Forårets danske præsidentvalg

KLUMME: Socialdemokraternes bedste chance for at vinde valget er at satse på et præsidentvalg med et tredobbelt tryghedstema i centrum, skriver Annegrethe Rasmussen.

Ingen politiker bryder sig i sagens natur om at blive udstillet som uanstændig endsige magtbegærlig.

Derfor må man som vælger ty til populære politiske dramaserier som Borgen i det danske eller amerikanske House of Cards, State of Affairs eller Madam Secretary, der alle følger de mest beskidte krige på de indre linjer i miljøet omkring Kongressen og Det Hvide Hus i Washington DC, hvis man ønsker at se billeder af folkevalgte, der jubler over meningsmålinger, der går den rette vej i lyset af tragiske hændelser.

Ikke desto mindre ønsker enhver politiker at vinde et flertal for sin politik, og her viser talrige erfaringer, at terrorangreb får både skeptiske og uafhængige vælgere til at støtte op om den aktuelle regering – forudsat, at den til enhver tid siddende leder tackler situationen med værdighed og kompetence, hvilket just har været tilfældet med Statsministerens fejlfri håndering af angrebene på Krudttønden og den jødiske Synagoge i Krystalgade.

Derfor er det ikke urimeligt at antage, at hun vil høste en gevinst ved det kommende danske valg, der er lige om hjørnet.

Bush, Hollande, Thorning?
Det mest velkendte eksempel fra udlandet var den stærkt stigende tilslutning til George W. Bush efter terrorangrebet 11. september 2001 mod World Trade Center i New York og Pentagon. Det resulterede i såvel genvalg i 2004 og i en sjælden set fremgang til republikanerne ved det efterfølgende midtvejsvalg i 2002 (normalt går det parti, som sidder på Det Hvide Hus, altid tilbage ved midtvejsvalget, der som bekendt ligger midt i mellem to præsidentvalg).

Men også den historisk upopulære franske præsident François Hollande har rettet sig i meningsmålingerne i kølvandet på terrorangrebet mod Charlie Hebdo og et jødisk supermarked i Paris i januar.

En vellykket krisekommunikation skaber imidlertid langt fra et vundet valg i sig selv. Uanset at gentagne målinger har vist, at vælgerne har større tillid til Thorning end Løkke som personlig forvalter af posten som statsminister og landsmoder m/k, så har regeringen som bekendt fortsat et betydeligt efterslæb i meningsmålingerne.

DR’s/Epinions seneste måling fra 24. februar tildeler blå blok 56,7 procent og rød blok blot 43,5, mens Berlingskes vægtede valgbarometer, der samler gennemsnittet af samtlige målinger, anbringer blå blok i spidsen med 55,2 procent og rød blok bagerst med 44,8 procent. 

Et skarpt personopgør venter
Derfor vil det smarte greb være at udskrive forårsvalget – og at det bliver et sådant er overtegnede som mange andre kommentatorer ret overbevist om – som et tredobbelt tryghedsvalg. 

For det første med statsministeren som den samlende, troværdige og kompetent kommunikerende moderfigur over for Løkkes velkendte mere skrammede persona – der er resultatet af flere konkrete ’sager’ med partiformandens personlige forvaltning af pengesager og privatliv samt sidste års uskønne opgør i partiet om formandsposten. Her vil S profitere af vælgernes præference for Helle Thorning-Schmidt som person. Det er det, man ofte kalder ”præsidentvalget” – om end det er på dansk maner.

For det andet gennem en udnyttelse af det, man kynisk, men ikke desto mindre realistisk, med henvisning til ovenstående kan kalde ”terroreffekten.”

Tryghed – men hvilken model?
For det tredje ved at udnytte den usikkerhed, der vitterligt er i vælgerskaren – ca. 650.000 danskere ved endnu ikke, hvad de vil stemme – til at give S-temaet om ”tryg velfærd”, der godt nok er skamredet (alle partier benytter sig af trygheds-mantraet i et vist omfang) en ordentlig en på sinkadusen.

Det socialdemokratiske slogan ”Det Danmark du kender satser benhårdt på, at danskerne - når alt kommer til alt - ønsker at bevare velfærdsmodellen, som vi kender den. Konkret vil man fremhævde de mange nye penge til sundhed, miljø, uddannelse og forskning. Her skader det ikke, at den danske arbejdsløshed pt. er den laveste i fem år.

Her vil blå blok med Lars Løkke i spidsen naturligvis slå på sin version, den mere fleksible velfærd med mere fokus på borgeren, og på hvordan øget konkurrence internt i den offentlige sektor vil komme vælgerne til gode i sidste instans. Og tallene viser som nævnt fortsat, at han vil kunne sætte sig til rette i statsministeriet før sommeren er omme.

Men et tredobbelt tryghedsvalg udgør ikke desto mindre rød bloks – og Thornings – bedste satsning i en situation, hvor man har ryggen mod muren.

---
Annegrethe Rasmussen er korrespondent i Washington DC. Hun skriver blandt andet for Altinget: usa og Information.  Hver anden fredag skriver hun klummen 'Skud Derudefra' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger. 


Annegrethe Rasmussen skrev for Altinget fra Washington frem til udgangen af 2015.

Redaktionen blev da opmærksom på, at der blandt hendes artikler forekommer tilfælde, hvor der er en for Altinget uacceptabel grad af afsmitning i sprog og / eller tankerække og fakta fra andre mediekilder, og hvor disse kilder ikke er angivet.

Redaktionen har ikke konstateret sådanne mangler ved artiklen ovenfor, men såfremt redaktionen modtager oplysninger herom, vil Altinget tage de fornødne skridt.

Se i øvrigt Kulturministeriets vejledning for god citatskik og plagiat i tekster her.

Forrige artikel KL-formand: Nu er det statens tur til at effektivisere KL-formand: Nu er det statens tur til at effektivisere Næste artikel S: Leasing-forslag kan blive en bombe under det danske skattesystem S: Leasing-forslag kan blive en bombe under det danske skattesystem