Løkke om Trumps trusler: "Det er en provokation, som verden ikke har brug for"

INTERVIEW: Donald Trump skal pakke sine trusler om told på stål og aluminium væk og i stedet huske på, at Europa er USA's nærmeste allierede. Sådan lyder det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ved ankomsten til dagens EU-topmøde. 

BRUXELLES: Den amerikanske præsident, Donald Trump, ville gøre klogt i at undlade Europa, når han i morgen indfører sine længe ventede toldafgifter på stål og aluminium. 

Og gør han ikke det, kan han forvente en prompte modreaktion fra EU-landene. 

Sådan lød det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), da han torsdag eftermiddag ankom til EU-topmøde i Bruxelles. 

"Det er en provokation, som verden ikke har brug for. Det er Trump, der opererer med tanken om fuldstændigt ensidigt at indføre en told, bygget op på argumenter om sikkerhed. Europa er USA’s tætteste allierede, så det skal han bare afstå fra," sagde han. 

Løkke var grundlæggende kritisk over for Donald Trumps planer, der ifølge statsministeren vidner om "en lidt primitiv forståelse af, hvad handel er for noget": 

"Det er hele det forfinede internationale samarbejde, som man angriber til skade for velstanden og arbejdspladserne på længere sigt, hvis man går ned ad den her vej."

Løkke er bekymret
Donald Trump vil med sine nye toldafgifter give en hjælpende hånd til USA's metalindustri, fordi han mener, at USA skal have forsyningssikkerhed på stål og aluminium i tilfælde af krig. 

Men den argumentation duer ikke i forhold til Europa, mener Lars Løkke Rasmussen, der forventer sig mere af en amerikansk præsident: 

"Når han leger med tanken om at bygge toldmure med afsæt i sikkerhedspolitiske overvejelser, så bør han helt naturligt undtage Europa, fordi vi er USA’s tætteste allierede."

Kan aldrig vide med Trump
EU's handelskommissær, Cecilia Malmström, rejste tidligere på ugen til Washington i et forsøg på at påvirke amerikanerne til at lade Europa få fripas for de nye toldafgifter. 

Hendes tilbagemeldinger var fra et europæisk perspektiv positive. Der skulle være udpræget modstand mod at indføre en toldmur over Atlanten i Donald Trumps bagland. Det har givet Lars Løkke Rasmussen mere ro i sindet, men intet er endnu sikkert: 

"Med den amerikanske præsident kan man aldrig helt vide. Så hvis han mod forventning indfører told i forhold til Europa, hvad skal vores modsvar så være? Det skal være balanceret og i overensstemmelse med WTO-reglerne. Men vi kan ikke bare se passivt til, hvis der kommer restriktioner på import fra Europa," sagde statsministeren.

Derfor støtter han også det modtræk, som EU-siden planlægger, hvis amerikanerne gør alvor af truslerne. Det indebærer straftold på amerikanske stålprodukter, men også på ærke-amerikanske produkter som bourbon, cowboybukser og peanutbutter.

Statsministeren håber dog ikke, at det kommer så vidt.

"Vi har det grundsynspunkt, at verden vinder ved at handle sammen. Det synspunkt står efterhånden stærkest i Europa. Derfor håber jeg, at vi som en del af den her diskussion også holder hinanden fast på, at vi skal forfølge frihandelssporet. Når USA udviser protektionistiske træk, skal vi andre række hånden frem," sagde han. 

EU-topmødet fortsætter torsdag og fredag. 

Forrige artikel Handelskrig, Rusland og Facebook-skandale kupper EU-topmøde Handelskrig, Rusland og Facebook-skandale kupper EU-topmøde Næste artikel Giftattentat får EU til at skrue bissen på over for Rusland Giftattentat får EU til at skrue bissen på over for Rusland