Prognose: Henrik Dahl kommer i Folketinget

PROGNOSE: Liberal Alliances fremgang i meningsmålingerne betyder nu, at den kendte sociolog Henrik Dahl står til at blive valgt ind i Folketinget.

Den kendte sociolog og debattør Henrik Dahl kan se frem til at blive medlem af Folketinget, hvis de nuværende meningsmålinger holder frem til valget.

Det viser valgforsker Søren Risbjerg Thomsens gennemsnit af meningsmålinger. I målingerne står Liberal Alliance til at gå fra de nuværende 9 mandater til 13 mandater.

Det giver for første gang det liberale parti to mandater i Sønderjyllands Storkreds. Her er Henrik Dahl opstillet, men det første mandat ventes at gå til Mette Bock. Ved valget i 2011 fik hun flest stemmer af alle LA-kandidater, når man ser bort fra partiformand Anders Samuelsen.

Henrik Dahl er dog klar favorit til at tage mandat nummer to.

Dahl har en kendisfaktor, og så fører han en aktiv kampagne i det sønderjyske – blandt andet har en lokal vognmand valgt at støtte ham med en 13 meter lang valgplakat af Henrik Dahl på siden af en af sine lastbiler.

Han er for mange nok kendt som samfundsdebattør, forfatter og livsstilsekspert fra DR-programmet "Kender du typen". Men den ph.d.-uddannede sociolog har sine rødder i det sydjyske: opvokset i Skærbæk og student fra Ribe Katedralskole.

Blandt de andre nye kandidater, der står til at komme i Folketinget, er blandt andet Laura Lindahl.

Forrige artikel Data-analyse: Alternativet stormer frem på sociale medier Data-analyse: Alternativet stormer frem på sociale medier Næste artikel Velkommen til en Alternativ valgmaskine Velkommen til en Alternativ valgmaskine