Ekstraordinært valg til SF's landsledelse

SF-LANDSLEDELSE: Kaskaden af udmeldelser blandt centrale SF'ere fører helt usædvanligt til "suppleringsvalg" til den magtfulde landsledelse. Næsten en tredjedel af SF's landsledelse fra 2012 er nu socialdemokrater.

På bare et år er tingene vendt fuldstændig på hovedet.

Ved SF-landsmødet i april 2012 fik daværende formand Villy Søvndal et stabilt flertal af sine støtter ind i partiets landsledelse, der er SF's højeste organ mellem landsmøderne. SF's landsledelse vælges for to år ad gangen, men siden december er Søvndals støtter flygtet i et omfang, så det nu bliver nødvendigt med et supplerende valg til landsledelsen på SF-landsmødet 4.-5. maj.

Det første medlem af landsledelsen, der stod af, var SF's daværende næstformand Mattias Tesfaye. Ironisk nok var det netop Søvndal-fløjens insisteren på at gøre Tesfaye til næstformand på bekostning af Meta Fuglsang, der for alvor satte gang i fløjkrigene på SF's landsmøde sidste år.

Dengang var hensigten, at Mattias Tesfaye som næstformand kunne understøtte valget af sundhedsminister Astrid Krag blev ny SF-formand. Men i stedet forstærkede opgøret om Tesfaye modstanden mod den daværende ledelse og banede vejen for den dengang helt ukendte Annette Vilhelmsen som ny formand. 

Faneflugt
Tesfayes exit blev siden fulgt SF's politiske ordfører Jesper Petersen og EP-medlem Emilie Turunen, der ligeledes begge sad i landsledelsen. Dermed var tre ud af de seks landsledelsesmedlemmer, der fik flest stemmer ved landsmødet i 2012 helt ude af partiet.

Derudover har landsledelsesmedlemmerne Kasper Bjering Søby og Nanna Westerby forladt SF til fordel for Socialdemokraterne. Også de var centrale spillere i SF: Kasper Bjering Søby var skribent på det nye SF-partiprogram, mens Nanna Westerby tidligere har været både folketingsmedlem og SFU-formand. Hun danner par med den fyrede SF-skatteminister Thor Möger Pedersen.

Landsledelsen i 2012 kom til at bestå af de 15 kandidater, der havde fået flest stemmer - samt 3 kandidater der blev kvoteret ind i landsledelsen for at sikre en vis geografisk fordeling. Af de 15 direkte valgte til SF-landsledelsen er præcis en tredjedel nu medlemmer hos Socialdemokraterne.    

Forrige artikel Enhedslisten siger nej til EU-opstilling Enhedslisten siger nej til EU-opstilling Næste artikel Enhedslisten vil i KL-bestyrelse Enhedslisten vil i KL-bestyrelse