, man skal stå ved sine handlinger hele vejen igennem. Til gengæld tror jeg, der er mange vælgere, der fortryder, hvad de har stemt.

Man skal også passe på med at sige, at man fortryder en hel masse ting, for man bliver klogere undervejs. Det er netop livets erfaring, og det er jo det, man bliver valgt på.

Forrige artikel 11. december: Pernille Vigsø Bagge 11. december: Pernille Vigsø Bagge Næste artikel Natur- og Landbrugskommissionen er lige på trapperne Natur- og Landbrugskommissionen er lige på trapperne