Efter COP21: K kræver nyt dansk klimamål

KLIMA: Et klimamål for 2030 vil give stabile rammer for investorerne og give en ny mulighed for at få bred politisk opbakning til den førte danske klimapolitik, mener Konservative. Socialdemokraterne bakker op, men ministeren er skeptisk.

Danmark skal gribe det klima-momentum, der er skabt med weekendens aftale i Paris, og starte arbejdet frem mod et dansk 2030-mål for den samlede CO2-reduktion.

Det mener Konservative, der håber, meldingen kan være en invitation til Venstre-regeringen om at tilslutte sig ønsket om en national målsætning.

Regeringen er ikke tilhænger af den tidligere regerings 2020-mål og har også udtrykt sig skeptisk over for dansk ”enegang” i klimapolitikken.

”Et 2030-mål giver en retning for omlægningen af energikilderne og giver en sikkerhed for grønne investorer. 2020 er lige om hjørnet, og vi bør derfor allerede nu begynde at se frem mod 2030,” siger Konservatives klima- og energiordfører Mette Abildgaard.

Hun peger på, at hele Paris-aftalen bygger på nationale målsætninger, som er meldt ind til FN. Og at et dansk ambitiøst klimamål kan være med til at presse EU i en mere klima-ambitiøs retning.

K: Vigtigt med bred opbakning
Mette Abildgaard forestiller sig, at et nyt mål bør ligge omkring det tyske niveau på 55 procent CO2-reduktion i forhold til 1990. Og at Klimarådet skal inddrages i arbejdet med at fastsætte det nye mål. Ellers synes hun, bolden skal ligge hos Venstre-regeringen.

”Årsagen til, at vi ønsker et klimamål, er stabilitet i klimapolitikken. Vi får ikke en pind stabilitet, hvis vi laver et alternativt flertal i Folketinget og stemmer et meget ambitiøst mål igennem, som den siddende regering ikke deler. Et 2030-mål er noget, vi bliver nødt til at være enige om hen over midten,” siger Mette Abildgaard. 

Socialdemokraternes Jens Joel er skeptisk over for ideen om, at der skal tages særlige hensyn til Venstre.

”Jeg synes ikke, man skal give nogle partier vetoret på forhånd, selvom jeg er enig i, at vi gerne vil lave så brede aftaler som muligt. Den brede forankring er god for den grønne omstilling - og også godt for industrien og virksomheder rundt i landet, så de ved, hvad de kan regne med,” siger Jens Joel.

Afventer nye mål fra EU
Han melder ellers Socialdemokraterne klar til at indgå i diskussionen, selvom han samtidig mener, det giver god mening at vente på, at EU i løbet af 2016 melder 2030 klima-målsætningerne ud for ikke-kvotesektoren.

Samme forbehold findes hos energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V), der dog er mere skeptisk over et nationalt klimamål.

”Det vil på nuværende tidspunkt være alt for tidligt at fastsætte et 2030 mål for Danmark. Vi kender endnu ikke byrdefordelingen af EU’s 2030 klimamål, hvor vi forventer, at Danmark får en forpligtelse i den høje ende,” siger Lars Chr. Lilleholt i et skriftligt svar til Altinget.

Efter planen er der masser af klima på programmet i Folketinget på torsdag: Først har Enhedslisten rejst en forespørgselsdebat om Danmarks klimamål, mens Konservative efterfølgende har et beslutningsforslag om Danmarks klimamål for 2020.

Læs hele artiklen på Altinget: energi og klima (kræver abonnement). Tegn gratis prøveabonnement her

,

Forrige artikel Virksomheder spekulerer i gratis elever Virksomheder spekulerer i gratis elever Næste artikel Rasmus Helveg stopper i politik Rasmus Helveg stopper i politik