Peter Loft fritages for tjeneste
SKATTESAG: Skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) har meddelt, at Peter Loft fritages fra tjeneste som departementschef i Skatteministeriet indtil videre.
I en pressemeddelelse siger skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) følgende:
"Jeg har i dag fritaget Peter Loft fra tjeneste som departementschef i Skatteministeriet indtil videre.
Skattesagskommissionen har fået to år til sit arbejde.
Og det er min vurdering, at en ny departementschef bedst kan stå i spidsen for de udfordringer, Skatteministeriet står over for, herunder den kommende omorganisering af ministeriet, som skal sikre en skarpere adskillelse mellem departementet og de dele af SKAT, der træffer afgørelse i konkrete skattesager.
Jeg har anmodet koncernchef Jesper Skovhus Poulsen om at fungere som departementschef indtil en stilling som ny departementschef kan besættes efter opslag."