Løkke lover dansk reaktion på giftangreb

KONSEKVENS: Der kommer et særskilt dansk svar på nervegiftangrebet i Salisbury, fortæller statsminister Lars Løkke Rasmussen. Det sker, efter at EU-landene natten til fredag vedtog at trække diplomater ud af Rusland. 

BRUXELLES: Danmark er klar til at svare på det giftangreb, der ramte Salisbury i Storbritannien 4. marts. 

Sådan lyder det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Ifølge ham overvejer regeringen i øjeblikket, præcis hvordan Danmark skal bidrage til et modsvar: 

“Regeringen vil i de kommende dage tage stilling til hvordan – ikke om, men hvordan Danmark kan yde et bidrag,” sagde statsministeren fredag morgen ved ankomsten til EU-topmødets andendag. 

Meldingen kommer morgenen efter, at EU-landene natten til fredag vedtog en skrap tekst om angrebet, hvor der peges fingre ad Rusland som meget sandsynlig gerningsmand. Samtidig besluttede EU-overhovederne at trække EU-ambassadører hjem fra Rusland.

Stærk solidaritet
Det var en beslutning, der faldt i god jord hos statsministeren, der har skubbet på for at stramme teksten:

“Jeg er meget tilfreds med, at det er et enigt EU-28, der udtrykker meget klar solidaritet,“ sagde han og fortsatte:

"Det er vigtigt, at vi viser den stærkeste form for solidaritet i forhold til Storbritannien. Det er en meget stærk tekst, som udtrykker det synspunkt, at alle 28 EU-medlemslande deler den britiske regerings vurdering af, at det her efter al sandsynlighed – og det er nok den strammeste sprogbrug, man kan bruge i den her branche, er koblet op på Rusland." 

Danske hjemkaldelser? 
Men hjemkaldelsen af EU-ambassadører er kun øverste linje på EU's samlede sanktionsliste mod russerne, fortæller Løkke:

"Der skal følges op, og det kommer til at ske på flere fronter. Diskussionerne vil fortsætte mellem udenrigsministrene, og vi kommer tilbage til det her ved det næste topmøde,” sagde han.

Om Danmark er klar til at trække egne diplomater ud af Rusland, lader statsministeren til gengæld for nuværende stå uvist: 

"Det er et af de instrumenter, som var til diskussion i går. Men det er jo ikke noget, man bare gør. Jeg er glad for, at teksten er strammet. At alle 28 lande så klart tager afstand fra det, der er sket og deler Storbritanniens vurdering af, at det her efter al sandsynlighed er linket op på Rusland," sagde han.   

Forrige artikel Live: Se ordførerne diskutere danmarkshistoriens første borgerforslag Live: Se ordførerne diskutere danmarkshistoriens første borgerforslag Næste artikel Prøv quizzen: Har du fulgt med? Prøv quizzen: Har du fulgt med?