Sådan bliver Johanne kandidat til næste folketingsvalg

ROTATION: Det er reelt statsministeren, der afgør, om Enhedslistens frontfigur, Johanne Schmidt-Nielsen, bliver stillet op til næste folketingsvalg. Få styr på Enhedslistens rotationsprincip her.

Når Enhedslisten søndag skal vælge kandidater til næste folketingsvalg, bliver det sidste gang, at Johanne Schmidt-Nielsen har lov til at stå på listen. Partiets rotationsprincip betyder nemlig, at hun ikke kan stilles op igen på næste årsmøde.

Derfor sidder statsministeren reelt med venstrefløjens superstjernes politiske fremtid mellem hænderne, når hun skal finde en valgdato. Helle Thorning-Schmidt kan vente med at trykke på valgknappen helt frem til efteråret 2015, men også et valg tæt på sommerferien 2015 vil spænde ben for Johanne Schmidt-Nielsen. 

Enhedslisten vælger nemlig hvert år på sit årsmøde kandidater til Folketinget, og imellem årsmøderne gælder den liste, som medlemmer har stykket sammen. Men partiets rotationsprincip betyder, at et medlem ikke kan opstilles til et folketingsvalg, hvis personen har siddet i Folketinget i syv år. Og det er netop tilfældet for Johanne Schmidt-Nielsen til næste år, da hun har siddet i Folketinget siden november 2007.

Nej til ”lex Johanne”
Det er Enhedslistens plan at afholde årsmødet for 2015 fra den 23. maj. Det betyder, at Helle Thorning-Schmidt skal have udskrevet valg senest 22. maj, for at Johanne Schmidt-Nielsen bliver stillet op. Kommer årsmødet til at ligge under valgkampen, er det forventningen, at det bliver rykket til efter valget.

Diskussionen om Johannes Schmidt-Nielsens kandidatur er ikke ny. Sidste år stemte Enhedslisten således om et konkret forslag, der ville betyde, at 2014-kandidaterne vil blive stillet op, uanset hvornår valget udskrives.

Forslaget, der populært blev betegnet ”lex Johanne”, blev dog klart nedstemt af medlemmerne.

,

Forrige artikel Johanne til resten af rød blok: I har mistet kompasset Johanne til resten af rød blok: I har mistet kompasset Næste artikel Her stod slaget om EL's nye principprogram Her stod slaget om EL's nye principprogram