Rasmussen: At være statskvinde i eget hus

1. maj er af indlysende historiske grunde en festdag for arbejderbevægelsen og Socialdemokraterne. Og med kombinationen af forbedrede meningsmålinger og nyt signal over for dagpengeproblemet er det en selvsikker statsminister, der tager på rød turné hele dagen startende i det jyske og sluttende i Fælledparken fredag eftermiddag.

Men danskerne får mere end det. Helle Thorning er vokset i statur, så hun i dag er en politisk leder, der hviler langt mere i sig selv end for år tilbage; en politisk boss, der i dag både erkender, at hun er ”en langt bedre statsminister nu” end tidligere, som hun udtalte det for nylig i et interview med Ugebrevet A4 i forbindelse med sit 10-års jubilæum som partileder; og som heller ikke længere har problemer med at tale om rollen som kvindelig politiker, hvilket hun senest gjorde i flere omgange i anledning af den internationale kvindedag 8. marts.

Thorning: Jeg er feminist
Ved Kvinfo's fest i Vega på dagen omtalte statsministeren for første gang også sig selv som ”feminist,” og om end der ikke blev gjort det store nummer ud af det i de etablerede medier, gav det genlyd – på den positive måde – i de danske ligestillingscirkler, hvor skuffelsen over regeringens aflyste eller manglende initiativer på det felt – tænk nul øremærket barsel til mænd eller kvoter for bestyrelser – har været betydelig.

Man har også tidligere i de samme cirklers kulisser hvisket diskret, men decideret mistrøstigt, om en kvindelig leder, der ud over den manglende kønsprofil heller ikke har taget specielle initiativer over for det danske feministmiljø.

Det har ændret sig, men hvorfor – hvad er der sket? Meget tyder på, at statsministeren og hendes indercirkel har fået øje på fordelene ved at være ”landsmoder.” I den forbindelse hjælper det faktisk at være tæt på de 50 – statsministeren fylder 49 næste gang. De konstante tæv i medierne og de første mange års meningsmålinger modner også. Man får statur, kant og stamina. 

Hillarys kæmpe kovending
En anden kvindelig leder, der har lært den lektie, er på valg næste år. Det er naturligvis Hillary Clinton, der i sit fejlslagne forsøg på at blive USA's første kvindelige statsleder i 2008 bevidst nedtonede sit køn i formodningen om, at det ville være et handikap.

Dels grundet amerikanernes mere traditionelle syn på kønsroller, dels fordi så stor en del af præsidentembedet ligger i rollen som commander-in-chief for den amerikanske hær.

Resultatet i 2008 var bizart. Mange vil huske den daværende unge senator Barack Obama, der forsøgt udglattende, men i virkeligheden patriarkalsk nedladende, sagde til Clinton, at ”det er OK – du er likeable enough” under en debat i 2008 i New Hampshire, hvor vælgerne havde tilkendegivet, at de simpelthen synes bedre om ham end om hende.

Dengang var diskussionerne om Clintons buksedragter, frisure og ”kaglende latter” uendelige. Hun selv sagde, at hun godt nok ”var stolt over muligheden for at skrive historie som USA’s første kvindelige præsident, men jeg stiller ikke op, fordi jeg er en kvinde.”

Nu har piben fået en fuldkommen anden lyd. ”Vi bedstemødre ved bedst,” bemærker Clinton ofte via Twitter – efter at Chelsea Clinton fødte sit første barn, Charlotte, i 2014.

Den tidligere førstedame har holdt adskillige brandtaler til akkompagnement af buldrende klapsalver – fra FN over tænketanke til deciderede kvindegræsrodsmøder om behovet for at ”bryde glasloftet”, og hun spørger ofte vælgerne, om de er ”klar til USA’s første kvindelige præsident.” 

Og det er de. Opinionsmålinger viser, at den tidligere udenrigsministers køn er hendes stærkeste kort i den kommende valgkamp. USA er klar til en kvindelig landemoder, der hviler trygt i sit eget køn. 

Hele Danmarks Røde Mor
Og her taler jeg ikke om at overspille kvindekortet. Men om at bruge noget, der alligevel er et faktum, som en styrke frem for at  putte med det. Det er noget, vi også har set i den djærve, kompetente common sense-stil, som Angela Merkel og tidligere Norges Gro Harlem Brundtland også med succes har anvendt.

Og her i Danmark, hvor vi går ind i en decideret kvindepolitisk brandvarm sommer med jubilæet for kvindernes valgret, vil vi også se Thorning befinde sig scenevant og afslappet i en tilsvarende rolle.

Mere konkret tales der heller aldrig mere om håndtasker eller presset som næsten alene-mor på Østerbro.

Det ville være både upassende og give bagslag for modstanderne. Men om en international statskvinde, der nyder respekt uden for Danmark, og som i stigende grad som tiden går kan udfylde rollen som danskernes blegrøde beskytter.

Hende, der værner om velfærden og det Danmark, du kender, og som ikke vil lade vælgerne i stikken. Det klang mere hult, da løftebrudsdiskussionen kørte for fulde gardiner.

Nu – efter terrorangreb og en økonomi i vækst – lyder det budskab mere troværdigt, hvilket ikke er et øjeblik for tidligt, al den stund valget som bekendt skal udskrives inden for de næste 16 uger. 

---
Annegrethe Rasmussen er korrespondent i Washington DC. Hun skriver blandt andet for Altinget: usa og Information.  Hver anden fredag skriver hun klummen 'Skud Derudefra' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger. 

Annegrethe Rasmussen skrev for Altinget fra Washington frem til udgangen af 2015.

Redaktionen blev da opmærksom på, at der blandt hendes artikler forekommer tilfælde, hvor der er en for Altinget uacceptabel grad af afsmitning i sprog og / eller tankerække og fakta fra andre mediekilder, og hvor disse kilder ikke er angivet.

Redaktionen har ikke konstateret sådanne mangler ved artiklen ovenfor, men såfremt redaktionen modtager oplysninger herom, vil Altinget tage de fornødne skridt.

Se i øvrigt Kulturministeriets vejledning for god citatskik og plagiat i tekster her.

debat@altinget.dk