EL vil tvinge regeringen til at nå 2020-mål for naturen

NATUR: Regeringen skal forpligtes til, at Danmark standser tabet af biodiversitet inden 2020, lyder nyt forslag fra Enhedslisten. Radikale hilser forslaget velkommen, mens borgerlige partier tøver.

Med en stribe af beslutningsforslag vil Enhedslisten forpligte regeringen til at standse tabet af biodiversitet inden 2020.

”Nu er vi uhyggeligt tæt på 2020, og vi er meget langt fra at nå målet,” siger Maria Reumert Gjerding, der er miljøordfører for Enhedslisten.

Danmark er internationalt forpligtet til at opnå målet inden 2020. Men det var man også i 2010, hvor Danmark – dog ikke som det eneste land – ikke nåede i mål.

”Vi fremsætter denne omfattende naturpakke, så vi ikke skal nå til 2020 og endnu en gang konstatere, 'hovsa vi nåede det ikke, vi glemte at passe på vores natur',” siger Maria Reumert Gjerding.

Maria Reumert Gjerding har sammen med fem partikollegaer fremsat seks beslutningsforslag, der pålægger regeringen at sikre, at man standser tabet af biodiversitet inden 2020.

Beslutningsforslagene skal skabe debat i Folketinget om naturens behov, og det er et vigtigt skridt imod at stoppe tilbagegangen, lyder det:

”Det er utroligt vigtigt, at vi politisk begynder at sætte fokus på vores natur. Naturen bliver altid glemt,” siger hun og fortsætter:

”Det kommer altid til at handle om landbruget, skovbruget og fiskeriet, som egentligt lever af naturen, og at de skal have bedre vilkår.”

Det bliver svært at nå målene
Radikale hilser forslaget velkommen med opbakning:

”Det er noget, vi har forpligtet os til internationalt. Så jeg kan ikke se, at man kan være imod den forpligtelse. Det er meget fornuftigt,” siger Ida Auken, der er miljøordfører for Radikale Venstre.

Men Ida Auken påpeger samtidig, at det bliver svært at nå målene inden 2020:

”Jeg tvivler på, at regeringen vil kunne nå det. Ikke mindst fordi den har fjernet alle biodiversitetstiltag som eksempelvis beskyttelse af § 3-arealer og grønt danmarkskort. Men jeg støtter helt klart intentionen,” siger hun.

Borgerlige partier tøver
Dansk Folkeparti tager også positivt imod forslaget, men partiets miljøordfører Pia Adelsteen vil først forholde sig til det, når hun har læst det.

”Det er fint at få debatten. Jeg vil ikke på forhånd skyde det ned, men jeg vil heller ikke på forhånd sige, det siger vi bare ja til,” siger hun.

Hun peger også på, at der nogle ting, man skal tage højde for, når man snakker om biodiversitet:

”Når vi finder områder, hvor vi kan få noget mere biodiversitet, så er der forskel på, hvilken biodiversitet man får de forskellige steder. Der er det vigtigt at finde ud af, hvor vi gør det bedst og uden iøvrigt at ruinere folk,” siger Pia Adelsteen.

Indsatsen skal også give økonomisk mening
Liberal Alliance vil ikke stemme for forslaget. Partiet vil også gerne bremse tabet af biodiversitet, men det er vigtigt, at indsatsen er økonomisk effektiv.

”Vi ønsker ikke at bruge en stor mængde skattekroner på at forbedre miljøet en lille smule et sted, hvis man tilgengæld kan bruge de samme penge et andet sted og få mere miljø for pengene,” siger Carsten Bach, der er miljøordfører for Liberal Alliance.

Partiet åbner også op for en eventuel udsættelse af 2020-målene.

”Det kunne godt være relevant, hvis det samfundsøkonomisk har nogle uforholdsmæssigt store konsekvenser i forhold til, hvad det egentlig er, vi vinder miljømæssigt,” siger Carsten Bach.

Carsten Bach har 19. november stillet et spørgsmål til miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) om, hvordan Danmark er forpligtet til at opfylde 2020-målene, hvis man vurderer, at der for store samfundsøkonomiske omkostninger i forhold til, hvordan indsatsen virker.

V afventer behandlingerne
Venstres miljøordfører Erling Bonnesen vil forholde sig til beslutningsforslaget, når det skal behandles.

Men han understreger, at Venstre også ønsker fokus på biodiversiteten:

”Vi er stærkt optaget af at lave nogle gode tiltag for at fremme biodiversiteten. Det også meldt ud, at der vil komme et naturoplæg til foråret, og at vi foreslår, at en andel af de statslige skove skal udtages som urørt skov,” siger Erling Bonnesen.

Eva Kjer Hansen har varslet en naturpakke til foråret, hvor intentionen blandt andet er at skabe mere biodiversitet med urørt skov.

Forrige artikel Kjer afviser landbruget: Ikke brug for nye eksperter Næste artikel Status: Vandmiljø i bedring – naturen halter fortsat Status: Vandmiljø i bedring – naturen halter fortsat