Lisbeth Knudsen: Vores tillidsbaserede samfund er udfordret

Hvidvask for milliarder af kroner i årevis gennem danske storbanker. Svindel for over hundrede millioner kroner i årevis i Socialstyrelsen med midler til de allersvagest stillede i samfundet. Og storplyndring af statskassen for milliarder af kroner i årevis i tilbagebetaling af udbytteskat som led i et gigantisk internationalt røveri foretaget gennem nogle af verdens største banker.

De dårlige nyheder om svindel og bedrageri står i kø for tiden. Hvordan kunne det ske? Fordi det var nøje planlagt og udspekuleret.

Vores højt besungne tillidsbaserede danske samfund har fået slået glasset ind til brandalarmen, og den er for længst gået i gang med at hyle. Der er ganske enkelt brug for en ret betydelig genopretning, hvis vi igen skal kalde os et velfungerende, tillidsfuldt samfund med respekt for centrale funktioner og de fælles administrative styrings- og kontrolsystemer.

Ikke bare er der brug for genopretning af tilliden til bankerne og den finansielle sektor, men også til Skat og retfærdighed for os alle sammen i skatteopkrævningen og til sikkerheden omkring styringen af offentlige tilskudsmidler på fair og ens vilkår.

Hvordan skal den lille iværksætter, der har hårdt brug for et lån til at komme videre med at drive en helt igennem legitim forretning, have forståelse for et nej fra banken, når den med den anden hånd vasker sorte penge hvide for russiske oligarker?

Hvordan skal den forening, der forsøger at gøre noget godt for hjemløse eller unge mødre uden uddannelse, have forståelse for, at de skal rapportere brugen af hver en femøre i tilskud fra satspuljemidlerne og leve op til en nidkær kontrol, når Socialstyrelsen i årevis ikke opdager, at nogle af midlerne fra puljen havner på en medarbejders private bankkonto?

Hvordan skal den hårdtarbejdende helt almindelige danske familie, der betaler den skat, den skal, have forståelse for, at et internationalt netværk af svindlere, advokater og banker kan tømme den danske statskasse for anslået 12,7 milliarder kroner i udbytteskat i årevis, uden at nogen stopper hullet og manden, der lod pengene fosse ud af kassen?

Tillid er Danmarks stærkeste sociale kapital, har adskillige forskere fremhævet. Vi er faktisk verdensmestre i tillid til hinanden. Social tillid er den andel af befolkningen, der mener, at man kan have tillid til mennesker, man ikke kender i forvejen. Det svarer hele 78 procent af danskerne ja til – den højeste score for noget land i verden.

Også den institutionelle tillid er højere i Danmark end de fleste andre steder, og begrebet tillid fandt vej til vores såkaldte Danmarkskanon som en af de højest prioriterede danske værdier. Høj tillid skaber økonomisk vækst i et samfund, fastslår forskerne, og det handler blandt andet om trygheden i, at tingene foregår på en ordentlig og fair måde.

Vil der ikke altid findes skurke, tyveknægte og brodne kar i selv det bedste samfund? Jo, sikkert er det sådan.

Men de tre her nævnte sager adskiller sig – selv om de er vidt forskellige i karakter – ved at få tilliden til nogle af samfundets nøglefunktioner til at vakle; fordi der er tale om så store beløb; fordi der er tale om så langvarige svindelsager; fordi der burde have været kontrolfunktioner på plads, som havde opdaget kriminaliteten; fordi der i nogle tilfælde var whistleblowere, der advarede om en mistænkelig adfærd; fordi der var advarsler, der blev overhørt i alle tre tilfælde.

Nu råbes der på yderligere kontrol og regulering af den finansielle sektor på europæisk og nationalt plan på basis af den seneste store internationale svindelsag for 410 milliarder kroner om udbytteskat.

Er storbankerne blevet så store, at de ikke selv har kontrol over, hvad de foretager sig, for slet ikke at tale om muligheden for at andre kan kontrollere dem? Er bankerne blevet så kyniske, at de har tabt moral og forretningsetikken? Skal bankerne have lov til at sprede sig over så stor en del af de finansielle markeder, som de gør i dag, eller skal de ved lov brydes op i mindre enheder?

Præcis som med de store tech-giganter, hvor man godt kan komme i tvivl, om de i virkeligheden selv har styr på, hvad de har gang i, når der dagligt skal ryddes op i millioner af falske konti, der spreder fake news, og når frie demokratiske valg infiltreres af misinformation og troldefabrikker via de sociale medier.

Kan vi regulere og kontrollere os ud af mistilliden, eller er vi kommet dertil, at bankernes ledelser må sætte spørgsmålet om moral og etik og samfundsansvar tydeligere på dagsordenen eller pålægges en offentligt udpeget vagthund i bestyrelserne? Det bør blive et emne for en seriøs politisk diskussion og en åben debat i finanssektoren uanset konkurrencehensyn.

Tilliden til banksystemet og den finansielle sektor er en nøgle til et velfungerende erhvervsliv, til en velfungerende boligsektor og et velfungerende samfund. Interessant nok viser internationale imagemålinger, at den finansielle sektor i de seneste fem år langsomt, men gradvist, er steget i anseelse efter det totale tilbageslag med finanskrisen. Men lige præcis i 2018 stagnerer de gode takter i udviklingen, og nu venter sikkert en ny tilbagegang med de seneste afsløringer.

Hvordan kan vi genskabe tilliden til Skat? Det hører populært sagt i kategorien ”det lange seje træk”. Flere medarbejdere, nye og mere effektive kontrolsystemer, ændret og mere fokuseret organisation og skærpet opmærksomhed på de mest sårbare områder.

Men hvordan kunne det gå så galt og så længe? Det skrives der nu tykke bøger om, men Skat har brug for genopbygning af tilliden på alle fronter. Det kommer måske til at tage både fem og ti år, inden skaderne og tilliden er genoprettet.

Vi kender til det ledelsessvigt, som fandt sted i Skat på kontoret for tilbagebetaling af udbytteskatten, men de seneste afsløringer i den internationale svindelsag viser nu, at en stribe udenlandske banker hjalp til med svindlen. En stribe sagsanlæg er allerede sat i gang for at hente nogle af de mange tabte penge hjem igen.

Når det gælder bedrageriet i Socialstyrelsen, så har det ikke skortet på advarsler fra Folketingets statsrevisorer i forhold til kontrollen med og styringen af de såkaldte satspuljemidler.

Satspuljen afsættes hvert år til initiativer inden for social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet. Initiativerne har til formål at forbedre vilkårene for svage og udsatte grupper samt for mennesker på overførselsindkomst. Satspuljen udgør i 2018 omkring 770 millioner kroner, og regeringen har lagt op til at udmønte midlerne inden for nogle temaområder:

Flere borgere på kanten af arbejdsmarkedet i job eller uddannelse, støtte og forebyggelse til udsatte borgere, familiepolitiske indsatser, værdighed og omsorg for de svageste ældre, styrket indsats i psykiatrien og for kronikere, understøttelse af civilsamfundsinitiativer og en beskæftigelsesrettet integrationsindsats.

Statsrevisorerne har kaldt ordningerne uigennemsigtige og lad os bare tilføje: Ordningerne giver politikerne fra alle partier mulighed for at drysse beløb ud over hundredvis af projekter, som de hver især gerne vil tilgodese. Ofte projekter, som ikke er forsynet med en masse administrative kræfter, og som er helt afhængige af frivillige ressourcer til mange af opgaverne.

Sagt helt koldt og kynisk, som den tidligere finansminister og nu chefredaktør på dagbladet Børsen, Bjarne Corydon, gjorde det forleden: det er en hamrende ineffektiv måde at bruge pengene på. Men sagt mere realpolitisk, er satspuljen med til at skabe mange projekter, der afprøver nye veje i socialpolitikken, løser og løfter områder, der ellers er faldet mellem forskellige stole og ikke vil kunne tilgodeses på anden måde, og løsninger, som skaber en involvering af civilsamfundet.

At det er lykkedes en medarbejder at svindle med udbetalingerne og sætte beløb ind på egne bankkonti over en lang årrække, samtidig med at hun har ført et utroligt dobbeltliv, er ikke fuldstændig overraskende for folk med indsigt i systemet.

Og så er det jo fint, at socialministeren forarget kalder svindlen for ”gement tyveri” over for de svagest stillede. Men hendes ministerium viste måske i denne her sag lidt for meget tillid til en enkelt medarbejder, som tilsyneladende uopdaget kunne leve et dobbeltliv med køb og salg af dyre rideheste og huse i Sverige og Sydafrika for en månedlig løn på 37.000 kroner.

Virkeligheden har overgået fantasien, både når det gælder hvidvasksagerne, udbytteskattesagen og svindelnummeret i Socialstyrelsen. Nu bliver de endevendt af alle relevante myndigheder, og en politisk opfølgning er nødvendig.

Men det er beskæmmende, at de har kunnet finde sted. Der skal ikke mange flere af den slags sager til, før vores institutionelle tillid får et ordentligt hak nedad, mens vi måske fortsat kan opretholde tilliden til hinanden.

----------

Lisbeth Knudsen er tværgående chefredaktør på Mandag Morgen/Altinget og formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Det Kgl. Teater. Hun har været koncernchef for Berlingske Media og ansvarshavende chefredaktør for Berlingske. Før det var hun blandt andet nyhedsdirektør i DR. Hver anden fredag skriver hun en kommentar i Altinget.